Titel: Huset Er Sort, خانه سياه است, The House Is Black

Instruktør: Forough Farrokhzad

Manuskriptforfatter: Forough Farrokhzad

Udgivelsesår: 1963

Spillelængde: 20 minutter

 

Af Shahin Aakjær

5_granatæbler_ANMELDELSE

Da den sydamerikanske revolutionshelt Che Guevara rejste kontinentet rundt på motorcykel i starten af 50’erne, kom han forbi en lukket institution for spedalske. På trods af advarsler fra de ansatte, mængede han sig med de syge. Den historie gentager sig i Iran i denne film.

 

Forough Farrokhzad er blandt Irans mest betydningsfulde, moderne poeter. Hun var kontroversiel og forud for sin tid. Men digtningen var ikke nok for hende. Med “Huset Er Sort ” har hun sammen med Ebrahim Golestan skabt en poetisk dokumentarfilm, der forsøger at ruske op i hendes samtid. Den er filmet i en koloni for spedalske i nærheden af Irans nordøstlige by Mashad. I filmens 20 minutter lange optagelse følger kameraet indbyggernes lidelser, glæder, skolegang, og hvad hverdagen nu ellers byder på. Imellem klippene, der viser de spedalskes afsondrede verden, kan man høre Forough Farrokhzad læse op af sine smertelige digte.

 

Filmen starter med et sort skærmbillede og disse ord: “Verden mangler ikke grimhed. Hvis man kigger væk, kommer der blot endnu mere. Men menneskeheden er problemløsere. På denne skærm vil der blive portrætteret en grimhed, et syn af smerte som intet menneske bør ignorere…” . Så er filmen sparket i gang. De første mange minutter bliver seeren indrullet i en tsunami af tristhed, pessimisme og sorg. Det er næsten ikke til at bære. Det første billede i filmen er en kvinde med et ødelagt ansigt, der usikkert og tildækket ser sig selv i spejlet.

 

Selvom filmen er kort, er der ro til medfølelse. Det er ikke følelsesporno, men fremstår som et ærligt portræt af smerte og en ulidelig deformitet. Det kan også blive for meget, men lige før det tilter, bliver billedet vendt. Man ser de spedalske indbyggere lægge makeup, danse og bryde for sjov. Man ser hverdagens fine øjeblikke i en ellers grim verden. Man ser en taknemmelighed over alt det, som de trods alt har.

 

Det mest rørende i filmen er et klip fra koloniens skole. Her beder underviseren først en ung dreng om at nævne noget smukt. “Månen, solen, blomster og leg”, lyder svaret fra den vansirede dreng. Den næste elev skal svare på, hvad det bedste ved at have en far og mor er. “Jeg ved det ikke, for jeg har ingen af delene”, svarer han med et par levende og sorgfulde øjne. Øjeblikket efter skal en tredje elev nævne noget grimt. “Smerte, fødder og hænder”, svarer han med et smil på læben, og hele klassen stemmer i med et grin.

 

Huset Er Sort” er et fint lille indblik i et univers af outsidere. En hel by af defekte mennesker, der ikke passer ind i den omkringliggende verden. Samtidigt er filmen også en god indgangsvinkel til et af Irans vigtigste forfatterskaber.

 

SE TRAILEREN FOR FILMEN HER:

 

Denne anmeldelse er skrevet af Shahin Aakjær.

Studerer Mellemøststudier/Persisk på Københavns Universitet.

E-mail: fabeldyret@kragetaeer.dk

Skærmbillede 2016-02-18 kl. 00.45.20