Iransk filmhistorie er et kapitel for sig. På trods af censur og stor kontrol fra statens side bliver de iranske filmmagere ved med at overraske verdenssamfundet. Nu har landet etableret sig som klassens flittige dreng, der gang på gang rydder bordet til de internationale prisoverrækkelser. Er du blevet bidt af Iran, bør du også lade dig forelske i landets perlerække af film. På Iran Cinema Musuem i Teheran kan du få stillet lidt af appettiten.

 

Af Shahin Aakjær

Museet ligger nærmest som en lille oase, lidt tilbagetrukket fra Vali-e-Asr, Mellemøstens længste gade. Hele vejen rundt på muren, der omringer Ferdows Have, finder man filmplakater. Alle slags film, lige fra “Koen” fra 1969, som vi har anmeldt her på siden, frem til de biograf-aktuelle film i dag. Bag murene er der ro på, som en kontrast til Teherans mylder og larm. Der ligger en lille træhytte, som fungerer som bogbutik, og ved siden af finder man Café Viuna, der serverer glimrende kaffe og morgenmad, med Iran Cinema Museum som kronen på værket.

 

Det er en flot, hvid bygning, med søjler, stuk og hele pibetøjet. Rundt omkring i haven og nær det lille springvand trisser glade middelklasse iranere rundt og tager selfies – også gerne med dig…

 

En rød løber fører dig ind i det filmhistoriske hus. Efter billetkontrollen vil du møde den første del af udstillingen, der har fokus på iransk films barndomsår. Mozaffar ad-Din Shah Qajar regerede Persien fra 1896 til 1907 og var fascineret af Europas frembrusende teknologi. I sommeren 1900 rejste Mozaffar ad-Din Shah til Paris og oplevede med egne øjne de nye “levende billeder”, som filmkameraet kunne fange. Han købte alt det udstyr, der skulle bruges og ansatte en hoffotograf.

 

De første filmoptagelser i Iran viser derfor det royale liv. Nogle af de klip, kan du opleve i museets lille biograf. Udstillingen byder på tonsvis af gammelt kameraudstyr, billeder af gamle biografer og fotos af pionererne i iransk film. Perioden fra de første klip og frem til den første persisksprogede talefilm “Pigen Fra Lorestan” fra 1933 er rigtig godt dækket. Men så er der et ret stort hul i museets hukommelse. Store dele af den iranske filmhistorie op til revolutionen i 1979 er desværre underbelyst. Selvom det er en vigtig brik i landets historie. Især op til det der blev en islamisk revolution.

 

Under Mohammad Reza Pahlavis regeringsperiode sprudlede iransk film, i hvert fald kvantitetsmæssigt. Der blev produceret op til 25 film i landet om året. Flere af dem inden for genren, der blev kaldt filmfarsi – iranske b-film.

 

 

Den fik ikke for lidt med druk, nøgne damer og slagsmål. For mange af de religiøse modstandere af shahens styre blev det for meget. Flere fordømte filmene og foragten brød ud i lys lue, da Cinema Rex i Abadan blev brændt ned og cirka 450 mennesker mistede livet i 1978. Flere konservative kræfter mente ikke, at der var plads til en filmscene i en islamisk republik. Rygtet vil vide at Ayatollah Khomeini selv var af samme holdning, indtil han så “Koen”.

 

Først derefter mente han, at islamiske værdier og film kunne leve side om side. De historier savner man på Iran Cinema Museum, og det er kun få billeder, der vidner om filmene fra 60’erne og 70’erne.

 

I den amerikanske film “Drageløberen” fra 2007 sniger to afghanske drenge sig ind i en biograf i Kabul for at se en actionfilm. Da de kommer ud igen, siger den yngste:

“Når jeg bliver voksen, tager jeg til Iran for at møde Charles Bronson”.

Den ældre hovedperson svarer bebrejdende: “Charles Bronson bor sgu da ikke i Iran”, hvortil den yngste svarer med et spørgsmål:

“Hvorfor taler han så persisk?”

Det kan man få svar på, når man besøger Iran Cinema Museums afdeling om filmdubbing. De har udstillet alt det gamle udstyr, og i et rum med gamle filmruller spredt ud på gulvet kører “The Man With The Golden Gun” fra 1974, og i denne udgave taler James Bond persisk med en let Teheran-dialekt.

Museets to største rum er dedikeret til anerkendelserne. Det er et skattekammer af priser, statuetter og medaljer. Som gæst bliver du præsenteret for den ene prisvindende kunstner efter den anden. De har alle sammen fået et lille udsnit, hvor alle deres statuetter er blevet stablet.

 

Der er priser fra hele verden – Berlin, Toronto og Pyongyang. Selv Jafar Panahi havde fået et par hylder, selvom han flere gange har været i konflikt med magthaverne og både har siddet i fængsel og husarrest for sine film. Hans film “Blodrødt Guld” fra 2003 blev aldrig vist i Iran, da censuren så den som værende for kontroversiel, men alligevel er den nævnt her på museet.

 

 

Iran er paradoksernes land. Udstillingens start er en smule kedelig, men de kommer efter det. Den sidste del er besøget værd, og hvis man allerede er fan af iransk film, skylder man sig selv at kigge forbi. De har et par paparazzirum, hvor man føler, at man er i Cannes med alle de store kanoner i iransk film.

 

Børne- og krigsfilmene har fået hver deres lokale, som af en eller anden grund er blevet placeret lige over for hinanden. I et lille klippekammer er to livlige dukker godt i gang med at gøre en film færdig. Alt i alt er det en ganske fin tidsrejse fra de første grumsede og stakkerede klip, frem til nutidens prisbelønnede kunstfilm.

 

Et af de største minusser ved stedet er dog manglen på en fysisk butik, hvor man kan købe nogle af de smukke filmplakater.

 

Hvad: Iran Cinema Museum, Bagh-e Ferdows, Valiasr Street, Teheran. Tlf.: (+98 21) 22705005-9

Hvornår: Åbent søndag til torsdag 09.00 til 17.00, bortset fra nationale sørgedage.
Pris: 200.000 iranske rial (40 DKK) for udenlandske gæster.

 

 

Denne blog er skrevet af Shahin Aakjær.

Studerer Mellemøststudier/Persisk på Københavns Universitet.

E-mail: fabeldyret@kragetaeer.dk

Skærmbillede 2016-02-18 kl. 00.45.20