Af Ortal Knudsen

Da jeg funderede over emner til mit første indlæg her på bloggen var ideerne mange. Alt lige fra filmanmeldelser til missilaffyringer og udenrigspolitiske stridigheder syntes at fange min interesse, når jeg vendte blikket mod Iran, dette fantastiske land, med dets komplekse og kulturrige historie. Mit bidrag til bloggen vil primært have et kulturelt udgangspunkt, men også tilbyde et indblik i det uforlignelige forhold mellem den Islamiske Republik Iran og den jødiske stat, Israel.

 

Et forhold, som har udviklet sig fra tætte bånd under Pahlavi-dynastiet, til en degenerering under den iranske revolution, og til direkte fjendtlighed fra Golfkrigen og frem til i dag. Denne udvikling fortjener et blogindlæg i sig selv, som jeg uden tvivl vil bringe i den nærmeste fremtid. Men for nu, vil jeg først og fremmest dele en historie med jer, om en homoseksuel iransk poet, der i skrivende stund søger asyl i Israel.

 

Jødisk immigration fra Iran til Israel har været betydelig, siden staten Israels oprettelse, og tog særligt til efter den islamiske revolution i 1979, hvor omtrent 60.000 jøder emigrerede fra Iran. 20.000 af disse bosatte sig i Israel.

 

Men helt unikt ved historien om den iranske poet Payam Feili er, at han ikke er af jødisk oprindelse eller på nogen måde har tilknytning til den jødiske tro. Således er han den første iranske asylansøger i Israel af sin slags. Feilis fascination af jødedommen og Israel opstod, da han som ung så holocaustfilm og begyndte at lære om Toraen. Siden har han været åben fortaler for den jødiske stat. I en alder af blot 19 år udgav Feili i 2005 sin første digtsamling i Iran med titlen ”Sakooye Aftab” (”The Sun’s Platform”).

 

Med temaer som berørte homoseksualitet, jødedom og Israel, blev bogen hurtigt censureret af Ministeriet for Kultur og Islamisk Vejledning, og siden er flere af hans værker blevet nægtet udgivelse i Iran. Feili udgav derfor de efterfølgende bøger i bl.a. Tyskland og USA. Ifølge Feili selv skyldtes sortlistningen ikke blot hans ord, men også hans seksualitet.

 

Homoseksualitet er ulovligt i Iran og kan i værste fald medføre dødsstraf. Mellem 2011 og 2014 blev Feili flere gange arresteret af de iranske sikkerhedsstyrker. Han blev fyret fra sit job som forlagsredaktør, og det samme gjorde hans søster. Enhver forlægger eller tolk, som samarbejdede med ham, blev truet, indtil de endelig bukkede under for presset. Det lykkedes dog at få hans seneste novelle udgivet på hebraisk. – et træk som efter alt at dømme medførte 44 dages tilbageholdelse uden sigtelse.

 

Dette fik Feili til at flygte til Tyrkiet, hvor han boede i over et år. I mellemtiden blev hans novelle modtaget med stor entusiasme i Israel. Ido Dagan, en israelsk forfatter og instruktør, instruerede en musical-drama, som delvist var baseret på Feilis og øvrige homoseksuelle forfatteres værker. Instruktøren inviterede Feili til premieren på Tzavta teatret i Tel Aviv. Til stor glæde for Feili, hvis største drøm længe havde været at besøge Israel. Både Israel og Iran forbyder deres borgere at besøge hinandens respektive lande, hvilket vanskeliggjorde processen.

 

Den israelske kulturminister Miri Regev skrev et personligt brev til indenrigsministeriet, hvori han attråede et turistvisum til Feili. Brevet argumenterede bl.a., at Feili var flygtet fra Iran grundet sin seksuelle orientering og åbne støtte til staten Israel. Han blev kort efter tildelt et turistvisum og er i øjeblikket bosat i Tel Aviv, mens hans anmodning om asyl behandles. Hvorvidt hans anmodning vil blive godkendt er stadig uklart. Feilis advokat har dog udtalt, at sagen er så usædvanlig, at han med al sandsynlighed vil få lov til at blive.

 

Men Israel er ikke kendt for at tage asylansøgere, og har for nyligt modtaget kritik for sin behandling af sudanesiske og eritreiske asylansøgere. Selv homoseksuelle palæstinensere, der foretrækker Tel Avivs åbenhed fremfor de strengere rammer på Vestbredden, er ofte nødt til at vente i årevis på at få behandlet deres anmodninger. På trods af sin kærlighed til Israel, erkender Feili i et interview, at livet i Israel ikke altid er let.

 

Mens Tel Aviv har et rigt LGBT-samfund og en årlig Pride-festival, som tiltrækker mere end 100.000 mennesker fra hele verden, så er Israels religiøse samfund mindre tolerante over for homoseksualitet. Israel er også blevet beskyldt for “pinkwashing”, idet man mener, at staten med sin progressive holdning til homoseksualitet, henleder opmærksomheden væk fra mere kontroversielle emner, såsom besættelsen og undertrykkelsen af palæstinensere. Det er da heller ikke utænkeligt, at en tildeling af asyl til Feili i visse kredse vil blive brugt som politisk strategi eller statement til at fremhæve Israel som det progressive eksempel i Mellemøsten.

 

I mellemtiden har det nylige valg i Iran skabt et lille håb om progressivitet og forandring. Feili har dog ikke meget optimisme tilovers for den nyvalgte præsident og mener ikke, at valget vil ændre landets på struktur og ytringsfrihed.

“Jeg har lært en masse, og jeg ved, hvad der foregår i Iran,” udtaler Feili til magasinet Index. “Jeg ved, at når min homoseksuelle fortælling er vævet gennem mine ord, og der er en Davidsstjerne på forsiden af min bog, vil censorerne vil ikke engang gide åbne den for at finde ud af, hvad der er indeni. Jeg ønsker blot at blive udgivet. Jeg ønsker blot at blive hørt,” siger han.

 

Nu har I læst Feilis historie. En iransk homoseksuel poet, med håbet om at inspirere andre og bevise, at man kan være sig selv og gøre op med tabuer, uanset hvilket land, man bor i, og hvilken form for restriktioner man er pålagt. Afslutningsvis får I selvfølgelig et lille uddrag af Feilis seneste bog ”I Will Grow, I Will Bear fruit … Figs”:

 

– – –

I am twenty one.

I am a homosexual.

I like the afternoon sun.

My Apartment is in the outskirts of town.

Near the wharf.

In a place that is the realm of seashells,

the realm of corals, adjacent to the eternal sorrow of the turtles.

My mother lives in the waters.

In the remains of an old ship.

On a bed of seaweed.

Her hair blazes like a silver crown above her head.

My mother is always naked.

She visits me every now and then.

At my apartment in the outskirts of town.

She first crosses the wharf.

She floats in the scattered scents of the bazaar.

Then she pays a visit to the crowd of fishermen in the seaside cafés.

Among their wares, a hidden pearl.

And she leaves them and heads for my bed.

Of course, along this entire route, she is no less naked.

Poker; that is what I call him.

He is my only friend.

We met during military training.

He is twenty-one.

He likes the afternoon sun and he is not a homosexual.

I consider this a threat.

I have never talked to anyone about my sexual inclination.

In fact, I hide it.

Even from my few sexual partners.

With them, I pretend it is my first such experience.

My sexual partners are night prowlers. Strangers.

Poker is not a night prowler.

Poker is not a stranger.

And this is chipping away at me from the inside!

 

– Payam Feili.

 

Oversat til engelsk af Sara Khalili på Feilis blog1.

 

 

Denne blog er skrevet af Ortal Leman.

BA i Mellemøstens Sprog & Samfund ved Københavns Universitet.

E-mail: ortalknudsen@hotmail.dk