Michael Bang og hans kæreste Amanda Freiesleben, begge studerende ved Roskilde Universitet, rejser i disse dage rundt i Iran og omegn. Hver søndag vil parret i seks uger blogge om deres oplevelser i regionen, mens indtrykkene er friske i erindring. Læs her Michael og Amandas fjerde blog fra Irans femtestørste by, Tabriz.

 

Tekst af Michael Bang / illustrationer af Amanda Freiesleben

”Hi guys. This is Mona from #ThisIsIran. Tonight we have Amanda and Michael from Denmark with us. First question is to you Michael, no wait, ladies first. Amanda, what do you think about Iran?”

 

Mona er lidt nervøs, så vi er nødt til at tage introen om et par gange. Hendes tørklæde dækker kun nakken og blotter det meste af hendes korte, røde hår. Med Canon-kameraet i hånden står hendes ven Sina og giver gode råd med stor entusiasme. Det er vores sidste aften i Irans femtestørste by, Tabriz, og vi er på en populær te- og vandpibebar. Amanda og jeg sidder med krydsede ben på et tæppe og kigger på vores stikord til de to spørgsmål, vi skal svare på.

 

Videoen skal på Instagram, så det er vigtigt, at vi svarer kort og præcist – og gerne i formuleringer, der kan bruges som hashtags, forklarer Sina os. For eksempel #IraniansAreVeryFriendly or #WeFeelSafeInIran

 

 

Amanda fortæller med få ord om de venlige iranere, vi har mødt, den smukke natur vi har set, og den gode mad vi har spist. Bagefter skal jeg svare på, hvordan Iran er forskelligt fra det indtryk, vi havde før, vi kom. Jeg fortæller, at jeg føler mig meget tryg og sikker i Iran, og at iranere ikke er så religiøse, som jeg havde regnet med. Jeg kan fornemme, at svarene passer dem godt.

 

Tabriz 2018

Tabriz ligger oppe i det nordvestlige hjørne af Iran, ikke langt fra grænsen til Armenien og Aserbajdsjan. Det er en storby med to millioner indbyggere, men luften er renere, trafikken mindre kaotisk og folk mere afslappede i forhold til hovedstaden, Teheran. Der er store bannere med ’Tabriz 2018’ over det hele, forbi byen skal være islamisk turisthovedstad om to år, så en sammenligning med ’Aarhus 2017 – Europæisk kulturhovedstad’, er på flere måder nærliggende.

 

Mona og Sina kender hinanden fra designuniversitetet, men i øjeblikket bruger de deres fritid på at tage billeder og lave videoer om Tabriz. Om to måneder vil de under hashtagget ’ThisIsIran’ starte en kampagne på sociale medier, og derigennem vise verden, hvordan Iran i virkeligheden er. Ligesom alle andre iranere vi har mødt, er de kede af Irans dårlige rygte i den vestlige verden.

 

Poesi i blodet

Vi har mødt Mona gennem Couchsurfing og har fået lov til at bo hos hende nogle dage. Hun bor alene i en hyggelig lejlighed med en stor terrasse med udsigt over byen og de røde bjerge mod nord. Vi sover, som så ofte før, bare på nogle tæpper i stuen, hvilket faktisk er begyndt at være ganske udmærket.

 

Sina er grafisk designer og har designet en turistbrochure om Tabriz, som han viser os. Han kender byens attraktioner godt og tager med os rundt i byen en dag. Vi besøger Poeternes Hus, som er et stort og flot monument i en af byens mange hyggelige, grønne parker. Iranerne er stolte af deres ældgamle poeter, som skrev stor poesi, før Danmark overhovedet var blevet til Danmark. Khaghani Shervani levede i 1100-tallet i Tabriz og skrev blandt andet digte om fred, fortæller Sina. Jeg spørger, om han kender titlen på et digt, så jeg måske kan google det. Han kigger op i luften og tænker sig om, men kan ikke lige huske et. I hvert fald ikke titlen. I stedet begynder han at recitere et digt, der handler om, at mændene skal komme tilbage fra krigen og hjem til deres landsbyer, hvor de er savnet. Simpelt, men rammende. Heldigvis spørger han ikke, om jeg kan recitere et dansk digt.

 

21 måneders værnepligt

Sinas telefon ringer, mens vi sidder i taxaen på vej tilbage fra Poeternes Hus. Normalt taler han højt, levende og griner meget, men nu er han pludselig afdæmpet og alvorlig. Han lægger på, læner hovedet tilbage og kigger op i taget af bilen. ”Oh my God. I have just been called in for registration to military service on Monday”.

 

Sina er netop blevet færdig med sin uddannelse denne sommer, så han vidste godt, at dette opkald ville komme. Sina er høj, tynd og går pænt klædt. Hans måde at slentre hen over fortovet på er en smule feminin, så jeg har svært ved at forestille mig ham gå taktfast af sted i uniform. Han glæder sig heller ikke og håber bare, at han ikke bliver sendt til grænsen, hvor det kan være farligt. Men han glæder sig til at få det overstået, så han kan rejse til udlandet. Allerhelst Italien. Det er nemlig ikke muligt for iranske mænd at rejse ud af Iran, før de har overstået deres værnepligt. Han bliver smigret, da jeg siger, at han faktisk ser lidt italiensk ud.

 

Vi ser værnepligtige overalt i gadebilledet. I starten var det faktisk lidt ubehageligt at se så mange militæruniformer. Jeg var også ret skeptisk, da en ung mand i uniform første gang henvendte sig til os i Teheran. Vi var lige kommet ud fra en metrostation og prøvede at finde ud af, hvilken vej der førte til kunstmuseet. Han havde pause fra sin vagt, så han ville gerne følge os derhen. Jeg tror, at han kunne fornemme min skepsis, så lidt forsigtig sagde han: ”Don’t worry. I’m not a soldier”. Det viste sig, at han bare var værnepligtig og fik det overstået nu, så han kunne komme til udlandet og fortsætte sit ingeniørstudie. Han havde faktisk lige søgt ind på DTU i Lyngby.

Kandovan er en klippeby nær Tabriz, hvor indbyggerne har udhulet klipperne til huse. I dag bor der stadig 700 mennesker i klipperne.

 

Sikkerhed og terrortrussel

Før vi rejste af sted, tænkte vi en del på sikkerheden i Iran, og om det ville blive utrygt at rejse her. Og vi blev ofte konfronteret med det spørgsmål fra familie og venner. Nu, hvor vi er her, er det ikke rigtig noget, vi tænker på. Og hvis vi gør, er det positivt. Vi føler os sikre, når vi er ude om natten, og vi er helt trygge ved at tage hjem til fremmede. Terror er heller ikke en trussel i Iran, hvilket er ret imponerende, når man tænker på, at Iran er omringet af Irak og Islamisk Stat til den ene side og Al-Qaeda i Afghanistan og Pakistan til den anden.

 

Sinas søster arbejder i Italien, men var i Paris, under terrorangrebet mod Charlie Hedbo i 2015. Sina fortæller os, at han i dagene efter ringede til hende og forsøgte at overtale hende til at komme hjem til Iran. Det var for farligt at opholde sig i Europa, mente han. Amanda og jeg kommer til at grine lidt, da han fortæller os det, men ifølge ham – og Wikipedia – har der ikke været terrorangreb i Iran i næsten ti år.

 

Vi siger farvel til Sina og Mona ved busstationen mandag morgen. Sina er også kommet, selvom han skal skynde sig videre til registrering ved militæret i dag. Jeg har lidt ondt af ham. 21 måneder i uniform er lang tid, når man helst går i pæne skjorter og blanke lædersko.

 

Få overblik over Michael og Amandas blogs her:

 

KAPITEL 1/6: Velkommen til Teheran

KAPITEL 2/6: Urmia, kurdere og kønsroller

KAPITEL 3/6: Azadi i Armenien

KAPITEL 4/6: Poesi & militær

KAPITEL 5/6: Sydeuropæisk feriestemning

KAPITEL 6/6: De forsvundne løver

 

Denne blog er skrevet af Michael Bang.

Journaliststuderende ved Roskilde Universitet og blogger hos Alt om Iran

E-mail: michaelhbang@gmail.com

 

Illustrationer af Amanda Freiesleben.

Dansk- og Kommunikationsstuderende ved Roskilde Universitet og blogger hos Alt om Iran.

 

Se parrets rute tværs igennem Iran: