Michael Bang og hans kæreste Amanda Freiesleben, begge studerende ved Roskilde Universitet, rejser i disse dage rundt i Iran og omegn. Hver søndag vil parret i seks uger blogge om deres oplevelser i regionen, mens indtrykkene er friske i erindring. Læs her Michael og Amandas sidste blog fra det vestlige Iran nær grænsen til Irak.

 

Tekst af Michael Bang / illustrationer af Amanda Freiesleben

Sandet knaser højt under vores sandaler. Vi er helt alene ved et af de mest fascinerede bygningsværker i menneskets tidlige historie. Ziggurat-templet Choqa Zanbil blev bygget af elamitterne for at ære datidens guder, men templet forsvandt og blev glemt under sandet. Jeg føler mig som en opdagelsesrejsende eller Indiana Jones, der endelig har fundet skatten. Men nogen har været her før os. Noget er forsvundet.

 

Dansk kage er blevet til Mohammeds blomst

Vores rejse er nået til det vestlige Iran, hvor vi har besøgt de to store kurdiske byer Kermanshah og Sanandaj. I Sanandaj boede vi hos en dejlig familie med to store teenagere, der pjækkede fra skole og viste os rundt i byen. Dagen efter kom de stolte hjem og fortalte, at de havde fået ros af deres lærer. Både for at tage godt imod gæster, men også for at øve deres engelsk.

 

Vi takkede for familiens gæstfrihed ved at give dem en æske af iranernes yndlingskager – ’shrini danmarki’. Når vi fortæller iranere, at vi kommer fra Danmark, er der typisk to reaktioner. Enten udbryder de ’Peter Schmeichel’ eller også fortæller de, hvor meget de holder af ’shrini danmarki’ (danske kager). Det er ikke ligefrem Claus Meyer-kager, men en af kagerne ligner et forsøg på en kanelsnegl, og en anden har lidt wienerbrød over sig. Kagerne har egentlig skiftet navn efter Mohammed-tegningerne for ti år siden. Regeringen besluttede, at kagerne nu skulle hedde ’Gol-e Mohammadi’ (Mohammeds blomst), men i folkemunde hedder de altså stadig bare ’danmarki’.

 

 

Glemt under sandet

Vi går roligt hen imod templet. Der er helt stille. Solen bager fra en skyfri himmel, og her er ingen vind. I et blikskur dukker en mand frem med søvnige øjne og tager imod vores ca. 40 kr. per billet. Landskabet er fladt, og selvom man kan se langt, er der ikke tegn på liv til nogen af siderne. Hverken huse, bjerge eller træer. I dag er det helt uforståeligt, hvorfor nogen ville bosætte sig her, men dengang var området grønt og frodigt.

 

Iran har været befolket længe før Danmark og byder derfor på mange imponerende bygningsværker fra oldtiden. Flere af dem er på UNESCOs verdensarvsliste, men Choqa Zanbil var blandt de første, som blev optaget på listen i 1979.

 

Templet blev bygget for 3.000 år siden, men forsvandt og blev glemt under sandet i 1500 år. Først i 1935 blev templet genfundet af et britisk oliefirma. De mange år under sandet har skånet bygningen for slitage, og den er derfor den mest velbevarede ziggurat, vi kender til i dag. Alligevel er vi de absolut eneste turister her.

 

Templet vokser, mens vi skridt for skridt nærmer os. Det ser mærkværdigt ud, at så stor en bygning står helt alene her midt i ingenting. Stilheden afbrydes af lyden af en bil, der ankommer ved skuret bag os. Øv.

 

Minimalistisk charme

En mand fra et spansk rejsebureau er ankommet sammen med sin chauffør, som viser sig at være historiestuderende og erfaren guide på stedet. Han inviterer os til at gå med dem rundt. Vi stopper ved hovedindgangen til templet, hvor templet bliver præsenteret. Den simple og minimalistiske indgang troner majestætisk, tænker jeg.

 

Den historiestuderende peger til venstre for indgangen: “Over there the lion statue was found”.

 

Jeg kigger på ham med store, nysgerrige øjne. En løve? Jeg har ikke hørt noget om nogen løve.

 

Han holder en kort pause. “But of course it’s in Louvre now”.

 

Selvfølgelig. Da templet blev fundet, kom europæiske arkæologer og købte rettighederne til de historiske fund, som i dag befinder sig på museer i Paris og London. Guiden viser os et hæfte med billeder af alle de store relieffer og guldfigurer, som før dekorerede templet og fortalte elamitternes historie. Jeg har været på Louvre, men jeg husker intet om disse imponerende genstande.

 

Mens vi går rundt om templet, peger han på de nøgne mursten, hvor de forskellige genstande oprindeligt var placeret for 3.000 år siden. Templets minimalistiske stil mister efterhånden sin charme og virker lidt tomt.

 

 

Kurderbuks-fadæsen

Allerede i Teheran købte jeg mig et par store, behagelige, posede kurderbukser, så jeg var klar til at imponere den kurdiske familie i Urmia. Vores ven i Teheran grinte lidt af mit køb og sagde, at det var natbukser, men jeg tænkte, at det bare var noget storby-snobberi. I Urmia virkede de dog ikke imponerede og bad mig tage et pænere par bukser på. Jeg forstod ikke hvorfor, men tænkte, at det måske var fordi, kurdere er en minoritet i Urmia og derfor lidt tilbageholdende med deres traditionelle tøj.

 

Sanandaj er til gengæld kendt for de mange traditionelle dragter i gaden, så det var en af hovedårsagerne til, at vi rejste til byen. Allerede da vi ankom med bussen, kunne jeg se masser af flotte grå og brune dragter med både bukser, jakke og et klæde bundet om maven. Jeg fortalte Amanda, at jeg overvejede at få skræddersyet et fuldt sæt i basaren. Hun sagde, at hun tænkte det ville klæde mig. Næste morgen trak jeg i bukserne, men jeg fornemmede straks, at moren i familien kiggede lidt skeptisk på mig. Åh nej, ikke nu igen. Sønnen fortalte mig, at hans mor syntes, jeg skulle skifte bukser. Jeg spurgte hvorfor, men fik ingen begrundelse.

 

Måske er det natbukser, eller måske er det bare upassende, at vestlige turister trækker i traditionelle klæder. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at bukserne er utrolig behagelige at have på i varmen.

 

I udkanten af Kermanshah kan man ved Tag-e Bustan finde nogle 2500 år gamle og meget store klippeinskriptioner.

 

Historiens vingesus

Vi går på den tørre, sprækkede jord igennem en smal dal, som engang må have været en brusende flod. Den går i hvert fald direkte hen til en murstensmur med små huller og kanaler, hvor vandet er blevet filtreret, inden det løb ned i et bassin på den anden side af muren.

 

Eftermiddagssolen står lavt og farver landskabet rødt, men her er stadig ufattelig varmt, så jeg er glad for at jeg har taget mine luftige kurderbukser på.

 

Vi kravler ned i det 4-5 meter dybe bassin. Det føles vildt at tænke på, at mennesker for 3.000 år siden har smidt træspande herned. Der er ingen skilte med forklarende tekster, så det er nemt at føle sig som en arkæolog, der samler historiens puslespil. Brik for brik, sandkorn for sandkorn. Det suser i maven, når man opdager et 3.000 år gammelt aftryk fra en lille barnefod i en mursten. Det må være historiens vingesus.

 

Vilde løver i Iran

På vej væk fra templet undrer jeg mig over, hvorfor der egentlig overhovedet har været en statue af en løve her i Iran. Det viser sig, at der fandtes vilde løver i Iran helt indtil 1941, og at løven længe har været et nationalsymbol for landet. Der var for eksempel en løve på Irans flag før den islamiske revolution, hvor den blev udskiftet med skriften ”Gud er den største”. I dag er det kun drengenavnet Asad, som betyder løve, der vidner om kattedyrets fortid her.

 

Iran har uden held forsøgt at få nogle af de arkæologiske fund tilbage fra Europa. Det er selvfølgelig fint, at genstandene er tilgængelige for de mange besøgende på de europæiske museer. Men når man går rundt her, kan man ikke lade være med at forestille sig, hvor stor en oplevelse det ville være at se løverne og de andre relieffer i deres oprindelige omgivelser. Løven befandt sig i 2.684 år ved Choqa Zanbil. Nu har den været til offentlig skue i nogle årtier på Louvre. Måske er det på tide, at løven kommer tilbage til Iran?

 

Få overblik over Michael og Amandas blogs her:

 

KAPITEL 1/6: Velkommen til Teheran

KAPITEL 2/6: Urmia, kurdere og kønsroller

KAPITEL 3/6: Azadi i Armenien

KAPITEL 4/6: Poesi & militær

KAPITEL 5/6: Sydeuropæisk feriestemning

KAPITEL 6/6: De forsvundne løver

 

Denne blog er skrevet af Michael Bang.

Journaliststuderende ved Roskilde Universitet og blogger hos Alt om Iran

E-mail: michaelhbang@gmail.com

 

Illustrationer af Amanda Freiesleben.

Dansk- og Kommunikationsstuderende ved Roskilde Universitet og blogger hos Alt om Iran.

 

Se ruten, parret har taget, tværs igennem Iran :