Titel: Den Hvide Ballon, بادکنک سفيد, The White Balloon

Instruktør: Jafar Panahi

Manuskriptforfatter: Abbas Kiarostami

Udgivelsesår: 1995

Spillelængde: 1 time og 25 minutter

 

Af Shahin Aakjær

5_granatæbler_ANMELDELSE

Den Hvide Ballon” er et lykketræf. Den er skabt af to af Irans allerstørste navne inden for filmkunsten, og på trods af det simple plot er den medrivende. Men det, som løfter filmen mest, er en pige på kun syv år.

 

Det persiske nytår, ­ nowruz, er lige på trapperne. Der er få timer til de sidste forberedelser, før den lille familie får besøg, og højtiden skal fejres. Syvårige Razieh og hendes mor er netop vendt hjem efter de sidste indkøb. På turen har Razieh fået øje på en hvid guldfisk, som hun er blevet helt vild med. Men moderen vil ikke give hende penge til at købe fisken, da de allerede har masser af guldfisk i bassinet hjemme i gårdhaven. Men Razieh ønsker sig netop denne fisk. Hun får sin storebror med i plageriet og får til sidst penge til at gå i byen efter fisken. Men verden er stor og usikker, særligt for en syvårig pige. Hun mister pengene, og nu går jagten ind på at få dem tilbage, for hun kan ikke vende hjem igen – uden hverken penge eller fisk.

 

Man skal lede længe for at finde et mere simpelt plot i en moderne film. Det ville være svært at få filmen til at hænge sammen, hvis det var en voksen kvinde der stod i situationen. Men netop fordi det er to børn, som har hovedrollerne, fungerer plottet utroligt godt. Som voksen seer bliver man revet tilbage til en tid, som man godt kan huske, men ikke længere forstår til fulde. Men med “Den Hvide Ballon” får man rent faktisk chancen for at gense, hvordan barnet ser på verden. Man føler med Razieh, og man bliver revet med.

 

Aida Mohammadkhani som spiller Razieh, har filmen i sin hule hånd. Hun spiller fænomenalt. Jeg har sjældent set en så god præstation fra en barneskuespiller. Hun er så nuttet, at hun kunne gøre hvem som helst skruk, og hendes skift i humør og levering af replikkerne er uovertruffen. Hendes bror Ali, der spilles af Mohsen Kafili, spiller ligeledes rigtig godt. I 80’erne og 90’erne havde Iran en hel bølge af film med børn i hovedrollerne og “Den Hvide Ballon” er et godt eksempel på den høje kvalitet, som mange af disse film har.

 

Filmen er Jafar Panahis debutfilm og satte for alvor gang i hans karriere. Den vandt international anerkendelse og lagde grundstenene for en glorværdig instruktørs karriere, som har budt på et hav af priser og en fængselsstraf.

 

Manuskriptet er skrevet af Abbas Kiarostami, som selv har instrueret film som Hvor Er Min Vens Hus? (1987) og Smagen af Kirsebær (1997). Med de to bag roret, har vi med to af Irans største filmnavne at gøre.

 

Det er bemærkelsesværdigt, at filmens karakterer også viser en bred vifte af Irans etniske befolkningsgrupper og samfundsklasser frem. En detalje, som man måske kan takke manuskriptforfatteren Abbas Kiarostami for. Det har han også gjort i sin berømte film “Smagen Af Kirsebær”.

 

Publikum møder nordiranere, kurdere, arabere, tyrkisktalende og afghanere. Især sidstnævnte er værd at bide mærke i. Ali og Razieh får hen imod filmens slutning hjælp af en afghansk ballonsælger. Da filmens rulletekster kører ned over skærmbilledet, står han ene og forladt. Det kan måske ses som et billede på Afghanistans daværende tilstand. Taliban tog magten i Irans naboland i den periode, hvor filmen udkom. Det resulterede i en stor bølge af afghanske flygtninge i Iran, som bestemt ikke altid har haft det lige let.

 

SE TRAILEREN FOR FILMEN HER:

 

Denne anmeldelse er skrevet af Shahin Aakjær.

Studerer Mellemøststudier/Persisk på Københavns Universitet.

E-mail: fabeldyret@kragetaeer.dk

Skærmbillede 2016-02-18 kl. 00.45.20