Af Shahin Aakjær

Skal du til Iran og har du lyst til et lille indblik i landets mere uhyggelige og morbide historie, så er Ebrat i Teheran et besøg værd. Et minde om skyggesiderne i Shahens regeringsperiode, der bestemt ikke er for børn. Men hvis du vil forstå bevæggrundene for revolutionen i 1979, så må du ikke snyde dig selv for dette sted.

 

Ebrat Museum ligger i det centrale Teheran, et stenkast fra Imam Khomeini Pladsen. Udefra ser det småt ud, og stedet er svært at få øje på. Det blev bygget i 1930’erne, under Reza Shahs tid, med tysk assistance. I den periode var forholdet mellem nazisternes Tyskland og Shahens Iran meget godt og venskabeligt. Rundviseren, en lille krumrygget mand, fortalte, at S-mønstrene i hegnet ned til gården er en hilsen fra SS. Helt op til 1970’erne blev bygningen brugt som fængsel. Det var især de politiske fanger, der afsonede i disse kolde og mørke celler. I dag er det blevet et udstillingsvindue, et minde om de ar den iranske befolkning fik dengang. En behandling, der vækkede vrede, forargelse og til sidst vandt en revolution.

 

 

Det første, du som gæst bliver mødt af, er utallige små metalskilte med navne på, der er boret ind i murstensvæggen. Det ene navn efter det andet. Det forekommer endeløst. Alle er de døde inden for fængslets mure, da det tidligere hemmelige politi SAVAK drev stedet. Den frygtede og lyssky organisation indberettede direkte til kongehuset og blev oprettet i 1957 med hjælp fra amerikanske CIA og senere israelske Mossad. De var underlagt ganske få regler og havde frie bånd til at opsnuse og håndtere politiske modstandere. Tortur hørte ikke til sjældenhederne.

 

 

Inden du for alvor kommer ind til udstillingen, har du lidt tid i museets biograf. Først præsenteres fængslets arkitektur og historie, og så når filmen til øjenvidnerne og de tidligere indsatte. En kvinde i chador fortæller om, hvordan hun som 13-årig havde været til en ubehagelig afhøring. En mand i jakkesæt fortæller om torturen, og hvordan han mistede fornemmelsen for dag og nat. En anden mand i en brun skjorte beretter om, hvordan han frøs om vinteren, hvor ringe maden var, og at der kunne gå uger imellem, han fik et bad. Der høres suk blandt de andre tilskuere i biografen. Det løber alle koldt ned ad ryggen.

 

 

Alle rundviserne på museet har tidligere siddet inde her. De kan hver især fortælle skrækkelige historier fra deres unge dage. Detaljerige fortællinger om grov tortur og hjerteløs behandling fra de ansattes side. Alt går dog lidt for hurtigt og i flere af lokalerne er der sat projektorer op, som forklarer historier, som man hellere ville have hørt fra øjenvidnernes mund. I alle kontorerne hænger der billeder af kongefamilien – Mohammad Reza Pahlavi, Farah og deres søn. Der skulle nødigt være tvivl om, hvem der bar ansvaret. I mange rum står der uhyggeligt livlige dukker, som giver en autencitet. Det er ganske få steder, der er skilte med information. Det gør det kun lettere at leve sig ind i hverdagen i fængslet, at man ikke bliver mindet om, at man er på et museum.

 

 

Torturrummet er noget af en mundfuld. På væggen ved indgangen ses et blodigt håndaftryk. En udsultet og halvnøgen dukke ligger fastspændt til en seng uden madras, imens en dukke med absurd stort torso er i færd med at piske løs. Guiden fortæller om, da det ikke var dukken, men ham der lå der. Når det kommer til at gøre skade på hinanden, er vi mennesker fantasifulde. Der bliver vist en video med de bødler, der var ansat der. Guiden forlader lokalet, imens vi ser filmen. Hans arbejde er at blive mindet om sin hårrejsende ungdom, hver eneste dag. Det er tankevækkende.

 

 

Sidste stop er der, hvor fangerne havde deres hverdag. De klaustrofobiske, klamme og dystre celler og det larmende, kolde og triste baderum. På væggene mellem cellerne, hænger der billeder af de mennesker, der måtte lade livet i disse rum. I nogle af cellerne står der dukker, der ligner de kendte, som har siddet inde her. Blandt de største navne er den nuværende åndelige leder Ayatollah Khamenei, der som den eneste står stolt og rank i sin celle.

 

 

Rundviseren havde lige fortalt at det iranske folk ikke er kommet sovende til den frihed, de har i dag, da en ældre mand kom hen til mig. Han var besøgende og iført joggingsæt og kondisko og himlede med øjnene, da vi fik øjenkontakt: “Alt, hvad du ser her, gør de nye magthavere sgu også…”, sagde han opgivende. Og ja, det er kun ganske få, der ved, hvad der foregår i Evin Fængslet, der ligeledes ligger i Teheran og stadigvæk bruges i stor stil.

 

 

Men uanset hvad man mener om nutidens Iran, er indblikket i fortiden også interessant. Men det er vinderne, der skriver historien. De mange kommunister, republikanere og demokrater, der også måtte lade livet i disse deprimerende omgivelser, og som også har tilbragt måneder og år i disse fugtige celler, har kun fået ganske få ord med på vejen i museet. Alligevel kan det varmt anbefales at besøge Ebrat Museet. Det er dog sparsommelig, hvor meget information man kan finde på engelsk, og rundvisningerne foregår på persisk. Men pas på de høje dørtrin, der blev bygget, så fanger med bind for øjnene faldt ind i lokalet, når de skulle til afhøring.

 

SE TRAILEREN FOR FILMEN HERUNDER:

 

SE FLERE BILLEDER AF MUSEET HERUNDER:

Denne blog er skrevet af Shahin Aakjær.

Studerer Mellemøststudier/Persisk på Københavns Universitet.

E-mail: fabeldyret@kragetaeer.dk

Skærmbillede 2016-02-18 kl. 00.45.20