Titel: Cyklisten, بايسيكلران, The Cyclist

Instruktør: Mohsen Makhmalbaf

Manuskriptforfatter: Mohsen Makhmalbaf

Udgivelsesår: 1987

Spillelængde: 1 time og 22 minutter

 

Af Shahin Aakjær

5_granatæbler_ANMELDELSE

Iran er et vidunderligt land at besøge, men det er hårdt at bo i. Nogle har det sværere end andre, og på bunden af samfundet finder man blandt andet de mange afghanske flygtninge. Mohsen Makhmalbafs “Cyklisten” er et fantastisk lille indblik i disse menneskers hverdag.

 

Nasim er en lakonisk immigrant fra Afghanistan i Iran. Men livet i det nye hjemland er ikke let. Hans kone er dødeligt syg, og pengene til medicin og en hospitalsplads er knappe. Ikke nok med det har Nasim også en søn, der skal brødfødes. Han er daglejer og fungerer primært som brøndgraver, men lønnen er dårlig, og sikkerheden er ikke en prioritet. Men Nasim er god til en bestemt ting – han er en garvet, hårdfør og tålmodig cyklist. Så der bliver sat et væddemål op. Nasim skal cykle rundt og rundt i en cirkel i syv døgn uden pause. Lykkedes det, er der penge til mad og medicin. Men foruden de strabadser der er i at cykle så længe, forsøger udefrakommende at stikke en kæp i hjulet på ham.

 

Det her er på mange måder essensen af iransk film. Et glimrende eksempel på den type filmkunst, som Iran er blevet berømt for uden for landets grænser. En lille magisk historie, som er hjerteskærende, barsk, sørgelig og giver et indblik i et almindeligt menneskes hverdag. En bølge af film der minder meget om den italienske neorealisme, der kom til verden efter 2. verdenskrig. En bølge, hvor folkets hårde kår blev projekteret op på biograflærredet. Desperation og sorg spiller hovedroller i denne type iranske film. Tænk bare på “Blodrødt Guld” fra 2003, “Berusede Hestes Tid” fra 2000 og “Sælgeren” fra 2016.

 

Plottet er simpelt, og skuespillet ikke verdens bedste, nogle gange ligefrem lidt overspillet. Alligevel kryber “Cyklisten” ind under huden på seeren. Nasims kamp virker håbløs, men altafgørende for den lille families liv, og man bliver revet med. Når publikum vælter rundt i et kaos af panik og er ved at vælte Nasim af cyklen, bliver man vred. Man sidder næsten og hopper i sengen af harme, som når børn ser fjernsyn. Skurkenes agenda bliver ikke iscenesat helt forståeligt. De er bange for, at Nasim er spion, og nogle af dem har spillet på, at han taber, men det går ikke hårdt ud over oplevelsen.

 

En af filmens stærkeste sider er dens mod og eksperimentslyst. Plottet er bygget op som i en actionfilm, og det ses i klipningen. Kameraets vinkler gør det hele mere intenst, og klipningen skifter mellem at give plads til kunsten i billederne og korte kontante klip, der giver tempo til fortællingen. Lydsiden kræver også sin ros. En blanding af 80’er trommer og mere traditionel iransk musik. Dog bliver der et par gange klippet lidt forhastet i lyden under sceneskift.

 

En af de stærkeste scener og nogle af de smukkeste billeder finder man henimod filmens afslutning. Nasim har cyklet rundt i ring i flere dage og nætter og kan nu næsten ikke holde øjnene åbne. Hans søn løber med rundt og råber, at han ikke må sove, samtidigt med at han skiftevis kysser sin far og giver ham lussinger. Oven i det kaster publikum vand i hovedet på Nasim, så dampen danser rundt på det halvskaldede hoved.

 

“Cyklisten” er en undervurderet perle i iransk film. Den har sine mangler, men filmens styrker efterlader publikum med stærke følelser. Det hele kulminerer i en brat men elegant slutning, der valser udenom en sukkersød disneyficering.

 

SE TRAILEREN FOR FILMEN HERUNDER:

 

Denne anmeldelse er skrevet af Shahin Aakjær.

Studerer Mellemøststudier/Persisk på Københavns Universitet.

E-mail: fabeldyret@kragetaeer.dk

Screenshot 2016-02-18 kl. 0:45:20