Titel: Teheran Tabu, تابوی تهران, Tehran Taboo

Instruktør: Ali Soozandeh

Manuskriptforfatter: Ali Soozandeh og Grit Kienzlen

Udgivelsesår: 2017

Spillelængde: 1 time og 30 minutter

 

Af Shahin Aakjær

5_granatæbler_ANMELDELSE

Persien stod som noget eksotisk for mange i Vesten. Mange tænkte på 1001 Nats Eventyr, et rigt og smukt kongepar og ægte tæpper, når de hørte om landet. Da Den Islamiske Revolution kom, Iran-Irak-Krigen udbrød og Ahmadinejad talte om atomvåben, ændredes synet på Iran. Nu blæser vinden en anden vej igen. Sanktionerne er ophævet og turismen boomer i Iran.

 

Flere og flere danskere rejser på ferie til Iran, og interessen er steget voldsomt. Selvfølgeligt har Iran ændret sig, men det har de vestlige mediers fremstilling af Iran også. Det fulde billede skal man lede længe efter. Er man interesseret i Iran, må man selv sammensætte brikkerne for at komme tættere på at forstå landets alsidighed. “Teheran Tabu” kan ses som en vigtig brik i dette puslespil.

 

På halvanden time får seeren et lille indblik i fire unge menneskeskæbner i Teheran. Den ene er mere håbløs end den anden, og mens filmen ruller gennem deres hverdagskampe, bliver Teherans skyggesider foldet ud for seeren. Hver af de fire personer har en historie, som driver dem frem, men det er byen, vi er her for at se. Filmen vil gerne vise dig den del af Irans hovedstad, som ikke findes i din rejseguide.

 

Undergrundsfesterne, henrettelserne, prostitutionen og dobbeltmoralen. Allerede fra åbningsscenen ved vi, hvor skabet skal stå. En bilradio svinger mellem religiøse debatter og reklamer for fastfood. En halvskaldet taxachauffør samler en ung prostitueret kvinde op. Hun har sin søn med, der bliver sendt om på bagsædet. Midt i et blowjob bliver chaufføren dog distraheret. På fortorvet går hans datter og holder sin kæreste i hånden! Af bare raseri kører taxachaufføren galt, og så er filmen i gang.

 

Filmen er ganske vist produceret med tysk og østrigsk hjælp, og det er kun et plus. Den var aldrig sluppet igennem den iranske censurs nøglehul, men viser en side af Teheran og Iran, som man sjældent får at se. Desperationen er til at tage at føle på. Den er rå og nådesløs. Der bliver poppet piller, betalt bestikkelsespenge og bollet udenom, nøjagtigt som i alle andre metropoler, men samtidigt ser vi også præsternes moralisering på fjernsynet og ordenspolitiet, der straffer unge for at holde i hånd.

 

Teheran er kontrasternes by og denne del bliver sjældent vist. Derfor er “Teheran Tabu” en vigtig film. Vi møder den ungdom, der drømmer om en enkeltbillet ud af landet. Over halvdelen af den iranske befolkning er under 30 år og har ikke minder fra revolutionen og krigen, som Den Islamiske Republik bruger som sin eksistensberettigelse.

 

Det er en farverig oplevelse, og nogle af animationerne er virkeligt flotte. Filmen er lavet med rotoscope, hvor man får fornemmelsen af levende mennesker inden under tegningerne. Det er en smart måde at lave sådan en film på. For det første er det sværere at genkende skuespillerne, og for det andet kan man bruge billeder af Teherans skyline, uden at have egentlige optagelser derfra. “Teheran Tabu” skal ses for farverne, for de små historier og for at give et nyt, friskt og alternativt syn på en overset generation i Iran.

 

SE TRAILEREN FOR FILMEN HERUNDER:

 

Denne anmeldelse er skrevet af Shahin Aakjær.

Studerer Mellemøststudier/Persisk på Københavns Universitet.

E-mail: fabeldyret@kragetaeer.dk

Screenshot 2016-02-18 kl. 0:45:20