Titel: Guds Farve, رنگ خدا, The Color of Paradise

Instruktør: Majid Majidi

Manuskriptforfatter: Majid Majidi

Udgivelsesår: 1999

Spillelængde: 1 time og 30 minutter

 

Af Shahin Aakjær

5_granatæbler_ANMELDELSE

 Verden kan være rå, og det er svært at forstå, hvorfor det skal være sådan. Måske især hvis man er en blind dreng i Iran. Det her er en vaskeægte tåreperser, der tager fat i dine følelser allerede fra første scene og ikke giver slip før rulleteksterne.

 

Mohammad er en lille og blind dreng, i en stor og uforståelig verden. Han går på en kostskole for blinde i storbyen Teheran, men er oprindeligt fra provinsen. Da sommerferien står for døren, bliver alle de andre børn hurtigt hentet af deres familiemedlemmer. Mohammads far kommer først til sidst og forsøger først at overtale skolens medarbejdere til at beholde hans søn. Da det ikke lykkedes, tager de sammen hjemad. Langt, langt ud på landet.

 

Her lever Mohammads to søstre, bedstemoderen og faderen i en lerhytte. Moderen er død og mulighederne få. Mohammad og kvinderne i familien er lykkelige over at blive genforenet. Faderen skammer sig over sønnens handicap og sin situation. Han frier til en af de lokale kvinder, men uden held. Livet bliver ved med at byde ham modgang. Han finder en blind tømrer, som indvilliger i at tage Mohammad som lærling.

 

Men det går ikke som planlagt, og faderen må hente sin søn hjem igen. Hjemturen bliver dog voldsom og dramatisk, men måske er det det, der skal til for at knytte båndet mellem far og søn.

 

“Guds Farve” er en af mange iranske film fra 80-90’erne, der har børn i hovedrollerne. Andre eksempler er “Hvor Er Min Vens Hus” fra 1987 og “Den Hvide Ballon” fra 1995. Mange af dem kan ses af både børn og voksne, men “Guds Farve” er ikke just barnemad. Her bliver det blinde barn nærmest en martyrfigur i en voldsom og hård verden. Der bliver stillet spørgsmålstegn ved, om Gud virkeligt elsker mennesket, når han lader dem møde så meget modgang.

 

Hele vejen igennem filmen skal man som seer kæmpe for at holde tårerne tilbage. Allerede fra starten er den gal. Da Mohammad venter på sin far, hører han en fugleunge falde ud af reden. Forældrene pipper forfærdet, og en kat har fået færten af det lette bytte. Mohammad kaster sig ud i at hjælpe til. Han vil finde ungen og putte den tilbage i reden. Det ville være let for en dreng med synssansen i behold, men for Mohammad er det en kamp. Han er en elskværdig dreng, og det sidder i tilskueren i resten af filmen.

 

Så snart Mohammad og hans far kommer ud på landet, danner det ene vidunderlige landskab efter det andet baggrund for filmen. Bjerge, blomsterenge og kornmarker. En skønhed, som hovedpersonen ironisk nok ikke kan se. Men han kan føle det. Han rører ved alting, han møder. Bedstemoderens ansigt bliver smukt mellem drengens fingre. Mohsen Ramezani, som spiller Mohammad, er blind i virkeligheden, hvilket blot føjer til karakterens troværdighed. Mohammads begejstring og tårer virker så pokkers ægte.

 

Lydsiden byder på vind, insekter og vigtigst af alt ­ fuglelyde. Mohammad forsøger at forstå spætterne og mågerne ved hjælp af blindeskrift. Han er i en konstant jagt på viden og læring. Lydene forsøger at give et indblik i, hvordan verden er, når man er blind. Mohammad kan ikke se de smukke sommerlandskaber, men han kan høre dem.

 

Historien er egentligt ganske simpel, men rørende. Der er en religiøs vinkel, men den bliver ikke proppet ned i halsen på publikum. Filmen balancerer konstant mellem følelsesporno og banale skønheder. Men det lykkedes for Majid Majidi at komme ud på den anden side med et medrivende og elegant resultat.

 

SE TRAILEREN FOR FILMEN HERUNDER:

 

Denne anmeldelse er skrevet af Shahin Aakjær.

Studerer Mellemøststudier/Persisk på Københavns Universitet.

E-mail: fabeldyret@kragetaeer.dk

Skærmbillede 2016-02-18 kl. 00.45.20