Efter den islamiske revolution i 1979 blev mange dissidenter nødt til at flygte til udlandet af frygt for repressalier. En af de mest fremtrædende blandt dem er den nu 83-årige Abolhassan Banisadr, den første folkevalgte præsident i Den Islamiske Republik Iran. Han var faldet i unåde hos Khomeini og som konsekvens heraf gik han sommeren 1981 i eksil.
Dr. Banisadr, det er nu 35 år siden, De forlod Iran. Hvilke resultater har De nået, når De tager Deres indsats og aktiviteter mod det iranske regime hidtil i betragtning?
»Da jeg forlod Iran, sagde jeg i mit første interview, at jeg gik i eksil for at afdække den organiske sammenhæng mellem Khomeinism og Reganism. Jeg får stadigvæk en masse oplysninger fra Iran. Afklaringerne om magtforholdene i Iran og organiseret terrorisme, som omfattende er afklaret i Mykonos-sagen, udgør mine aktiviteter. Jeg har afsløret to internationale skandaler mellem mullaherne og vestlige stater: På den ene side ”Oktober Overraskelsen” (som handler om kompromisset mellem Det Republikanske Parti i USA og den iranske ledelse til at løse gidselkrisen på den amerikanske ambassade i Teheran til gunst for Ronald Reagans formandskabet, red.), og på den anden side den ”Iran gate”, derved blev de hemmelige forhandlinger mellem Iran og USA offentligt.«
Præsident Hassan Rohani gør i øjeblikket store anstrengelser for at forbedre forholdet til resten af verden. Hvordan vurderer De den aktuelle politiske udvikling i Iran?
»Irans forhold til verden kan beskrives med to ord: konflikt og kompromis, dvs. konflikter på overfladen og kompromiser bag lukkede døre. Dette regime har udsat sin befolkning for nogle kriser. De vigtigste blandt dem var: fortsættelse af krigen mod Irak samt terrorisme, hvilket fik betydning for forholdet til Europa og atomkrisen.«
Hvordan vurderer De betydningen af Atomaftalen med Iran?
»Atomaftalen er uden fortilfælde i Irans- og verdenshistorien. Den iranske præsident sagde, at det var ingen aftale, for vi ikke har underskrevet noget. Den åndelige leder, Ali Khamenei, skubber ansvaret over på det iranske parlament. Og parlamentet siger, at de ikke tager noget ansvar. (Parlamentet har godkendt aftalen, red.). Fra et juridisk synspunkt skaber aftalen mellem Iran og de involverede lande i forhandlingerne 105 forpligtelser. Mine venner og jeg har informeret befolkningen derom.
Hardlinere kritiserer også Hassan Rohanis regering for det.
»De kritiserer Hassan Rohan, da det egentlige ansvar ligger hos den åndelige leder. Ifølge den iranske forfatning bestemmer den åndelige leder den interne og eksterne politik i landet. Kritikerne forsøger at gøre Rohani ansvarlig som ophavsmand, for at holde Khamenei ud af debatten om atomaftalen. Khamenei har gentagne gange selv forsøgt på at præsentere Rohanis regering som hovedansvarlig for atomaftalen. Mine kolleger og jeg har forsøgt at redegøre at med aftalen taber Iran sin uafhængighed. Derfor er regimet i stand til at stabilisere sin eksistens i et stykke tid.«
Abolhassan Banisadr (nederst til venstre) var en af de tætteste personer på grundlæggeren af Den Islamiske Republik Iran, Ayatollah Ruhollah Khomeini.
De har et bredt kommunikationsnetværk. Hvordan vurderer De deres indflydelse på regimekritikerne?
»Subjektivt set har vi en stor indflydelse; vi arbejder for befolkningens rettigheder. Det kan tolkes således, at mennesker engagerer sig mere i deres borgerrettigheder end før. Resultatet af vores afklaring vedrørende atomaftalens 105 forpligtelser blev desuden samlet op af statens medier.«
De er et velkendt ansigt inden for den revolutionerende generation. Hvordan ser på den yngre generation i Iran?
»Vi har et ugentligt tv-program og en radioudsendelse. Herudover foretager vi videnskabelige undersøgelser i forskellige byer i Iran, samt holder vores hjemmeside opdateret. Jeg har ingen objektive beviser, men jeg tror, at når der tales til iranske universiteter mere om borgerrettigheder, skyldes det også vores forbindelse til de yngre generationer i Iran. Ved vor seneste arrangementer har vi også bemærket et langt større fremmøde af unge mennesker. Dette viser bare, at unge er interesseret i de emner, vi snakker om. Når det er sagt, så skal man i samme åndedrag huske at sige, at de unge, som jo oprinder fra et lukket iransk samfund, normalt væmmes ved politik.«
Her Banisadr, hvad tror De er den vigtigste præstation hidtil i Deres liv?
»Jeg tror, at udveksling af ideer spiller en central rolle. I løbet af femtedele af mit liv har jeg forsøgt at forklare mennesker betydningen af uafhængighed og frihed. Folk har brug for vejledende principper for at frigøre sig fra herskernes magt. I Iran er der en lang tradition for undertrykkelse, og selvom vi er kommet langt i dag, så er der fortsat langt vej igen. Jeg ser det således som min vigtigste opgave at kæmpe for disse grundlæggende værdier af uafhængighed og frihed i Iran og sprede disse principper.
Iran er i fare, både økonomisk og politisk. Dets uafhængighed og frihed er truet. Naturen og miljøet i Iran er ved at blive til en ørken. Jeg håber, at iranerne gør noget ved det i fremtiden samt kæmper for deres borgerrettigheder.
0 Comments