Titel: Irans Pil, این پیکان, Irans Arrow

Instruktør: Shahin Armin og Sohrab Daryabandari

Manuskriptforfatter: Shahin Armin og Sohrab Daryabandari

Udgivelsesår: 2017

Spillelængde: 1 time og 18 minutter

 

 

Af Shahin Aakjær

4_granatæbler_ANMELDELSE

Når man lige hurtigt og overfladisk kigger hen over Irans moderne historie, er det nok ikke bilerne, man fokuserer på. Men det er måske en fejl, for bilen Paykan har haft en stor rolle i landets udvikling og en stor plads i mange iraners minder. Store dele af befolkningen startede med at lege på bagsædet og endte deres dage med at tøffe rundt i netop disse iranske folkevogne. Se “Irans Pil” og kom helt tæt på dette kapitel i fortællingen om Iran og iranerne.

I dag er Iran Mellemøstens største bilproducent, og man eksporterer biler til næsten 30 lande. Men alt dette startede med Paykan – iranernes svar på den tyske folkevogn, eller russernes Lada. Bilen, der gav middelklassen luft under vingerne og arbejderklassen penge mellem hænderne. Tager man en tur til Teheran i dag, kan man stadigvæk se disse gamle loyale biler gøre sig som orangefarvede taxier. Men der er længere mellem Paykan-bilerne, som har samme kantede form, som når børn tegner biler.

Det hele startede med den engelske bil – Hillman Hunter fra 1966, som man året efter fik licens til at producere i Iran. Her blev det en populær og billig bil, som pludseligt var at se alle vegne. I 38 år blev den produceret på iransk jord, og den har fundet et nyt publikum. I Shahin Armin og Sohrab Daryabandaris film møder vi helt unge mænd, som passer på deres gamle Paykan med liv og sjæl. Nostalgien hænger tykt i luften, og om man har prøvet at sidde i en Paykan eller ej, smitter noget af deres begejstring af.

Skaberne Armin og Daryabandaris kærlighed og store interesse for køretøjet skinner klart igennem. Man møder en masse talking heads mellem gamle reklamer, informationsfilm fra bilproducenten Iran Khodro og en masse fine klip og billeder fra de iranske veje og film. Man får både sjove og mavesure vredesudbrud om Paykans fejl og mangler og romantiserede historier om, at bilen nærmest var som et familiemedlem for mange.

Man bliver taget i hånden, sat på bagsædet og ført igennem Irans moderne historie. Middelklassens liv forandrede sig med Den Hvide Revolution og den store industrialisering i tresserne og halvfjerdserne, siden kom den Islamiske Revolution og alle luksussymbolerne på Paykan blev pillet af. Under krigen mod Irak i 1980’erne var familierne tvunget i knæ og bilen blev en endnu vigtigere brik i dagligdagen. I tykt og tyndt har denne bil stået side om side med den iranske befolkning, men den kan også tage en del af ansvaret for luftforureningen i Teheran.

Den sidste Paykan blev samlet på fabrikken i 2005 og kørt direkte på Iran Khodros eget lille museum. Men bilen lever alligevel videre. De er stadigvæk at finde på de iranske veje, og nu er iranske kunstnere også begyndt at tage den til sig og bruge den som symbol. Sidst men ikke mindst, så har Paykan en lille finger med i spillet hver gang iranerne synger fødselsdagssang. “Tavalod, tavalod, tavalodet mubarak” (dansk: Fødselsdag, fødselsdag, tillykke med din fødselsdag) lyder sangen, som er tyvstjålet fra en gammel bilreklame for Irans nationalbil – Paykan.

SE ET SLIDESHOW MED PAYKAN HER:

 

Denne anmeldelse er skrevet af Shahin Aakjær.

Studerer Mellemøststudier/Persisk på Københavns Universitet.

E-mail: fabeldyret@kragetaeer.dk

Skærmbillede 2016-02-18 kl. 00.45.20