Titel: Kvinder Uden Mænd, زنان بدون مردان ,Women Without Men
Forfatter: Shahrnush Parsipur
Oversætter: Nazila Kivi
Udgivelsesår: 1989 (på dansk 2019)
Forlag: Gyldendal
Sideantal: 187 sider
Af Christence Linnea Stubbe Teglbjærg
Den korte roman Kvinder uden mænd planter sig lige midt i dit hjerte, historierne vokser ud igennem dine nervebaner og slår livslange rødder i dig – eller det gjorde den i hvert fald i mig.
Kvinder uden mænd er den kendte iranske forfatter Shahrnush Parsipurs hovedværk, som siden udgivelse i 1989 har været et respekteret og omdiskuteret værk i den iranske diaspora. Men endelig er romanen blevet oversat til dansk af Nazila Ghavami Kivi, således at Parsipurs kontante og smukke sprog nu kan nydes af endnu flere danskere.
Synes man, at det er mærkeligt, at en kvinde kan plante sig selv som et træ, og slå rødder i en have. Har man svært ved at forestille sig, at en gravid kvinde kan føde en lilje. Og hvordan kan en ung kvinde dø flere gange igennem en roman?
Det kan de hos Shahrnush Parsipur, og det er slet ikke så underligt, som det lyder. For hos Parsipur er en fødsel af en lilje og en kvinde, der slår rødder i en have i Karadj, det mest naturlige i hele verden. Virkelighedens grænser er udvisket i Kvinder uden mænd, når vi følger fem kvinders forskellige livsperioder, der flettes ind i hinanden i 1950’ernes Teheran.
“Nej, der var ikke noget at gøre. Mahdokht havde tænkt sig at blive i haven og plante sig selv i jorden, så snart det blev vinter. Hun måtte forhøre sig hos nogle gartnere om, hvornår det var bedst at sætte træ i jorden. Hun vidste det ikke, men så vigtigt var det nok heller ikke.”
Første kapitel handler om Mahdokht, som bor i Karadj (en ferieby lidt uden for Teheran), hvor hun en dag beslutter sig for, at hun vil være et træ. Og ja, her kan man godt tænke, at historien løber helt af sporet – at Mahdokht er ved at blive sindssyg.
Men Parsipur bruger den magiske realismes grundgreb til fingerspidser, fører historien tilbage til den virkelige verden og slutter kapitlet af med en sætning, som sætter sig fast i én. For det er det Parsipur kan, lige når man tænker, nu kan det ikke blive mere skørt, så skriver hun sætninger, som er så universelle og tankevækkende, så de rører mennesker midt i hjertet:
“(…) Hun skulle til Afrika, så hun kunne vokse dér. Hun ville hellere være træ i et varmt klima. Hendes hjerte længtes, og det er altid hjertets længsler, der driver mennesker til vanvid.”
En magisk virkelighed
Shahrnush Parsipur gør brug af den litterære genre magisk realisme igennem sit forfatterskab. Parsipur gæstede dette års Louisiana Litterature, hvor hun fortalte, at hun overhovedet ikke kendte til genren magisk realisme, da hun skrev Kvinder uden mænd.
Hun var til gengæld inspireret af den traditionelle persiske fortællekultur, hvor fantastiske og magiske historier blev fortalt igennem generationer. Parsipur hentede sin inspiration fra hendes bedsteforældres fortællinger, fortalte hun. Uden at vide det, skrev Parsipur sig ind i litteraturhistorien med en magisk realistisk roman.
Den litterære genre udsprang af de europæiske surrealisters værker i starten af det 20. århundrede og blev derefter adopteret af latinamerikanske forfattere i slutningen af 1960’erne. Den colombianske forfatter Gabriel García Márquez’s roman One Hundred Years of Solitude udkom på spansk i 1967 og slog dermed den litterære genre fast i Latinamerika.
I dag forbindes Latinamerika med den magiske realismes hjemland, og det var også her de iranske forfattere hentede deres inspiration, da genren for alvor slog igennem i Iran i slutningen af 1980’erne. Parsipur skrev romanen i 1970’erne, men da Kvinder uden mænd udkom i 1989, var det et af de første iranske værker, hvor genren var utrolig markant og tilstede igennem hele romanen.
Magisk og realisme er to ord, som hver for sig giver mening, men sat sammen forekommer mere komplekst. Realisme er en litterær genre, som bla. defineres ud fra læserens genkendelse af virkelighedens verden i den fremstillede fiktion.
Ordet, som betegner den genkendelige fremstilling af hverdagen, som vi kender og forstår den, er her sat bagefter ordet: magisk, som definerer noget, der er uforklarligt, forunderligt og utroligt, som lige præcis ikke sker i den normale hverdag. I denne genre bliver det magiske realistisk. Dvs. det realistiske perspektiv udvider sig og anerkender det magiske for at være en del af en ny slags virkelighed.
To verdener, som burde udelukke hinanden, smelter her sammen og forstærker fortællingen. Som her, hvor én at kvinderne, Munes, der igennem romanen har begået selvmord og er blevet slået ihjel af sin bror: Amir Khan, slutter sin fortælling med at gå ud og blive en helt almindelig skolelærer:
“Munes drejede en gang rundt om sig selv og fløj øjeblikkeligt op mod himlen. Hun blev båret frem af en sort vind. Den tog kun få sekunder, før hun var i en ørken, en uendelig ørken. I syv år gik hun gennem syv ørkener. Hun var træt og udmagret og havde ikke flere ønsker tilbage. Hun var fuld af erfaringer. Det var alt. Hun tog et bad, tog rent tøj på, og så gik hun ud og blev en helt almindelig skolelærer.”
Litterær censur fremmer kvindelige træer, baby-liljer og hovedløse mænd
Iran har stort set haft den ene eller anden form for litterær censur i hele det 20. årh. (med en kort undtagelse i 1941-53) , og har det stadig i dag.
Derfor har persiske forfattere anvendt anden form for formsprog, herunder den magiske realisme, som et stilistisk redskab til at skrive det usagte mellem linjerne. Nogle af de mest anerkendte iranske forfattere, som bruger genren i større eller mindre omfang, er de kvindelige forfattere, herunder Shahrnush Parsipur som frontløberen.
“Zarrinkolah sprang morgenmaden over, eller i det mindste udsatte hun den. Hun vendte vredt tilbage til værelset, lagde sig på sengen og spredte benene. Så kom kunden. Det var en mand uden hoved. Zarrinkolah turde ikke engang skrige. Kunden uden hoved gjorde sig færdig og gik igen. Siden den dag var alle hendes kunder hovedløse.”
Shahrnush Parsipur sidder ved siden af oversætter Nazila Ghavami Kivi under interviewet på litteraturfestivalen Louisiana Litterature. Omkring den danske udgave af Kvinder uden mænd, som tredive år efter sin udgivelse er blevet oversat og udgivet af Gyldendal på dansk i år. Parsipur er nu en ældre kvinde, der med al sin visdom svarer på interviewerens spørgsmål, som en anden kvindelig iransk Yoda.
“Try not. Do. Or do not. There is no try.” – Yoda
Straks bliver man draget af hendes autoritet, og svarene bliver ligesom i hendes litteratur lagt op til fortolkning. Som da hun siger, at hun ikke er feminist og Kvinder uden mænd ikke er et feministisk værk, bliver publikum overrasket. For længe og af mange er romanen blevet fortolket som et feministisk værk. Og derfor har Parsipur også været fængslet flere gange i Iran, fordi værket brød grænserne for den iranske litterære censur.
I dag bor Parsipur i eksil i Californien, og derfor skulle man tro, at tredive år efter Kvinder uden mænds udgivelse, at hun godt kunne indrømme, hvis romanen virkelig var tænkt som et feministisk progressivt værk. Men Parsipur lader Kvinder uden mænd tale for sig selv, så kan læseren selv læse sine egne tanker og fortolkninger ind i værket, hvilket gør romanen til et kraftfuldt manifest, for nogle og til en magisk fortælling for andre.
Kvinder uden mænd skal læses, fordi det er en sand magisk-realistisk klassiker, som sprænger grænserne for, hvad virkeligheden kan rumme og efterlader læseren med større perspektiver på livet. Romanen indeholder utrolig mange lag, hvilket gør, at den korte roman også har sin berettigelse uden for Iran.
Der vil være samfunds- og kulturelle perspektiver, som den danske læser måske ikke vil forstå til fulde, men selve fortællingen er så universel, at den stadig, tredive år efter sin udgivelse, vil berige mennesker – og nu også på dansk.
Denne anmeldelse er skrevet af Christence Linnea Stubbe Teglbjærg
Bachelor i Persisk og Kandidat i Kultur og Formidling. Arbejder som kulturformidler hos Høje-Taastrup Bibliotekerne.
0 Comments