Af Shahin Aakjær

Der er hyggeligt hjemme hos Alexander. Kaffe, småkager, sutsko og små nydelige tæpper på gulvet. Og det vigtigste ­ to pladespillere, som fungerer som et lille vindue ud til verden. En gammel og eksotisk iransk plade roterer rundt og spreder en stemning, fra en svunden tid.

 

Alexander er en pæredansk fyr, som har forelsket sig i lyden af 60’erne og 70’ernes Iran. Hans øjne lyser op, når han sidder med de gamle vinylcovers i hånden, og når han fortæller om at være på pladejagt i Irans hovedstad, Teheran. Han nipper lidt til kaffen og bevæger armene i cirkler som en dirigent, når han forklarer om sit forhold til landet:

 

“Jeg tror på en eller anden måde, at Iran er et land, der er i alles bevidsthed. Om man vil det eller ej, er det et land, der bliver omtalt i medierne. Så det vækker vel en nysgerrighed i én. Det er dog tit, man hører dårligt om det. Menneskerettigheder, kvindeundertrykkelse, samfundsstrukturen, eller hvad det nu kan være. Men når man så talte med folk, som har været der, var historien lige pludseligt helt modsat. Så jeg synes det blev et spændende land. Jeg har også været i Nordkorea, uden dog at sammenligne det, men man får den her idé om, at der må være nogle mennesker bag alt det her, man hører. Almindelige mennesker ligesom dig og mig. Så blev jeg præsenteret for den her musik fra 60’erne og 70’erne, og det triggede det endnu mere for mig. Det slog virkeligt benene væk under mig. Så havde jeg lige pludselig noget at søge efter dernede og tale med folk om.”

 

Imens han fortæller, krænger den iranske superstjerne Googoosh hjertet ud på hans pladespiller. Alexander studerer til dagligt historie på Københavns Universitet og er DJ under navnet Ramuzi II. Iran har forbundet hans interesse for musik og hans studie:

 

“Jeg har aldrig været så interesseret i historie, der ligger 2­3­4000 år tilbage i tiden, fordi jeg simpelthen ikke kan forholde mig til det. Men lige pludseligt var der noget historie her, som var tættere på. Jeg har også lyttet til meget dansk musik fra 60’erne og 70’erne. Så lige pludseligt var der noget, som gav mening her. Det var enormt fascinerende, at der var det her musik, og at det så også var virkeligt godt. Det ramte et eller andet i mig. Så det havde ikke bare en speciel historie, men også en kvalitet. Når jeg så har rejst i Iran og mødt iranere, er det som om, der hele tiden har åbnet sig nye døre.”

 

Skærmbillede 2016-03-02 kl. 00.51.03

 

Da han skal sige, hvad det er, der netop har fanget ham ved den lyd, den tid og det land, studser han lidt over det. Retter på sit vilde hår og klør sig i det tætte skæg, der – hvis det ikke var for farven – ville passe perfekt ind i Mellemøsten.

 

”…altså jeg kan jo høre nogle af disse numre og blive helt opløftet af det. Noget jeg har svært ved med meget andet musik. Det er måske, fordi jeg ikke forstår teksterne. Mit persiske består vel af ti ord, eller sådan noget. Så det bliver mystisk for mig, når jeg ikke forstår det. Samtidigt er det også vildt genkendeligt. Det er jo ikke så anderledes fra den musik, der blev produceret i vores del af verden. Men det har alligevel noget eksotisk over sig. Jeg har arbejdet for flere spillesteder og har været manager for DJ­kollektivet. Den Sorte Skole, så har jo haft musik inde på livet i lang tid. Men jeg er ikke så god til at beskrive musik og forklare, hvorfor jeg lige netop kan lide dét og dét nummer. Der er vel bare noget følelsesmæssigt, der bliver vækket i én. Men når man så forstår, hvilken kontekst musikken er en del af – og hele den iranske kultur ­ så er det klar, så bliver den her musik mere og mere interessant. Den iranske historie er jo fyldt med op­ og nedture, uanset hvilke briller man har haft på. Alle har jo tabt og vundet løbende. Men på et personligt plan, så har jeg enormt gode oplevelser og minder forbundet med at møde iranere. Jeg har en meget romantisk idé om iransk kultur. Nogen gange ville jeg måske have godt af også at være lidt mere kritisk omkring det.”

 

Han griner lidt af sin egen indstilling til Iran og fortæller om nogle gamle børnebøger og ungdomsmagasiner, som han købte på sin seneste tur. Det er ikke mere end et par dage siden, han vendte hjem til København efter ti dage i Teheran. Han er tydeligvis blevet bidt af landet. Blandt andet har han fået fat i en børnebog, hvori man kan lære tallene.

 

Til spørgsmålet om, hvad han ville gøre, hvis han havde en tidsmaskine og kunne rejse tilbage til 70’ernes Teheran som teenager, svarer han med et smil:

 

“Jeg ville jo forhåbentlig gå til en masse koncerter, hvis der var det. Jeg har jo ikke helt en fornemmelse af, hvor udbredt denne musikstil var. Jeg ville nyde den kultur, der var. Men altså græsset er altid grønnere på den anden side, så man ved jo sjældent, hvilken guldalder man står midt i. Det er nok først efterfølgende, at man kan se tilbage og forstå det. Hvis jeg skal være helt ærlig, ville jeg da nok også bruge en del tid på at være frustreret over den politiske situation. Jeg tror ikke, at det ville være lutter lagkage. Men jeg håber da, at jeg ville kunne se nogle iranske koncerter.”

 

Skærmbillede 2016-03-02 kl. 00.51.14

 

I dag er mange af de plader fra den tid forbudte. Store stakke af pladerne blev brændt under revolutionen, da præsterne tog magten i landet. Så hvordan i alverden opstøver men egentligt disse kontroversielle vinyler? Alexander fortæller videre, imens han finder sine plader frem:

 

“Min ven Sebastian fra Hamborg fik mig i kontakt med en mand i Teheran, som har lavet nogle bøger om den tids musik. Han anbefalede mig en bestemt fredagsbazar i Teheran. Det var det første sted, hvor jeg overhovedet kunne finde plader. Men jeg kunne jo ikke lytte til det dernede, så det var jo helt random. Jeg måtte bare vælge nogle ud, som jeg umiddelbart syntes så interessante ud. Jeg kunne jo heller ikke læse, hvad numrene hed, eller hvem artisten var. Der var nogle få ansigter på coverne, som jeg kunne kende, men det var ikke ret mange. Så kom jeg hjem med det, men de var lidt for traditionelle til mig. Det var ikke poppet nok, hvis man kan sige det sådan. Men på bazaren mødte jeg så nogle folk, som anbefaler mig et andet sted. En af dem bliver jeg så også venner med, og vi begynder at bytte plader. Så man kan godt finde pladerne, men det kan være svært nogle gange.”

 

Han begynder at pusle med sine plader og finder de fleste af dem frem. Der er mange farvestrålende og smukke omslag iblandt dem. Googoosh, Ramesh, Giti og Koroush er bare nogle af dem. Alexander tilføjer:

 

“Der er jo også noget over at vide, at disse plader var med dengang. Alle de ting, som de ligesom har gennemgået. Folket har danset rundt til dem, dengang de var højaktuelle. Der er jo lavet flere opsamlingsoptryk siden, men det er ikke det samme. Meget af musikken er jo også kun udgivet på bånd og kan kun findes på genoptrykte vestlige vinyler.”

 

 

 

Her følger anbefalinger fra Ramuzi II, som du kan følge på Facebook her: 

 

“Soli – Haal Ke Divaneh Shodam”
Soli var faktisk den allerførste artist fra denne her periode, som jeg stiftede bekendtskab med. Jeg var solgt helt fra første sekund! Her er han i en gammel TV­optagelse, og jeg må indrømme, at da jeg så ham første gang, så blev jeg noget overrasket – jeg havde nok forestillet mig en yngre og mere ’hip’ mand.

 

 

“Ramesh­ Roodkhoneha”
Sangerinden Ramesh er en af mine klare favoritter. Den her video er intet mindre end fantastisk, med det skønne band i baggrunden og settingen i spejlrummet.

 

 

“Googoosh – Man Amadeam”
Den her video har jeg nok set 100 gange. Når man ser den, forstår man hvorfor Googoosh var den største. Hendes stemme, melodien og så hendes helt ufattelige charmerende væsen! Googoosh for President!

 

 

Der er også en anden videooptagelse til samme sang, som bekræfter ovenstående:

 

 

Denne artikel er skrevet af Shahin Aakjær.

Studerer Mellemøststudier/Persisk på Københavns Universitet.

E-mail: fabeldyret@kragetaeer.dk

Skærmbillede 2016-02-18 kl. 00.45.20