Terrorisme bliver ofte fremstillet som et produkt, der bliver skabt i Mellemøsten og siden eksporteret til Vesten. Et hemmeligt og effektivt våben i en kulturel krig. Men er det nødvendigvis altid sådan? I Iran er terror også en del af befolkningens bevidsthed. Særligt en organisation, der har hovedsæde i Europa, har betydningsfulde venner og afholder gigantiske konferencer. Her er historien om Mujahedin-e Khalq.

Af Shahin Aakjær

Jeg var nervøs. Nej, nok nærmere pissebange, da jeg var på vej ind ad VIP-indgangen til “Free Iran”-konferencen. Jeg havde ikke rent mel i posen. Med både falsk navn og en dækhistorie, som jeg havde øvet mig på, stod jeg i køen og ventede på at komme ind i  Villepinte Exhibition Centre i Paris, i sommeren 2017, hvor tusindvis var kommet for at tale om at vælte præstestyret i Iran.

Lad mig slå fast, at jeg ikke den mest loyale og opbakkende af styret i Iran. Dødsstraf og politiske fanger er ikke min kop te. Men hvad er alternativet for iranerne så? Hvis man kigger udenfor Irans grænser, har gruppen Mujahedin-e Khalq (MEK) mere eller mindre taget patent på oppositionsrollen, og den trone har de nu siddet på i mange år.

De har både en væbnet og politisk afdeling, får efterretninger fra iransk grund, modtager massiv støtte fra Vesten og afholder hvert år ” Free Iran” – en gigantisk konference i Paris. Men hvis det her er iranernes alternativ, ser det sort ud for dem, der virkeligt vil en anden vej.

Gruppen blev oprettet i 1965, hvor de kæmpede imod Shahen der dengang sad tungt på magten i Iran. De repræsenterede en blanding af socialistiske idéer og islamisme, men advokerede også for demokrati.

MEK’s opbakning voksede og i løbet af 1970’erne begyndte deres væbnede kamp. Under revolutionen i 1979 var de med til at afsætte shahen Mohammad Reza Pahlavi. De havde bakket op om Ayatollah Khomeini og senere støttede  de også om gidseltagningen på den amerikanske ambassade, der endte med at vare 444 dage.

Men de ragede sig uklar med præsteskabet og blev tvunget til at tilbagetrække deres kandidatur til det første præsidentvalg i Den Islamiske Republik Iran i 1980. De stillede dog kandidater op til parlamentsvalget, men fik ikke en eneste plads. På samme tid begyndte deres kritik af Ayatollah Khomeini og præstestyret i Teheran og det forvandlede sig hurtigt til væbnet kamp. En kamp, de har kæmpet i mange år og med mange midler. En kamp, de stadigvæk tror på.

Jeg er halvt iraner og har dobbelt statsborgerskab. Jeg rejser jævnligt til Iran på ferie og holder meget af at besøge venner, familie og atmosfæren i mit hjemland – og netop derfor kunne jeg ikke være ærlig på min tur til Paris og var nødsaget til at spille skuespil med falsk navn.

Konsekvenserne for mit besøg til konferencen i Paris vil først stå klart, næste gang jeg tager til Iran. For MEK, der har arrangeret hele gildet, er bestemt ikke velansete i Iran – og med god grund. Selvom de ikke længere er på hverken EU eller USA’s terrorlister, er de stemplet som terrorister i Iran.

Blandt de diaspora-iranere, der er imod MEK, bliver de nævnt som en blanding af Scientology, 80’ernes Rumænien og det styre, der allerede sidder på magten i Iran. Jeg kunne ikke dy mig, jeg måtte ved selvsyn opleve, hvad og hvem MEK er.

Moral er godt. Dobbeltmoral er dobbelt så godt.

Det var som at træde ind i Eurovision – confetti, flag, bannere, enorme farvede skærme, der viste videoer og publikum, som hujede, råbte slagord og heppede. De fleste af de iranere, der var tilstede, er bosiddende i USA, Canada, Australien og Vesteuropa. Af den grund har de ikke besøgt Iran, siden de tog flugten i 1980’erne.

I nutidens Iran er MEK forbudt og medlemskab af gruppen er strafbart og kan koste livet. Fra klokken 11.00 til 22.00 stod programmet på prominente talere, børnesangshows med marchmusik og en hyldestfællessang til Albanien, som nu huser gruppen.

Efter massive klapsalver trådte den nu pensionerede amerikanske general George Casey på scenen. Med en alvorlig mine fortalte han om, hvordan Iran støtter terror i Mellemøsten. Deres engagement i Yemen, Syrien, Irak og støtte til libanesiske Hizbollah fik nogle hårde ord med på vejen. Men spoler man tiden tilbage til 1970’ernes Iran, havde de færreste nok regnet med, at USA og MEK ville stå side om side i dag.

På det tidspunkt sad shahen Mohammad Reza Pahlavi stadigvæk på magten og MEK havde intensiveret deres væbnede kamp mod imperialismen i Iran. I 1970 mislykkedes et kidnapningsforsøg på den amerikanske ambassadør i Iran. Tre år efter, i 1973, stod MEK bag en række mord på amerikansk militærpersonel. En amerikansk løjtnant blev skudt foran sit hjem i Teheran. Senere samme år blev en bil med to officerer fra det amerikanske luftvåben fanget mellem to biler, da to gerningsmænd fra MEK trådte frem og skød dem begge efter at have beordret den iranske chauffør til at dukke sig.

Det var blot blandt de første angreb på amerikansk militær og civilansatte i Iran. Samme år tog MEK æren for ti bombeangreb på amerikanskejede bygninger i Iran, blandt andet Pan-American Airlines, Hotel International og Shell.

I 1979 blev en række ansatte på den amerikanske ambassade taget som gidsler og tilbageholdt i 444 dage. MEK var ikke en del af gidseltagningen, men var officielt ude og bakke op om det.

Kampen mod amerikanske interesser i Iran var altså en stor del af MEK’s engagement i deres tidlige år. Men her i 2017 er vinden vendt og blandt de lande, der havde sendt officielle delegationer, var USA overrepræsenteret.

Foruden pensionerede generaler var også tidligere formand for Repræsentanternes Hus Newt Gingrich, tidligere FBI-chef Louis Freeh, amerikansk justitsminister fra 2007 til 2009 Michael Mukasey og tidligere FN-ambassadør John Bolton med på talerlisten.

Alle slog de fast, at Den Islamiske Republik er den store fjende i regionen, og at MEK er deres foretrukne alternativ. John Bolton udtalte til publikums store begejstring, “…det iranske styre er det centrale problem i Mellemøsten lige nu. Man kan ikke stole på præsidenten Rouhani og den atomaftale, der blev lavet med ham. Som Iran er nu, er det den største trussel for alle, der vil leve i fred i regionen… ”.

På intet tidspunkt blev der refereret til de utallige krige, som USA har enten startet eller støttet i regionen. En detalje, som Iran ellers lægger stor vægt på i deres nyhedsbillede.

John Boltons synspunkter blev bakket op af George Casey, der fortalte om sin tid som udstationeret general i Irak under krigen i 2003. Han forklarede, hvordan det var Iran der destabiliserede Irak, da amerikanerne havde væltet Saddam Hussein.

Den Islamiske Republik Iran har støttet flere shiamillitser og arbejdet for at få Teheranvenlige folk til magten i Irak. Jublen ville ingen ende tage i konferencecenteret udenfor Paris. På de forreste rækker sad de mest loyale medlemmer i matchende bøllehatte og råbte “ thank you, thank you, thank you ”.

Den iranske revolution i 1979 var ganske enestående, eftersom det var en meget bred bevægelse. Folkemasserne lagde for en tid ideologierne lidt til side, for et fælles mål om at fjerne shahen fra magten. Islamister, socialister, demokrater, kommunister og anarkister stod side om side under revolutionen. Men efter enhver opstand skal der ryddes op i oppositionen – det er en af de vigtigste regler i diktatorhåndbogen.

Oppositionsgrupperne i Iran kunne altså bestemt ikke vide sig sikre i 1980’ernes Iran. MEK havde på det tidspunkt allerede erklæret krig mod Den Islamiske Republik og greb til vold mod præstestyret, så det var naturligvis i høj grad deres støtter, man gik efter.

I 1981 stod MEK bag to store bombeangreb, der endte med at tage livet af den nyvalgte præsident Mohammad-Ali Rajai, der kun nåede at sidde på embedet i 28 dage, og hans premierminister Mohammad-Javad Bahonar.

Det resulterede i en heksejagt på MEK’s medlemmer, mange blev henrettet og endnu flere blev arresteret. De sidste dele af gruppens ledelse flygtede så i eksil til Frankrig, hvor de slog sig ned i Paris. Her slog organisationen rødder og fik et mere internationalt perspektiv og samlede støtte udenfor Iran. Her dannede de NCRI – National
Council of Resistance, som en form for eksilparlament. Alle medlemmer var dog fra egne rækker og senere udnævnte de deres egen leder Maryam Rajavi som Irans kommende præsident.

Det var dog ikke længe, de fik lov til at have hovedkvarter i Paris. Frankrigs daværende premierminister Jacques Chirac slog i 1986 en handel af med styret i Teheran, der sørgede for, at Hezbollah løslod de franske gidsler, de havde taget under borgerkrigen i Libanon.

Til gengæld skulle franskmændene ikke længere holde hånden over MEK og måtte smide dem ud af landet. MEK stod nu og skulle bruge ly et andet sted, og valget faldt på Saddam Husseins Irak, da på daværende tidspunkt var midt i en opslidende og blodig angrebskrig mod Iran.

Saddam Hussein bevæbnede og støttede op om MEK’s cirka 7000 mand, der så i samarbejde med irakerne angreb Iran. Det ændrede de fleste iraneres syn på MEK, som herefter blev betraget som forrædere, der vendte sig mod fædrelandet i en hård tid.

Forræderiet er stadigvæk grunden til MEK’s forsvindende lille opbakning i Iran. Den daværende leder Massoud Rajavi skulle efter sigende personligt have udpeget strategiske bombemål på iransk territorium.

26. juli 1988, seks dage efter at Ayatollah Khomeini havde accepteret den endelige våbenhvile fra FN’s side, angreb MEK igen på iransk jord. MEK havde forventet, at det iranske folk ville slutte sig til og sammen med MEK vælte Khomeini.

Men opbakningen udeblev fuldstændigt.

MEK’s cirka 7000 tropper nåede 145 kilometer ind i vest-Iran, kun konfronteret af sporadisk kurdisk modstand, før der for alvor skete noget. Det var for godt til at være sandt. Den iranske hær havde bevidst ikke givet dem modstand. Luftvåbenet havde smidt faldskærmstropper om bag MEK-styrkerne og nu kunne de foretage en knibtangsmanøvre og angribe fra begge sider med støtte fra luften. MEK led et smerteligt nederlag og måtte trække resterne af deres tropper tilbage til Irak. Ifølge iranske kilder faldt cirka 4500 af MEK’s soldater.

Det skulle vise sig at blive det sidste slag i den otte år lange krig mellem Iran og Irak. Som et resultat af MEK’s angreb, besluttede man fra officiel iransk side at tage et endeligt opgør med organisationen inden for grænserne og ty til massehenrettelser. Fra MEK’s side mener man stadigvæk, at 30.000 mistede livet, men et estimat mellem 3800 – 4500 døde er nok et mere realistisk tal.

Nye tider, nye strategier
Efter Iran-Irak-krigen lagde MEK deres strategier om, men forblev under irakisk beskyttelse. Nu lagde MEK igen deres lid til snigmord og bombeangreb. Det vækkede størst opmærksomhed, da MEK-støtter angreb iranske ambassader i 10 vestlige lande 5. april 1992.

I New York angreb fem mænd med knive og tog tre gidsler. To af dem stak af fra gidseltagerne og den sidste lod de gå, da politiet ankom. I Ottawa i Canada invaderede 35 mænd ambassaden og smadrede løs med køller og knive. Desuden skete lignende angreb i Tyskland, Frankrig,  Storbritannien, Schweiz, Holland, Sverige, Norge og Danmark – hvor der
blev smidt sten mod ambassadens vinduer. Op igennem 1990’erne udførte MEK snigmord mod højtstående militær- og politifolk samt fængselsdirektøren i det berygtede Evin fængsel i Teheran.

Saddam Husseins Irak hjalp dog ikke meget mere, end at give MEK husly. Da Golfkrigen i 1991 udbrød, var der ikke meget opmærksomhed til MEK. Krigshandlingerne i Irak bekymrede dog organisationen, der valgte at sende cirka 800 af medlemmernes børn ud af landet. De blev bortadopteret og fik nye adresser i Nordamerika, Vesteuropa og Australien. Flere af dem flyttede til Danmark og levede med plejefamilier. Når børnene så nåede 13-14-års alderen, blev de tilbagekaldt og fristet til at tage del i den væbnede kamp mod Den Islamiske Republik Iran.

MEK havde i slutningen af 90’erne spredt sig. Med militært hovedsæde i Camp Ashraf-lejren i Irak, vendte den politiske del af organisationen tilbage i Paris og med diaspora-iranere i det meste af den vestlige verden. De havde skruet ned for de voldelige angreb og fokuserede nu på at vinde kampen med propaganda, mediespil og politiske koncepter.

Da USA og deres allierede angreb Irak i 2003, erklærede MEK sig straks neutrale. Men amerikanerne havde ikke glemt de mord på amerikanske statsborgere, MEK havde udført i 70’ernes Iran, og bombede derfor også Camp Ashraf. Men det stoppede hurtigt.

MEK og USA lavede en fredsaftale efter den gamle parole – “min fjendes fjende er min ven”. Husk på, at Iran sammen med Taliban i Afghanistan, Irak og Nord Korea var en del George Bush’ “Ondskabens akse”. Senere blev Camp Ashraf beskyttet af amerikanske og bulgarske soldater.

I juni samme år, 2003, lukkede franskmændene ned for MEK’s hovedkvarter i Frankrig og arresterede 150 medlemmer, heriblandt lederen Maryam Rajavi, på grund af mistanke om terrorplanlægning.

Som protest mod denne handling tyede 40 af gruppens medlemmer til sultestrejke, og 10 begik selvmord foran franske ambassader rundt omkring i Europa, på opfordring af MEK.

Frankrigs handling vækkede forargelse hos MEK’s nye ven USA og senator Sam Brownback fra Kansas anklagede Frankrig “…for at udføre den iranske regerings beskidte arbejde… ”. I sidste ende blev alle medlemmerne da også frigivet igen.

I Irak begyndte MEK at få modvind. I 2005 udgav Human Rights Watch en rapport, der slog fast, at der i Irak lå fangelejre, hvor MEK opbevarede tidligere medlemmer, og de var ifølge Human Rights Watch under al kritik.

Værre blev det, da amerikanerne og deres allierede begyndte at trække deres tropper ud af Irak igen, og Irans magt i nabolandet voksede. MEK’erne ville pludseligt stå alene tilbage i fjendeland.

I 2010 udstedte Irak en arrestordre på 39 MEK-medlemmer, heriblandt en af lederne, Massoud Rajavi. Beskyldningerne lød på forbrydelser mod menneskeheden, da MEK havde støtte Saddam Hussein under opstanden i 1991, hvor de deltog i den voldsomme nedkæmpelse af et kombineret kurdisk-shia-oprør.

Mange civile måtte lade livet, og sagen er endnu ikke helt opklaret. Massoud Rajavi har ifølge MEK levet under jorden siden 00’erne.

I samme periode gjorde irakerne det klart, at MEK ikke længere var velkommen på irakisk jord. De måtte enten rejse tilbage til Iran eller finde et helt tredje land, som ville huse den væbnede del af gruppen. I første omgang blev de forflyttet til Camp Liberty – en tidligere amerikansk base nær Baghdad, som de fik foræret.

Først i 2016 fandt de med hjælp fra USA og FN et tredje land. Valget faldt på Albanien, hvis parlament stemte for at huse organisationen. Nu har gruppen sine cirka 2700 medlemmer af den væbnede gren i Albanien.

I starten af 2010’erne blev en håndfuld iranske atomforskere likvideret inde i Iran. Både iranske og amerikanske kilder har peget på, at det er MEK og den israelske efterretningstjeneste Mossad, der har stået bag.

Efter sigende skulle MEK’s folk være blevet trænet til opgaven af israelerne. Desuden har Saudi-Arabien af flere omgange støttet gruppen.

På årets konference i Paris fik MEK da også besøg af en den saudiske prins Turki bin Faisal, der fra scenen sagde: “ …Iran overholder på ingen måde menneskerettighederne… ”. De selvsamme rettigheder, som det saudiske kongehus på daglig basis ser i mellem fingre med.

Personkult og nødhjælp – vi ses i Teheran i 2018
Hvor kommer pengene til et konferenceshow i denne kaliber så fra? Foruden international støtte fra nationer og organisationer der også vil Den Islamiske Republik til livs, er det private initiativer fra gruppens medlemmer.

Går man gennem Aarhus midtby kan man af og til møde en gruppe iranere med havepavilloner, flag og store modbydelige billeder af torturerede og henrettede politiske fanger.

Foruden en snak om situationen i Iran kan man også få lov til at give et bidrag. Den slags gør MEK i store dele af den vestlige verden. Under påskud af at give penge til forældreløse iranske børn, torturofre eller demokratiforkæmpere i Iran, skaffer de penge til deres egen organisation. Det gøres ofte under andre organisationsnavne. I flere lande har de været beskyldt for hvidvaskning af penge, og der findes også eksempler på pengeafpresning af godtroende bidragsydere.

Da MEK’s nuværende leder, Maryam Rajavi, gik på scenen i Paris, ville jublen ingen ende tage. Klapsalver og tusindvis af folk der råbte “Iran, Maryam, Maryam, Iran”. Det var som om Jesus var gået på.

I sit karismatiske glinsende tørklæde og skinnende jakke, talte hun først og fremmest dunder mod præsterne i Iran. Men hun rettede også en tak til de mange i udlandet, der har givet økonomisk støtte.

Især satte hun pris på de medlemmer rundt omkring i verden, som har taget lån i huset, for at hjælpe til i kampen. Vi har altså at gøre med en gruppe mennesker, der virkeligt inderligt gør alt, hvad de kan for MEK.

Ikke at jeg var i tvivl, da jeg stod blandt de mest højtrøstede og loyale tilhængere. Langt de fleste stod med skilte med billedet af Massoud Rajavi på. En personkult, som Josef Stalin havde været stolt over.

Det er bestemt imponerende, hvad medlemmerne gør for deres organisation. Selvmordsaktioner, økonomisk hjælp og sågar da ægteparret Massoud og Maryam bad alle andre medlemmer om at blive skilt og leve i cølibat, indtil præsterne i Iran var væltet, blev det adlydt.

Men bevægede man sig længere ned i konferencesalen, så billedet noget anderledes ud. Den bagerste del af salen var primært befolket af syrere og somalier, der ærlig talt virkede uinteresserede i talerne. Det var suspekt.

MEK er da også tidligere blevet taget på fersk gerning i at betale folk for at komme til deres arrangementer, ligesom det er blevet afsløret, at de i stor stil har benyttet sig af twitterbots – falske brugere, der generer trafik på det sociale medie Twitter.

Kejserens nye klæder har kronede dage i den iranske opposition. Men det så naturligvis godt ud på de mange TV-kameraer, der fløj rundt i loftet og filmede hele konferencen og dokumenterede arrangementet og de falske løfter: “…næste år ses vi i Teheran” blev det gentaget gang på gang. Ikke bare af Maryam, men af flere af de andre talere fra Irland, USA og Storbritannien.

En sætning, som medlemmerne af MEK også har gentaget over for hinanden i omkring 30 år. Jeg må tage hatten af for deres tro på det, men jeg har min tvivl.

MEK har stort set ingen opbakning i Iran, hvor befolkningen stadigvæk ser gruppen som en kult af landsforrædere og morderiske terrorister. Ifølge Den Islamiske Republik har MEK stået bag 17.000 mord siden revolutionen i 1979. Et tal, man nok skal tage med en teskefuld salt. Men som iraner ville jeg ikke være tryg ved at se dem komme til magten.

 

Denne artikel er skrevet af Shahin Aakjær.

Studerer Mellemøststudier/Persisk på Københavns Universitet.

E-mail: fabeldyret@kragetaeer.dk

Skærmbillede 2016-02-18 kl. 00.45.20