I begyndelsen af 2017

 tog en gruppe persiskstuderende fra Københavns Universitet på en otte ugers rundrejse i Iran. Læs her Anju Skovenborgs rejseberetning fra landet.

Af Anju Skovenborg

Flyet landede med et bump på landingsbanen i den by, der skulle være mit hjem de næste seks uger. Kaos, os, råb og støv… Sådan havde jeg forstillet mig Iran, inden flyet landede i Teherans lufthavn. Godt nok var der proppet med mennesker overalt, som var de myrer, der vandrede hid og did med deres gøremål – og lige præcis sådan, så jeg Teheran for første gang.

Hoveder, der stak frem hist og her, mens vi vi gik på gaderne og markederne. Tror jeg halvt havde forstillet mig en masse action, fra alle de film jeg havde set, så tog mig selv i at kigge efter hemmelige agenter på tagene og rundt om på gaderne. Men ak, Teheran er blot endnu en storby, med dens særprægede hipstercafeer, flotte butikker og kvinder med overmalede ansigter.

Jame moskeen i Yazd.

Jeg ved simpelthen ikke, hvor jeg skal starte. Iran har taget mig med storm. Fra et ukendt land til et land, der har fået en særlig plads i mit hjerte. Selvom jeg er persiskstuderende og fylder min hverdag med iransk sprog, musik og kultur, så var det en verden til forskel at være til stede i landet, man havde læst og hørt så meget om. Jeg var så heldig at rejse sammen med tre andre fra mit studie og på den måde dele begejstringen og glæden over Iran sammen med nogle andre.

Persepolis, Shiraz.

Vi havde været så heldige at få lov til at få privatundervisning i Teheran af en dansk kvinde, som boede dernede og gerne ville undervise os. Så vi fik lært persisk på den hårde måde. Ved at lytte og tale blandt iranerne, som var begejstret for, at vi viste så stor interesse for deres hjemland, sprog og kultur.

Hurtigt lærte jeg landets mange versioner af tarof at kende. Dog kunne jeg aldrig helt lære at forstå det, uanset hvor mange gange jeg prøvede.

Chehel Sotoun, museum i Isfahan.

Folk inviterede os hjem til dem i metroen, og målløs stod jeg og vidste ikke til eller fra, inden de med et hurtigt smil på læben fik sagt, at de blot lavede tarof.

Dette besynderlige ord dækker over en social adfærd. Et eksempel kunne være en udvidelse af min oplevelse i metroen, hvor folk udleverer en falsk invitation og lover fremtidige ydelser eller gerninger til hovedsageligt fremmede, og der forventes det, at man ikke tager imod tilbuddet, men bliver ved med at afvise det.

Traditionel iransk mad i Darakeh, nord Teheran.


Jeg fik hurtigt kendskab til deres høflighed, ære og stolthed, men desværre også til tider deres griskhed. Selvom mange også var ærlige og fortalte os om deres tanker om Iran.

Det er ikke nemt at skjule, at man er turist, selvom at man skulle bære tørklæde, og dette fik pengepungen også at mærke, når vi kørte taxa. Prisen var altid lige en anelse for høj, og hvis vi prøvede at prutte om prisen svarede nogle meget uhøfligt tilbage og sagde, at der var meget trafik.

Kameler i Kashan ørkenen.

Altså, for dem der aldrig har været i Iran, så er der altid meget trafik i alle døgnets timer. Bed en bøn, inden du går over vejen, jokede vi nogle gange med.
 Arkitekturen, maden, kulturen og farverne er nogle af de ting, jeg altid vil mindes om Iran. Deres fantastiske farver, tusindvis af moskeer, bazarer og billige mad er simpelthen ikke til at komme udenom.

Ørken vandring uden for byen Kashan.

Iran har simpelthen alt. Og vi prøvede virkelig også alt. Fra tæppeudstillingen i Milad-tårnet i centrum af Teheran, til bjergvandring i Nord-Teheran, kørsel i utallige timer til Det Kaspiske Hav, gamle traditionelle tehuse med fantastisk musik og sang i Kerman, ørkentur i Kashan, oplevelsen af vindtårnets funktion i Yazd, Isfahans smukke bazaarer og den traditionelle Zur Khane, Shirazs stolthed over den iranske digter Hafez, smukke og engang så storslåede Persepolis og den unge generations udfoldelse og mod på livet i Teheran.

Vi venter på vores chauffør og guide, også i Kashan.

Iran, landet med mælk og honning. Paradokser og modsætninger. Glæde og konflikt. Moderne trods landets traditionelle kultur og religion.

Denne rejseberetning er skrevet af Anju Skovenborg.

Studerer Persisk på Københavns Universitet.

E-mail: askovenberg@outlook.dk