Samtalen ved middagsbordet fortsatte uden ende. Familien var i mine øjne så stor, at jeg aldrig fik overblik over antallet. Udover familien var der fire-fem vennepar med hver deres kuld af unger. Kort fortalt var der en uoverskuelig mængde mennesker i huset.

Persiske hjem kan have en tendens til at ligne et hus i computerspillet “The Sims”, hvor der er brugt snydekoder – det er overdimensioneret, med store mønstrede tæpper, både på gulv og vægge, og med nipsting, der overtrumfer selv min mormors gamle hus hjemme i Sønderjylland. Duften var tyk af den tilberedte mad, og der lå en konstant sødme i luften fra den kendte persiske te og grønne kager.

Ingen ved bordet gav tegn til at skulle mangle noget i tilværelsen. Der var læger, advokater, laboranter og universitetsprofessorer. Ikke desto mindre kunne jeg ane en subtil melankoli. Iran var ikke det samme længere. Som i så mange andre lande rundt omkring i verden var nostalgien og savnet til det gamle allestedsnærværende. Flere sætninger ytret ved bordet startede med ”When we leave Iran…”, og en del af selskabet havde allerede sat migrations-processen i gang.

Ovenstående eksempel kan illustrere en tendens i Iran, der har stået på i årtier. Det estimeres, at mellem fire og fem millioner iranere bor i andre lande, især i USA, Europa, Tyrkiet, og Australien. Migrationen er sket, og sker, på baggrund af flere motiver, blandt andet jobmuligheder, studier, økonomi, men det formodes også, at en signifikant del af de migrerede iranere er flyttet på baggrund af religion, eller mangel på samme.

En stor del af disse er ateister og agnostikere, som har svært ved at tilpasse sig livet i en religiøs nation. Religion er en stærk del af den iranske identitet, men især unge mennesker er begyndt at blive bevidste om de skadelige elementer ved religion, som flere mener dikterer Irans udenrigspolitik, jura, samt indblanding i privatlivet. Noget så banalt som alkohol har siden revolutionen i 1979 været forbudt ved lov, da det anses som en del af det juridiske begreb “hudud”, som betyder ”forbrydelser mod Gud”.

Det skortede dog ikke på de våde varer med procenter i på bordet, og jeg spurgte forsigtigt ind til dette. Manden ved min side tog min hånd og pegede ud på badeværelset, hvor døren stod åben. Der fik jeg øje på to store hvide spande. Jeg gik derud og kiggede ned i den ene, hvor der var en næsten gennemsigtig orange væske, i den anden en saftevandsrød væske. Manden ved min side grinede højt af mig, og resten af selskab stemte i kor. ”I bet you did not expect that from us, huh”, skreg han gennem huset.

Efter maden var konsumeret og humøret var højt blev der lagt an til fest. Der var en sitren i luften, og jeg fik fornemmelsen af at alle i rummet vidste præcist, hvad der skulle ske nu. Min sidemand ved bordet satte sig til klaveret og lagde en tone an, mens alle i selskabet, mænd, kvinder og børn, roligt satte sig i den gigantiske sofa i midten af rummet. En lille pige på godt og vel otte-ni år med langt sort hår gik pludselig ud på gulvet og begyndte at danse rundt om sig selv, med armene oppe og med et koncentreret blik. Alles øjnene var fikseret på hende, som hun dansede i sine strømpebukser og skriggule trøje, og tonerne fra klaveret satte gang i en rungende fællessang fra selskabet.

Aftenen gik, og den hjemmelavede rødvin og ferskenvodka forsvandt stille og roligt fra de hvide spande. Rødvinen smagte tilforladeligt, men den næsten gennemsigtige ferskenvodka smagte som klorin blandet med rådden tandpasta. Jeg var ikke tilhænger af smagen, men virkningen fejlede ikke. Som jeg kiggede rundt på de glade, syngende mennesker, bemærkede jeg den førnævnte melankoli. Det var som at se en gruppe af mennesker, der ikke vidste, hvor de ville være om få år. De var stolte af at være persere, og der var stadig glæde ved at bo i landet. Men en benhård, autoritær overmagt lå som et tæppe over dem, og sangen, nærværet og ferskenvodkaen kan kun holde bevidstheden om denne væk i et stykke tid. Mange af dem vil væk. Det gik mere og mere op for mig, hvor stor kontrasten mellem den offentlige iraner og den private iraner er. Hvilken magi, der opstod, når man gik gennem hoveddøren og ind i det private hjem. Her kunne de ikke røres.