Titel: Svin, خوک, Pig

Instruktør: Mani Haghighi

Manuskriptforfatter: Mani Haghighi

Udgivelsesår: 2018

Spillelængde: 1 time og 48 minutter

 

Af Shahin Aakjær

Skærmbillede 2016-06-16 kl. 22.07.54

I Europa er iransk film i høj grad forbundet med kunstfilm, socialrealisme og små gribende historier fra hverdagen. Men scenen i Iran er naturligvis meget andet end det og byder på stor genremæssig diversitet, som i de fleste andre lande. “Pig” er et af de mere syrede og morsomme indslag fra Den Islamiske Republik.

Hasan Kasmai er en selvoptaget og nærmest latterlig filminstruktør med storhedsvanvid. Han trisser rundt til kunstudstillinger, branchefester og på tennisbaner og får tiden til at gå, mens han venter på at få lov til at lave film igen. Han har lavet en makaber film og er derfor blevet blacklistet af censurmyndighederne.

Men en seriemorder er løs i miljøet, og det giver Hasan nogle helt nye bekymringer. Morderen halshugger kendte filminstruktører og ridser ordet “svin” ind i panden på dem. Hasan begynder at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor morderen ikke har været ude efter ham? Er han da ikke en dygtig og betydningsfuld instruktør?

Det er nærmest en personlig fornærmelse, at han ikke er blevet slået ihjel som en af de første. Ikke nok med det, så går verden videre og hans store stjerne Shiva arbejder nu pludseligt med hans rival. Alt imens Hasan er et stort rasende og infantilt spørgsmålstegn.

Det er sjældent de sjove iranske film, der finder vej til vestens biografer, men her er en undtagelse. Det er ikke de større poetiske fortællinger “Pig” byder på, men den er syret og skæg. Jeg kan forestille mig, at instruktøren Mani Haghighi har haft “The Big Lebowski” fra 1998 i tankerne, da han arbejdede med denne film. Både de vanvittige drømmende scener, og den måde filmen udstiller sine karakterers tåbeligste sider, minder om den amerikanske kultfilm.

Som publikum får man sympati for den ellers ret utiltalende hovedperson Hasan, spillet af Hasan Majuni. Mødte man ham i virkeligheden, ville man vel nok gå en stor bue udenom. Han er overdrevet narcissistisk og lader sig nærmest babysitte af kvinderne omkring ham – både moderen, konen, datteren og stalkeren Annie. Men sympatien kommer, fordi vi selv har en lille Hasan Kasmai inden i os. Vi har alle et lille selvoptaget og patetisk legebarn dybt inde i maven, som føler, at resten af verden er imod os.

Der ligger en tydelig kritik af vores brug af sociale medier i “Pig”. Jagten på “likes” gør sig også gældende i Den Islamiske Republik. Ganske vist er Facebook og Twitter spærret, men Instagram er utroligt populært. I januar rundede Instagram 24 millioner aktive brugere i Iran. Landet har verdens 18. største indbyggertal, men ligger nummer syv på listen over lande med flest instagrambrugere. Nøjagtigt som herhjemme, har folkedomstolen kronede dage på de sociale medier, og det langer filmen ud efter.

Billedsiden i denne sorte komedie er farverig og står i skarp kontrast til de simple menneskeportrætter og storslåede naturbilleder, vi er vant til fra iranske kunstfilm. Hovedpersonen sjosker rundt i smagsløse rock-t-shirts i pangfarver, og de drømmende scener sparer ikke på spraglede kostumer og diodelys.

Filmen har sine mangler, men man kan ikke tage fra “Pig”, at den er modig. Instruktøren Mani Haghighi, som lader sig selv dø i filmen, har forsøgt at se, hvor langt han kan gå. Censurmyndighederne i Iran tillader ikke kropskontakt mellem voksne af modsatte køn, men Haghighi har fået det igennem, at hovedpersonen lægger sig ind til sin gamle mors bryst.

Det er ikke hverdagskost på de iranske biograflærreder. Ikke nok med det så italesætter filmen også den sorte liste, som iranske filmfolk ender på, hvis de træder over censurens slørede grænser. I Europa kender vi nok bedst til Jafar Panahi, der i flere år ikke måtte lave film.

 

SE TRAILEREN FOR FILMEN HERUNDER:

 

Denne anmeldelse er skrevet af Shahin Aakjær.

Kandidat i Mellemøststudier/Persisk fra Københavns Universitet.

E-mail: info@fabeldyret.dk