Læs Marie A Rogvis beretning fra 14 dages rundrejse i Iran herunder:

Af Marie A Rogvi

Da jeg landede i Iran, havde jeg en følelse af at være landet på en anden planet. Og bestemt også en følelse af, at andre kunne se det. Kom til at tage tørklædet af ved en fejl. Ups. Kom til at sige til en familie, der udspurgte mig på gaden (det sker jævnligt i Iran), at jeg ikke er religiøs – og læste fem minutter efter i en guidebog, at dette er forbudt i den islamiske republik. Dobbelt-ups. I det hele taget tænkte jeg på, hvordan jeg kunne rumme at være en del af dette maskeradebal, hvor jeg prøver at ligne noget, jeg ikke er, i to uger. Indtil jeg fandt ud af, at det bare er rammer, det bare er tøj, det bare er overflade, og at jeg må være, hvem jeg er, men ikke nødvendigvis dele det med andre hele tiden. Og det er måske ikke så slemt endda.

Nu er jeg nået til den næstsidste dag på mine 14 dages rundrejse i Iran. Min rygsæk er efterhånden fyldt op med beskidt tøj, små souvenirs fra diverse bazarer og mange gode minder fra Teheran, Yazd, Shiraz og Isfahan. Jeg kan mærke, at nysgerrigheden er dalende og oplevelses-mætheden er stigende her i slutfasen af min rejse. Jeg har set så mange blændende smukke moskeer, shrines og landskaber, at jeg ikke længere fascineres i samme grad og har talt og grint med mange forskellige mennesker, som har udvidet min horisont.

Så jeg møder i det hele taget byen Kashan med lidt af en nej-hat på. At det så regner denne aften og er omkring syv grader hjælper ikke. Jeg har alt mit tøj på, må ligne en lille michelin-dame, har vanter på, min næse er rød, dels på grund af lidt for meget sol de sidste par dage, dels fordi den er iskold nu. Jeg ønsker mig tilbage til den mere forårsramte Isfahan og de rejsekammerater, jeg havde her. Min rejse har været domineret af mange nye menneskemøder, og et farvel er altid en lille smule trist, synes jeg. Omvendt er jeg også ved at finde en rytme i rundrejse-formen. Det er en state of mind at vænne sig til at være uden retning.

Mit hostel i Kashan er et charmerende ’traditional house’. Et gammelt klassisk iransk hus, der er restaureret, med helt hvidkalkede vægge, i midten ligger en lille fælles gårdsplads med bænke og tæpper og et blåt bassin i midten. I anledning af iransk nytår er bassinet fyldt med guldfisk. Guldfisk er en del af næsten alle iraneres ’haft sin’ (et nytårsbord, en tradition iranere har i forbindelse med deres nytårsfejring – læs mere ved at trykke på linket, red.). Min rejse er faldet sammen med to ugers ferie i forbindelse med persisk nytår, og derfor ser jeg mange guldfisk i større eller mindre akvarier på både hostels og i private hjem. De her guldfisk ser sgu lidt trætte ud, pensionsklar, som om der hverken er nok ilt eller mad i deres liv. Jeg tænker på, at når der bor 80 millioner mennesker i Iran, må det betyde, at et sted mellem 10 og 15 millioner guldfisk pynter iranske hjem hvert år og dør en kedelig død et par uger efter. Ikke sig noget til WWF.

Ejeren af mit hostel hedder Ali, og hans kone hedder Zahra. De er begge to smukke unge mennesker med seværdige grønne øjne, og de har lige åbnet dette hostel for en måned siden. De knokler for at få det til at køre rundt, mens Ali aftjener ’military service’ sideløbende. Der er to års værnepligt for alle iranske mænd, med mulighed for rabat, hvis ens far har været i krig, og man tjener en ubehageligt lille mønt, mens man er i værnepligt. Det aftvinger respekt at se unge mennesker kæmpe for deres hverdag på den måde og mange af de iranere, jeg har mødt, kommenterer min nationalitet med at sige, ’ah, Denmark, the happiest country in the world’, hvilket giver mig en akut følelse af at være en snotforkælet unge i verdens skoleklasse.

Jeg er primært kommet til Kashan, fordi jeg gerne vil ud og se ørkenen, som fylder en stor del af Iran, og her hedder den Maranjab. Under morgenmaden i det lille køkken spørger jeg, om der er andre, der vil med i ørkenen. Det er der to spanske fætre, der gerne vil. Miguel er 37 og Iban (som jeg får lov at kalde Ivana, fordi han er fint i kontakt med sin feminine side, som han siger) er 40. De er lige begyndt på deres rundrejse i Iran, og jeg er glad for, at de vil med, både på grund af selskabet og for at dele udgifterne til taxaen, som skal fragte os ud i ørkenen med tre stop undervejs.

Vores taxachauffør hedder Ali, ligesom cirka halvdelen af de iranske mænd, jeg har mødt. Han har mørkt, glat, skulderlangt hår. Han har et karismatisk ansigt, en lysebrun læderjakke på og en attitude udgjort af lige dele alfa-han og spilopmager.  Charme, selvtillid og lækkert hår, i hvert fald selvtillid, og han ligner en blanding af en rockstjerne og en karakter taget ud af en Luc Besson-film. Chauffør-Ali taler kun farsi, og han sparer ikke på det.

Med os på turen inviterer vi Unge Ali, som hjælper til på vores hostel og er i lære som turistguide. Ligesom størstedelen af de iranere, jeg har mødt de sidste par uger, læser han en eller anden form for ingeniør, men Unge Ali vil gerne arbejde med turisme, ligesom sin far, og det giver mening, tænker jeg, for Unge Ali er god til engelsk, han er mægtig flink, han er hjælpsom og opmærksom af natur, han er en ‘people person’, og der er penge i turister, som alt tyder på, der blot kommer mange flere af de næste par år. Unge Ali har alligevel ikke noget at lave på hostelet til formiddag, og der er plads i bilen, så han tager med. Han har en kønt ansigt med den 18-åriges begyndende dunede skæg på overlæben, bølgende hår med undercut i den ene side, og er iklædt skjorte, habit-jakke og et genert smil.

Af sted med os fem i en taxa. Det er stadig køligt og overskyet, men der er højt humør i den gule taxa, vi skal i ørkenen.

Chauffør-Alis playliste består af iransk eurodance, som vi hører på vejen med bas, der dunker og persiske tekster, der fylder vores lille midlertidige univers i hans taxa. Han snakker en del med Unge Ali, jeg ved ikke om hvad, men Chauffør-Ali lyder som om han har holdninger. Han leder os over den grusede ørkenvej i fuld fart, det rumler og skramler i den iranske bil, og ved hver en ujævnhed kan det mærkes, men der er ikke noget trafik herude (hvilket er et meget meget sjældent fænomen i Iran), og for første gang i Iran får jeg lyst til at være hende, der sidder bag rattet og trykker på speederen. Ivana siger ironisk noget med, at det er spændende, hvis bilen går i stykker på vej ud i ørkenen, hentydende til dens larmende tilstand, og det har han i og for sig ret i.

Det er også Ivana, der foreslår, at vi køber vand med ved et betalingsstop på vej i ud i ørkenen, og det var måske ikke så dårligt tænkt, for som han tørt konstaterer, så er det vist noget med, at der ikke er vand i en ørken.

Men dér var det så, at Ivana tog fejl. For ved vores første stop trækker det op. Og mens vi løber rundt i de bølgende klitter og tager billeder af den imponerende udsigt, kommer de første dråber. Vi vender hurtigt snuden tilbage mod taxaen, det regner meget nu, vi kaster os ind i taxaen og lukker dørene. Chauffør-Ali har i mellemtiden tændt en shisha (vandpibe) inde i taxaen, og sådan bliver det til, at vi sidder fem mennesker i en gul taxa med regn, der hamrer på ruden, og alle ryger på en vandpibe, mens vi hører persisk popmusik. Vi kører videre i håbet om, at regnen stopper.

Passerer en saltørken, som på grund af regnen bare er mudder, men vi kan se aflejringer af saltet og smage det i sandet. Ude i horisonten kan man se, at vandet ligger oven på den tørre jord. Ivana og Miguel begynder at gå ud mod det, men det viser sig at være fatamorgana-effekten. Det kommer ikke tættere på, selvom de bliver ved med at gå.

Vi kører op mod en klippeafsats, hvorfra der er udsigt over det rustrøde landskab. Chauffør-Ali har opfattet, at Ivana har humor, og det smukke ved humor er jo, at det binder os sammen universelt, så i et forsøg på at spejle Ivanas humor, at signalere ’hey, jeg har OGSÅ humor’, lader han, som om han vil lave en ’Thelma and Louise’: Han tager Ivana i hånden og speeder op på vej hen mod klippeafsatsen… Og bremser først i allersidste øjeblik foran afsatsen, til stor morskab for ham selv, men det er den allermindst sjove vittighed, jeg nogensinde har oplevet på bagsædet af en bil, og jeg kniber øjnene sammen og hører mig selv råbe ’noooo’. Bilen stopper. Vi lever stadig. Sikken en spøgefugl ham Chauffør-Ali altså. Hvad vil du helst, dø af grin eller kede dig ihjel?

På klippeafsatsen er der udsigt over det store ingenting, og vi holder the-pause, vi er sultne, vi har ikke noget mad, men vi har the, for i Iran må man aldrig gå ned på the, som var det den centrale ernæringskilde for menneskeheden selv.

Ørkenen har evighedseffekt. Den katalyserer en følelse af at være enormt lille, og at verden består af uendeligheder, man kan fortabe sig i, hvis man vil.

Der er særligt et af numrene på Chauffør-Alis playliste, der er faldet i min smag, og derfor har vi fået lov til at høre dette på repeat. Det hedder ’Chatre Khis’, hvilket ironisk nok betyder paraply, og det er bygget op af genkendelige pop-skeletter, så vi kan efterhånden synge med på knækket farsi, og Unge Ali oversætter bidder af det.

Her på klippeafsatsen åbner vi alle dørene i taxaen og skruer helt op for nummeret. Det er bare os fem, den gule taxa og det øde landskab, og med musikken for fuld blæs danser vi. Det er sjældent, jeg danser ved højlyst dag, pinligt ædru, med folk jeg ikke kender, i en ørken, måske netop derfor er det en lille smule berusende, og jeg får et lille stik af lykke lige i det her øjeblik, og jeg kan se i de andres smil, at jeg ikke er alene. Vi er frie og urørlige sammen lige i dette øjeblik, vi er bare en del af ørkenen, ikke en del af noget samfund, nogen religion eller nogle regler.

Unge Ali filmer noget af det, men jeg får ham til at love, at han ikke deler videoen med andre, for jeg vil gerne ud af Iran uden at blive fængslet for at danse sammen med mænd, hvilket ikke er tilladt af det iranske styre (medmindre man er gift eller i familie).

Det er anden gang, jeg danser i Iran.

Første gang var et par dage før, hvor jeg var på heldags-picnic med en iransk familie. Vi var 12 mennesker i tre generationer på et lille landsted uden for Isfahan, vi lavede salat, kylling på spyd, suppe over bål, plukkede urter, plantede små valnøddetræer, og jeg fik at vide, at jeg måtte komme tilbage og smage valnødderne, når de var klar. Der blev spillet på fløjte og sunget og danset og primært talt farsi. Jeg fik i den grad øvet mit høflighedssmil. Efter vi har spist (og alle taget en kollektiv lur i en time på gulvet dækket med persiske tæpper) sidder vi på hug i rundkreds, der bliver sunget iranske sange og spillet på hjemmelavet tromme (en mikrofon ned i en plastikkande). Moren er religiøs sanger til hverdag, og hun sidder og trommer og synger som det mest naturlige i verden, der er swung i stemmen og glimt i øjet. På et tidspunkt bliver der stille, og en af tanterne beder mig inderligt om at synge en sang på dansk.

Æh. Sidder i skrædderstilling og føler alles øjne på mig. Sjovt, hvordan jeg pludselig ikke kan huske hele teksten på én eneste dansk sang. Jeg ender med at synge den godnatsang, min far sang for mig, da jeg var barn, af mangel på bedre, mens hele familien i tre generationer kigger nysgerrigt (og småskeptisk?) på mig. ”God-nu-nat, og gå nu lige hjeeeem, eller skævt, når bare du når uskadt frem”… Bare mig og min ikke-imponerende røst på persiske gulvtæpper og et meget lyttende publikum.

Bagefter klapper de af mig med store smil, eller er det grin, mens de synger noget a la ’very good Mary’. Herefter går to af døtrene ind i midten af rundkredsen og begynder at danse med spiraler i håndleddene og vuggende hofter. De byder mig op, og jeg kan ikke se en vej ud, prøver at følge med, så godt jeg kan, elsker at danse, men elsker mindre at danse i midten af en rundkreds. Anyway, farvel al selvhøjtidelighed, may you rest in peace.

Iran er noget helt særligt, og jeg vil gerne tilbage, både for menneskerne, for maden, for byerne, for naturen og for de der uplanlagte danse, der dukker op ind imellem.

HER ER FORRESTEN NUMMERET, HVIS DU VIL HAVE LIDT IRANSK POP PÅ DIN PLAYLISTE:

Denne rejseberetning er skrevet af Marie A Rogvi.

Titel: Projektleder på Bremen Teater

E-mail: marie@rogvi.dk