Cirka 10 procent af Irans befolkning er kurdere. På trods af mediernes bevågenhed i de kurdiske områder i Tyrkiet, Irak og Syrien, gælder det ikke for de iranske kurdere. Heller ikke i Iran. Men de findes, og det cementeres i denne smukke film.

Vi følger en søskendeflok, der kæmper hårdt for overlevelsen i bjergene på grænsen mellem Iran og Irak. Begge forældre er døde, og børnene står nu tilbage med de voksnes ansvar. Pengene er knappe, og storebroderen Ayoub må som familiens overhoved sørge for en indtjening. Det gør han blandt andet ved at smugle the og bildæk over på den irakiske side af grænsen. Men vejret i bjergene er ubarmhjertigt, bagholdene lurer og landminerne ligger og venter. Der skal skaffes penge til mad, skolegang og den yngre bror Madi er svært handikappet og har brug for en operation. På trods af at Ayoub knokler hårdt, rækker pengene ikke. Så den ældste søster må indgå i et arrangeret ægteskab, for at medgiften kan dække omkostningerne til Madis operation.

Traditionelt set er der mange sørgelige film i Iran, men har har vi fat i en særligt hjerteknusende historie. Det er egentligt ikke plottet, der bærer filmen, men alle de barske scener. Det er en perlerække af tårepersere, der triller ind over skærmen. Men der er også en fascinerende skønhed at finde i den rå hverdag, som filmen prøver at vise. Søskendekærligheden og offerviljen er ikke til at tage fejl af. Det er nærmest inspirerende at se, hvordan de to ældste søskende tager voksenrollerne på sig. Det er nærmest som at se en alvorlig far­mor­-børn-­leg.

Ayoub hører sine mindre søskende i deres lektier, sørger for lægehjælp og kærtegner dem, som var han deres far, på trods af at han tydeligvis også er et barn. Netop derfor kan vi som seere få lov til at se den slags scener. Hvis det havde været en almindelig familie med voksne familiemedlemmer, havde det set anderledes ud. Kærtegn på tværs af køn i film er bandlyst i Den Islamiske Republik Iran. Det kan måske være en af årsagerne til, at så mange iranske instruktører har valgt at lave film med børn i hovedrollerne. “Børn af Himmelen” fra 1997 og “Den Hvide Ballon” fra 1995 er to andre af den slags film, hvor seeren møder Iran gennem børnenes øjne.

Filmens titel kommer af, at man drikker muldyr fulde, for at få dem til at tage den lange og hårde tur over de sneklædte bjerge. Alene naturen i området er så hård, at et dyr ikke vil tage den tur. At et muldyr ikke kender til landminer og bjergrøvere, gør det bare endnu vildere, at Ayoub tager samme tur ­ ikke båret af beruselse, men af kærlighed til sin familie.

Når man som seer sidder hjemme i sin varme stue og ikke kan mærke sneen og bjergenes fjendtlighed, så kan man til gengæld læne sig tilbage og nyde en smuk film. Landskaberne er af en anden verden. Alting er storslået, men alligevel simpelt. Man bliver bjergtaget af karavanen af mænd i de klassiske kurdiske pludderbukser, der traver op af det hvide bjerg.

Hver især trækker de i et muldyr med to traktordæk på ryggen. Det er enestående. Filmen fik da også en Gylden Palme, som årets bedste debutfilm. Bahman Ghobadi har med “Berusede Hestes Tid” skabt en vidunderlig film.

SE EN SCENE FRA FILMEN HER: