Titel: Om Elly, درباره الی, About Elly

Instruktør: Asghar Farhadi

Manuskriptforfatter: Asghar Farhadi og Azad Jafarian

Udgivelsesår: 2009

Spillelængde: 1 time og 59 minutter

By Shahin Aakjær

2_granatæbler_ANMELDELSE

Hvis der er en ting, som dansk og iransk film har til fælles, er det fascinationen og opmærksomheden på socialrealismen. Det er hverdagen, der som regel er zoomet helt ind på. En stil Asghar Farhadi i høj grad har stået for og her er “Om Elly” fra 2009 bestemt ikke en undtagelse.

Vil man opleve Teheran uden uendelige trafikpropper, øredøvende dytten og båtten, og kunne man tænke sig at se solen for bare bilos i den iranske hovedstad, skal man besøge den, når iranerne har ferie. I nytårsferien i marts og sommerferien strømmer store dele af den teheranske middel- og overklasse ud af byen. De fleste tager nordpå, på grund af det kølige vejr og de frodige skove.

Her starter “Om Elly” også. En håndfuld relativt unge middelklassepar har taget børnene under armen, pakket bilen og kørt nordpå mod Det Kaspiske Hav. De tre par har også selskab af en køn og charmerende kvinde med kælenavnet Elly. Hun arbejder i den børnehave, som en af venneparrenes unger går i. De har også en ven med, som er flyttet til Tyskland.

Bagtanken er så, at de to skal lære hinanden at kende. Hvem ved, måske kunne det udvikle sig til en romance? Det starter da også som en hyggelig sommerhustur. Volleyball, dans, fis og ballade. Men glansbilledet fordamper ret brat. Da en af børnene er tæt på at drukne, forsvinder Elly midt i panikken. Er hun druknet eller stukket af? Og hvem er Elly egentlig i virkeligheden?

Det lyder som en spændende omgang, men det bliver det aldrig rigtigt. Filmen er langtrukken og bidrager til følelsen af hverdag, men som seer er det svært at identificere sig med karaktererne. De fleste af personlighederne i filmen kunne ikke rage mig meget mindre. 

På trods af at filmen næsten er stillestående i den første halve time, er tilskueren ikke hevet ind under huden på skuespillerne. Flere af dem gør ellers et godt stykke arbejde. Der er som om manuskriptet mangler at give dybere personligheder til karaktererne. Hver gang de er tæt på at have lidt kant, bliver det taget fra dem igen. Det er dog noget andet med Taraneh Alidoosti, der spiller Elly. Man kender hende også for hendes glimrende præstation i Sælgerenfra 2016, der også er instrueret af Asghar Farhadi. 

Man sidder foran skærmen og føler med hende. Men da hun på bedste Hitchcock-Psycho-vis forsvinder, inden filmen for alvor er i gang, sidder man tilbage uden en publikumsfavorit. I resten af filmen bliver man budt på desperation, panik, skænderier og skiftende oplysninger om, hvordan Ellys baggrund ser ud. Det er bestemt naturligt, at folk går i panik og bliver uenige i sådan en situation, men når man ikke føler for figurerne, bliver man træt af hysteriet. 

Asghar Farhadi er en dygtig historiefortæller og filminstruktør, med både “Nader og Simin – En Seperation” fra 2011 og Sælgerenfra 2016. Han har fat om roden på gruppedynamikker og har flere gange ramt hovedet lige på sømmet. Denne gang lykkedes det bare ikke helt for ham. Det er kun lige ved og næsten. 

Filmen vandt stor anerkendelse og var nomineret til en tysk guldbjørn ved Berlinalen. Men er siden synet lidt hen ved siden af Asghar Farhadis senere film. Men den skal have ros for at bryde med det billede af Iran, som mange har inde i hovedet. Der er hverken 1001 og En Nats Eventyr eller vrede gamle præster at finde her – Iran bliver afeksotificeret i “Om Elly”.

SE TRAILEREN FOR FILMEN HERUNDER:

Denne anmeldelse er skrevet af Shahin Aakjær.

Kandidat i Mellemøststudier/Persisk fra Københavns Universitet.

E-mail: info@fabeldyret.dk

Screenshot 2016-02-18 kl. 0:45:20