Af Adam Azizi Engell

VM 2018 i Rusland bliver en udfordring udover det sædvanelige for det iranske fodbold landshold, også kendt som “Team Melli”. Iran endte i VM-slutrundens  gruppe B, som udover Iran består af Spanien, Portugal og Marokko. Modstandere, som på nuværende tidspunkt ligger henholdsvis nummer 3, 6 og 42 på FIFA’s verdensrangliste, hvor Iran til sammenligning ligger nummer 33.

Så hvad skal man forvente af Irans gruppemodstandere? For VM-slutrunden har det med sjældent at skuffe med hensyn til overraskelser. Alligevel er det svært at se, hvordan Iran skulle overkomme Spanien og Portugal. Men lad os tage et kig.

 

Spanien – Nummer 6 på FIFA’s verdensrangliste – Spilles d.20/6/18 kl.21.00

Spanien er ethvert landsholds mareridt, og det er med god grund. VM 2010 i Sydafrika blev vundet af spanierne, med Barcelona-anfører Andrés Iniesta som eneste målscorer i finalen mod Holland. Spanien har fantastiske spillere, hvis ikke nogle af verdens bedste, på alle positioner. Det er ingen overraskelse, at spanierne vandt deres kvalifikations-gruppe foran blandt andre Italien. Med spillere som målmand David de Gea fra Manchester United, forsvarsspillere som Gerard Piqué og Sergio Ramos fra henholdsvis FC Barcelona og Real Madrid, midtbanespillere som Sergio Busquets, Andrés Iniesta, Francisco “Isco” Román Alcarcón Suárez og David Silva fra eurpæiske storhold som FC Barcelona, Real Madrid og Manchester City, samt angribere som Álvaro Morata og Diego Costa fra henholdsvis Chelsea F.C. og Atlético de Madrid, er Spanien blandt VM’s absolutte topfavoritter.

Spørgsmålet er så, om “Team MellI” kan stille noget op mod spanierne? I fodbold skal man være optimistisk, men ikke naiv. Iran kan overraske, men det ville kræve en indsats udover det sædvanlige fra iranerne og dertil en indsats under niveau fra spanierne. Man skal aldrig sige aldrig, men jeg har svært ved at se, at Iran skulle kunne få point mod spanierne.

 

Portugal – Nummer 3 på FIFA’s verdensrangliste – Spilles d.25/6/18 kl.21.00

Portugal er, på trods af deres høje placering på verdensranglisten, til at tale med. Portugal er forsvarende EM-vindere, hvor utroligt det end lyder med deres EM-forløb in mente, hvor Portugal ikke vandt én eneste kamp i ordinær spilletid før semifinalen. Det fortæller måske mere om Portugals egentlige niveau, at de endte med at skulle slå Schweiz i den sidste gruppekamp, for at undgå play-off til årets VM-slutrunde, hvilket de til gengæld også gjorde.

Portugal har en kraftfuld trup, med anfører Cristiano Ronaldo fra Real Madrid i spidsen. Ronaldo er ligeledes manden, som skal gøre forskellen for portugiserne i Rusland. Dermed ikke sagt, at Portugal ikke har andet at byde på, med spillere som midtbanespilleren Bernardo Silva fra Manchester City og angriberen André Silva fra AC Milan som nævneværdige spillere.

Iran og Portugal mødte hinanden under VM-slutrunden i 2006 i Tyskland, hvor portugiserne dengang trak sig sejrrigt ud af opgøret med en 2-0 sejr. I de 12 år der er gået siden da, har iransk fodbold udviklet sig kolossalt. Jeg vurderer derfor, at Iran sagtens ville kunne tage ét point fra portugiserne, hvis den som udgangspunkt solide iranske defensiv, spiller op til sit bedste. Portugal er til at tale med, hvilket deres kvalifikation vidner om. Det skal iranere have i baghovedet, når de står over for dem i Rusland, selvom det ville kræve, at iranerne leverer en præstation udover det sædvanlige.

 

Marokko – Nummer 42 på FIFA’s verdensrangliste – Spilles d.15/6/18 kl.18.00

Marokko, gruppens afrikanske deltager, bliver en interessant modstander. Iran er ifølge FIFA’s verdensrangliste bedre placeret end marokkanerne, men dermed ikke sagt, at Marokko ikke bliver en udfordring. Marokko vandt deres kvalifikations-gruppe foran stærke afrikanske nationer såsom Elfenbenskysten og Mali og spillede generelt nogle gode kampe. Udover deres gode VM-kvalifikations forløb, har de netop vundet Afrikas ækvivalent til EM, African Cup of Nations, efter en 4-0 sejr over Nigeria i finalen. Marokko hviler ikke på individuel kvalitet, men derimod på kollektivet. Enkelte spillere er dog nævneværdige, såsom forsvarsspilleren Mehdi Benatia fra Juventus og midtbanespilleren Hakim Ziyech fra Ajax Amsterdam.

Iran burde være i stand til at slå Marokko eller i hvert fald spille uafgjort. Det ville være skuffende, hvis Iran går fra kampen mod marokkanerne uden et eneste point, for det ville være ensbetydende med en præstation under niveau. En god kamp mod Marokko kan også være afgørende i forhold til, om Iran skulle overraske alt og alle og faktisk avancere fra gruppen.

Spændende bliver det at se, hvordan Iran trækker sig ud af deres tre VM-kampe. I hvert fald er det fantastisk, at vores landsholdspillere får lov at spille mod spillere af så stor kvalitet og samtidig vise sig frem på den største scene overhovedet. Vi krydser fingre!

 

Denne VM-optakt er skrevet af Adam Azizi Engell.

Studerer arabisk og islamstudier på Aarhus Universitet.

E-mail: adam.aziziengell@gmail.com