ANALYSE: Irans udenrigspolitiske strategi i nærområderne

Irans position i nærområderne er tæt knyttet sammen med forholdet til de andre aktører i området, både til allierede og modstandere.

Af Jan Bodholdt

Irans udenrigspolitik i tilbageblik

Den islamiske revolution i 1979 var kun et år gammelt, da Irak angreb Iran, hvilket blev indledningen på en 8 år lang krig. Irak blev støttet af Vesten og regionale lande som Saudi-Arabien og Egypten. Krigen blev en overlevelseskamp for revolutionen.

Til trods for de enorme menneskelige ofre med over en million døde og økonomiske tab på milliarder af dollars, som krigen medførte, fastholdt Ayatollah Khomeini den strengt ideologiske linje, der tilsagde, at Iran skulle eksportere den islamiske revolution.

Efter Khomeinis død i 1989, skiftede præsident Rafsanjani kurs og anlagde en mere pragmatisk holdning, hvor økonomisk velstand blev sat i forgrunden til fordel for udbredelsen af revolutionen.

Rafsanjanis efterfølger, præsident Khatami, ønskede at gå et skridt videre ved at søge en afspænding med Vesten, men hans udenrigspolitiske ambitioner blev holdt i skak af de konservative grupperinger, der fortsatte med at udstede bandbuller mod USA og dets allierede.

Pendulet svingede endnu engang, da Ahmadinejad blev præsident. Han førte en hård retorisk linje mod USA og Israel samt Vesten generelt. Efter 11. september 2001, hvor den amerikanske præsident George W. Bush udnævnte Iran til at være en del af ”Ondskabens Akse”, blev denne linje blot forstærket.

Den strategi og de mange års forarbejde, der førte til underskrivelse af atomaftalen i 2015, var et klart udtryk for Irans ønske om at frigøre sig fra international isolation og få en større samhandel med omverdenen.

Udsvingene i den iranske udenrigs- og sikkerhedspolitik har afspejlet, om det var det ideologiske eller pragmatiske fokus, der havde højeste prioritet. Skulle man tilnærme sig omverdenen og få bedre økonomiske vilkår eller skulle man følge Khomeinis ideologiske linje?

Overordnet set, må man dog konstatere, at det er den pragmatiske linje, der har været fremherskende, når det kom til konkret udenrigspolitik.

Man kan se flere eksempler på dette: I konflikten omkring Nagorno Karabakh støttede Iran det kristne Armenien mod Aserbajdsjan, Iran var tavse over for den russiske forfølgelse af muslimer i Tjetjenien, og man har fra Teherans side heller ikke løftet stemmen over for Kinas undertrykkelse af uigurerne.

Irans sikkerheds- og udenrigspolitik i dag

Situationen i Mellemøsten er i dag uoverskuelige. De mange aktører – hvoraf de vigtigste er Rusland, Tyrkiet, Israel, Saudi-Arabien, USA, og Iran – og deres allierede og de regionale militser – gør billedet uigennemskueligt.

Hertil kommer, at allierede i nogle tilfælde har modstridende interesser. For at sige det mildt, så er situationen ustabil.

Iran har i dag indflydelse og/eller militær tilstedeværelse i Irak, Syrien, Libanon (og Yemen, som ikke berøres i denne artikel). En tilstedeværelse, der overordnet skal ses i relation til den geopolitiske strid med Saudi-Arabien om at være den dominerende stormagt i området samt ønske om at inddæmme Israel. I langt mindre omfang er der tale om stillingtagen i den religiøse strid mellem shiitter og sunnier.

Irans tilstedeværelse i Syrien bygger som bekendt på et partnerskab med Rusland og Al Assads styre, men Irans tilstedeværelse i de ovennævnte lande er i lige så høj grad bundet op på den såkaldte Modstandsakse.

En alliance bestående blandt andet af Syrien, Hizbollah i Libanon samt Iran, hvortil der siden er kommet nye aktører som Den Folkelige Mobiliseringsstyrker (PMF) i Irak og De Syriske Nationale Forsvarsstyrke (SND) i Syrien.

Begge militser har en relativ stor folkelig opbakning, idet de ud over den militære organisation også laver socialt arbejde; De er opbygget efter samme model som den iranske Basij bevægelse, dvs. en struktur bygget op efter fx uddannelse (Studenter-Basij) eller stammetilhørsforhold (Stamme-Basij)

Når Iran er engageret i nabolandene, skyldes det flere strategiske overvejelser. Iran anser deres tilstedeværelse som en defensiv foranstaltning, en form for opretholdelse af en magtbalance, der skal forhindre angreb på landet.

Dertil kommer, at politisk ustabilitet og uro i et naboland altid kan udgøre en fare, og set fra Teheran, kan fortsat en tilstedeværelse i Irak og Syrien være en stabiliserende faktor, om ikke andet har man en mulighed for øjeblikkelig indgriben, hvis udviklingen ikke går deres vej.

Og endelig er det et udtryk for et geopolitisk ønske om at have en tilstedeværelse tæt op til Israel, ligesom det tilgodeser ønsket om adgang til Middelhavet.

Kan Iran opretholde sin position?

Det korte svar på ovenstående spørgsmål er et ja, i hvert fald på den korte bane. Men spørgsmålet er mere komplekst end som så.

Rusland, som er Irans største allierede i området, har et overordnet ønske, nemlig at bevare Assad ved magten og sikre freden, nu da IS næsten er nedkæmpet.

Russerne har nået, hvad de har kæmpet for, nemlig langt større magt i Mellemøsten og en kraftigere diplomatisk stemme samtidig med, at Putin – i egen selvforståelse – har vundet international respekt og prestige.

Dertil kommer, at Rusland har styrket grebet om deres flådebase i Tartus i den nordvestlige del af Syrien og deres eneste mellemøstlige flyvebase i Khmeimim, der ligger lidt nord for Tartus.

På den baggrund har den russiske udenrigsminister, Sergey Lavrov, sagt, at alle fremmede styrker skal forlade Syrien. Det er blevet tolket som om, at Ruslands og Irans veje er ved at skilles, og at Rusland vægter hensynet til fred højere end forholdet til Iran.

Men Iran og Rusland har sammen med Tyrkiet netop afsluttet to dages forhandlinger i Geneve om et udkast til en syrisk forfatning, så mere uenige er de ikke. Og den nylige historik peger på, at Rusland står sammen med Iran.

Putin var på besøg i Teheran i november 2017 og Rusland nedlagde i april 2018 veto mod et forslag i FN’s Sikkerhedsråd rettet mod Iran. Endeligt har Rusland og Syrien en fælles interesse – og en fælles opgave – i at medvirke ved genopbygningen af det smadrede Syrien.

Måske kan Lavrovs udtalelse bedre forstås gennem Assads påstand om, at der ikke er iranske militærbaser i Syrien, kun officerer, der hjælper den syriske hær. Sådan kan realiteterne jo også omgås.

Iran selv ønsker en bevarelse af status quo, dvs. at fastholdelse af sin tilstedeværelse i nærområderne også nu, hvor de direkte konfrontationer på slagmarken er ved at være overstået.

De har haft mange menneskelige ofre og store økonomiske udfordringer ved krigen, som de ikke kan bære i fremtiden. Derfor har de det samme ønske som Rusland, nemlig at undgå fremtidige krigshandlinger. Men samtidig har omkostningerne været så store, at man ikke blot kan lade dem gå tabt.

De vil derfor ikke lade sig trænge bort fra deres interessesfære, uanset hvad Rusland mener. Læg dertil, at Iran har en de facto kommando over PMF, så alt andet end deres fortsatte tilstedeværelse er usandsynlig.

Dog må man igen understrege Irans pragmatiske tilgang til tingene, således skulle de ifølge det syriske observatorium for menneskerettigheder være ved at forberede sig på en tilbagetrækning af iranske og Hizbollah soldater fra Deraa og Quneitra områderne i det sydlige Syrien.

I Irak fik valget i maj 2018 ganske vist ikke det resultat, som Iran havde håbet, idet Muqtada al-Sadr vandt valget med sin nationalistiske Sairoon koalition, der – selvom han er shiit – ønsker at sætte en stopper for al fremmed indflydelse i landet og altså også Irans.

Irans allierede, premierminister Haider al-Abadi, der også er på god fod med USA, kom kun ind på en tredje plads. Men valget har endnu ikke ført til dannelse af en ny regering, og det er tvivlsomt, om Sadr kan veksle valgsejren til en regeringsmagt.

Under alle omstændigheder har Iran foretaget store investeringer i Irak, bl.a. i kraftværker, som ikke blot er sket for irakernes blå øjnes skyld, men for at sikre egen tilstedeværelse og indflydelse.

I Libanon var der også valg i maj, hvor Hizbollah gik frem, og nu sammen med dets allierede sidder på omkring halvdelen af pladserne i parlamentet.

Det må derfor konkluderes, at Iran for nuværende kan opretholde sin tilstedeværelse i nærområderne. På den længere bane tegner situationen sig imidlertid langt meget mere kritisk for Iran.

Ønskerne om at trænge den iranske indflydelse tilbage og måske oven i købet anspore til et regimeskifte er udtalte fra den uhellige alliance mellem USA, Saudi-Arabien og Israel.