Titel: Jægeren, شکارچی, The Hunter

Instruktør: Rafi Pitts

Manuskriptforfatter: Rafi Pitts

Udgivelsesår: 2010

Spillelængde: 1 time og 32 minutter

Af Shahin Aakjær

Et gråt og regnvådt efterårsunivers af tåge og tyk håbløshed driver ned ad væggene i dette oversete mesterværk. En hovedperson, der slås med selve filmen om at være mest lakonisk. Og sidst men ikke mindst en subtil kritik, der går til grænsen, men er leveret i elegant indpakning. “ Jægeren” er en af 10’ernes mest oversete iranske film.

Vi følger den tavse fritidsjæger Ali, som er tidligere straffefange. Han arbejder som nattevagt, men er ked af at have en skæv døgnrytme og derfor ser han så lidt til sin kone og datter. Vi følger ham på arbejde, gennem trafikken, frem og tilbage mellem arbejdspladsen, og hans hjem i en grå betonblok, de søvnløse dagstimer og jagtturene i Nordirans skove. Seeren bliver holdt fast i kvalmende gentagelser, indtil den dag konen og datteren ikke kommer hjem.

Det viser sig, at de begge to er omkommet i en skudveksling mellem politiet og oprører. Det slukker Alis sidste livsgnist, og hele hans verden ramler sammen. I ren harme skyder han to betjente, og filmen ændrer sig fra et langsomt drama, til en spændingsfyldt actionfilm. Jægeren bliver den jagtede, da politiet forsøger at fange ham. Efter en biljagt i total tåge, fortsætter Ali og to betjente til fods ind i skoven. Han bliver pågrebet, men de er faret vild. Filmen forvandler sig igen til et drama mellem den sammenbidte Ali, en korrupt og temperamentsfuld overbetjent og en ung værnepligtig, der fungerer som politiassistent.

Rafi Pitts har siddet med flere hatte på som både instruktør, manuskriptforfatter og hovedrolleindehaver, hvilket sjældent har et godt slutresultat. Men i dette tilfælde fungerer alle tre dele pragtfuldt. Han spiller overbevisende og passer glimrende til rollen. Han er ikke køn. Tværtimod. Han er en sammenbidt antihelt med et hævnmotiv, som vi især kender det fra spaghettiwesterns. Han er “. .. the strong silent type…”, som Tony Soprano efterlyser i serien The Sopranos (1999 ­ 2007). På trods af at han lader sin harme gå ud over to tilfældige betjente, mister seeren ikke sympatien for ham.

Hele vejen igennem filmen finder man en kritik af det iranske samfund. Første gang man støder på den er i en af de mange klip i bilen. Ali har netop fået afslag på at få dagvagter, da han slukøret kører hjemad. På turen er radioen tændt, og Irans åndelige leder, Ali Khameneis, stemme fortæller, hvordan befolkningen skal deltage i kampen for at gøre Iran til et endnu bedre land. Klip til den sættekasse af en grå betonblok, hvor man kun lige kan ane, at han låser sig inde i sit lille, triste hjem. En lille stilfærdig kritik af den skævvridning man kan finde i Iran.

Hele den måde det offentlige tager sig af familiemedlemmernes dødsfald og Ali som den efterladte, lugter også langt væk af mistillid. Sidst men ikke mindst ligger der også en detalje i forskellen på de to betjente, der arresterer ham i skoven. Den ene har været i det længe og er blevet korrupt og magtbegærlig. Han er sågar ved at skyde Ali af bare irritation og frustration. Den unge værnepligtige betjent sætter sig dog imod. Han fremstår mere uspoleret og har en større forståelse for Alis situation.

“Jægeren” var nomineret til en guldbjørn i Berlinalen, men måtte desværre se sig slået. Det er en overset film, som har meget at tilbyde sit publikum. Der er et overvæld af smukke billeder. Lydsiden er skrabet, men utroligt stemningsskabende og skuespillet er overbevisende og medrivende. Den minder på mange måder om Nicolas Winding Refns “Drive” fra 2011, og det ville ikke undre mig, hvis den danske instruktør har set netop denne film.

SE TRAILEREN FOR FILMEN HER:

Denne anmeldelse er skrevet af Shahin Aakjær.

kandidat i Mellemøststudier/Persisk fra Københavns Universitet.

E-mail: info@fabeldyret.dk