Af Adam Azizi Engell

Landsholdsfodbold i dag er ikke ligesom landholdsfodbold for 25 år siden.

På de forskellige landshold rundt omkring i Europa figurerer mange spillere, som enten ikke selv er født, eller har forældre, som ikke er født i landet, de repræsenterer.

Dog repræsenterer de landet, eftersom de er opvokset i det og har fået deres opdragelse, fodboldmæssige som ikke-fodboldmæssige, i landet.

 

Iran er anderledes på dette område.

Mere eller mindre alle spillerne er født og opvokset i Iran, men Carlos Queiroz begyndte på noget, Iran ikke rigtigt havde gjort før.

Han analyserede den iranske diaspora og udvalgte spillere fra netop denne.

Krigen mellem Iran og Irak resulterede i massive flygtningestrømme fra Iran og til i særdeleshed Europa og USA, hvor mange iranere bosatte sig og påbegyndte nye liv.

Især lande som USA, Tyskland og Sverige har mange beboere med iransk herkomst, hvilket ses på det iranske landshold i dag.

 

Ashkan Dejagah

Ashkan Dejagah, som er født i Teheran, flyttede med sin familie til Berlin i Tyskland som 1-årig. Dejagah spillede på diverse tyske ungdomslandshold fra 2001 til 2009 og vandt U21 EM med Tyskland i 2009.

I dag spiller han dog på det iranske landshold, hvor han fik sin debut 29/2 2012 mod Qatar, hvor han i øvrigt scorede to gange.

I dag er Dejagah en profil på det iranske landshold og muligvis den eneste spiller, som man kender, medmindre man aktivt følger det iranske landshold, hovedsageligt pga. hans tid i tyske Wolfsburg.

 

Steven Beitashour

Steven Beitashour, født i San Jose, USA, er ligeledes en spiller, som Carlos Queroiz introducerede på “Team Melli”. Beitashour var omkring det amerikanske landshold i forbindelse med en træningskamp mod Mexico, dog uden at komme på banen.

På banen kom han til gengæld for det iranske landshold, hvor han spillede i forbindelse med kvalifikationen til AFC Asian Cup 2015.

Beitashour var også i truppen til VM 2014, dog uden at komme på banen.

Selvom han faktisk var inkluderet i Queroiz 35-mands trup til VM 2018, har han ikke fået spilletid siden Asian Cup kvalifikationen.

Og nu heller ikke inkluderet i den 23-mands trup, som netop er rejst til Rusland.

 

Daniel Davari

Daniel Davari, født i Giesen, Tyskland, har ligeledes været omkring på det iranske landshold.

Davari fik sin debut i Asian Cup-kvalifikationen, efter invitation fra Queroiz, ligesom Beitashour gjorde det.

Davari var ligeledes inkluderet i truppen til VM 2014, dog uden at komme på banen.

Davari har ikke spillet for Iran siden, hvilket det heller ikke ser ud til, at han kommer til.

 

Saman Ghoddos

Saman Ghoddos, født i Malmø, Sverige, er den nyeste spiller på Team Melli, fra den iranske diaspora.

Ghoddos, som netop er kommet på årets hold i den svenske Allsvenskan, har potentialet til at blive en profil på det iranske landshold på grund af sit høje niveau.

Netop det høje niveau er det svenske fodboldforbund bevidst om, hvilket var grunden til, at de også kontaktede Ghoddos, dog efter det iranske fodboldforbund og Queroiz.

Ghoddos er blevet indlemmet i truppen til VM og har allerede scoret sit første mål, hvilket han gjorde i en testkamp mod Panama 9/11 2017.

 

Hvorfor Iran frem for Vesten?

Spørgsmålet er, hvorfor unge mennesker med iranske rødder, dog født og opvokset i Vesten, alligevel vælger at spille for Iran?

Der er flere grunde til dette, hvor det oftest er fremtidsperspektivet, der afgør udfaldet. Chancen for at spille regelmæssigt for Iran, fremfor Tyskland eller Sverige, er enorm.

Udover fremtidsperspektivet, skal man ikke negligere kærligheden til Iran, som mange trods alt føler, selvom de er født og opvokset i Berlin eller Malmø. Det er på den anden side heller ikke alle, der fravælger landet, de er født og opvokset i, til fordel for Iran.

Daniel Arzani, som er født i Iran og derudover netop kåret til årets unge spiller i den australske A-League, har valgt det australske landshold, som han ligeledes skal repræsentere ved VM.

Spændende bliver det i hvert fald at følge vores drenge, om de repræsenterer Iran eller Australien eller noget tredje land, for de iranske rødder er, når alt kommer til alt, svære at komme uden om.

 

Denne VM-optakt er skrevet af Adam Azizi Engell.

Studerer arabisk og islamstudier på Aarhus Universitet.

E-mail: adam.aziziengell@gmail.com