Titel: Blodrødt Guld, طلای سرخ, Crimson Gold

Instruktør: Jafar Panahi

Manuskriptforfatter: Abbas Kiarostami

Udgivelsesår: 2003

Spillelængde: 1 time og 37 minutter

 

Af Shahin Aakjær

5_granatæbler_ANMELDELSE

Filmen åbner med et brag, og derfra er der ingen vej tilbage. Som seer får du et indblik i nogle af det mest tarvelige sider af Irans hovedstad, Teheran. En verden så mørk, trist og barsk, at filmen aldrig blev vist i iranske biografer.

 

Der er knald på fra starten. Inden filmens første billede træder frem, kan man høre råb, skrig, banden og svovlen. Billedet af en tyk røver med en pistol og en styrthjelm dukker op, og så er “Blodrødt Guld” skudt i gang. Vi følger hovedpersonen Hussein, en mand uden den store livsgnist. Han er krigsveteran og lever nu som pizzabud. Netop det job giver ham et enestående indblik i uligheden i Irans samfund. Både fattige og rige bestiller pizza, og Hussein kører rundt på sin Honda og kan tydeligt se skævvridningen i samfundet.

 

Tidligt i filmen møder vi også Ali, Husseins makker, kollega og kommende svoger. Han ser meget op til Hussein, og sammen klarer de sig med røven i vandskorpen. Ali har stjålet en dametaske, og i den finder de en kvittering på en utrolig dyr halskæde. Hussein ved, at han aldrig vil få penge til den slags, på et pizzabuds lønbudget. Derfor vil han forbi juvelbutikken og se med egne øjne, hvordan et så dyrt smykke ser ud. Men Ali og Hussein bliver på grund af deres sølle udseende nægtet adgang til butikken. Hussein bliver truffet over den behandling, og hans verden falder stille og roligt fra hinanden.

 

Da Hussein så en dag bliver inviteret inden for af en rigmandsknægt, der har bestilt et par pizzaer, oplever han en fremmed verden af overflod. Hussein bliver konstant skubbet længere og længere ud mod kanten.

 

I Danmark så vi i 90’erne og 00’erne en bølge af film om Københavns kriminelle underverden: “Blinkende Lygter”, “Pizza King” og “Pusher­triologien” er et par af de mest populære. Den slags film har været svære at få øje på i Iran efter revolutionen og præstestyrets magtovertagelse i 1979. Censuren har ganske enkelt ikke tilladt den grove vold, fortvivlelsen og kriminaliteten. “Blodrødt Guld” er dog en undtagelse og netop derfor fik den ikke premiere i Iran tilbage i 2003, da den så dagens lys for første gang. Filmen er ellers et godt eksempel på, at millionbyen Teheran danner en god baggrund for den type historier.

 

Filmen er instrueret af Jafar Panahi, som med film som “Den Hvide Ballon” fra 1995 og “Cirklen” fra 2000 har slået sit navn fast i hele verden. Manuskriptet er skrevet af Abbas Kiarostami, som blandt andet vandt De Gyldne Palmer med “Smagen Af Kirsebær” fra 1997. Så holdet bag er stærkt, og det kan ses på produktet.

 

Hovedpersonen Hussein spilles af Hossain Emadeddin, der ikke er uddannet skuespiller. Dette er hans eneste filmrolle, men han gør det overbevisende. I virkeligheden er han paranoid skizofren og har arbejdet som pizzabud. Som seer er det derfor svært at se, hvor meget han spiller skuespil, og hvor meget han bare er sig selv.

 

Filmen er først og fremmest en hård samfundskritik. Flere steder i filmen er Hussein vidne til mere eller mindre tvivlsomme arrestationer. Blandt andet bliver han tilbageholdt af politiet, foran en bygning han skal levere pizza til.

 

Der finder en fest sted inde bag de nedrullede gardiner, som tilsyneladende er uetisk. Imens Hussein sidder og venter på, at festen bliver ryddet, falder han i snak med en ung værnepligtig soldat. En alt for ung soldat. For hver gang filmen introducerer en ny figur, får publikum en lille ny historie serveret.

 

Det er heller ikke let at være en ung soldat, der skal arrestere festglade unge, eller at være en rigmandsknægt i Den Islamiske Republik. Det er, som Dan Turéll sagde “… ikke let for nogen…”.

 

SE TRAILEREN FOR FILMEN HER:

 

Denne anmeldelse er skrevet af Shahin Aakjær.

Studerer Mellemøststudier/Persisk på Københavns Universitet.

E-mail: fabeldyret@kragetaeer.dk

Skærmbillede 2016-02-18 kl. 00.45.20