Titel: Hamoun, هامون, Hamoun

Instruktør: Dariush Mehrjui

Manuskriptforfatter: Dariush Mehrjui

Udgivelsesår: 1990

Spillelængde: 2 timer

 

Af Shahin Aakjær

Skærmbillede 2016-06-16 kl. 22.07.54

Hamoun” er skabt af den anerkendte Dariush Mehrjui og stikker ofte snuden frem på lister over iranske mesterværker. Men den er for usikker og tror ikke rigtigt på sig selv. Den svinger mellem at ville være filosofisk storfilm og en iransk kopi af en italiensk efterligning af en 80’er­Hollywoodproduktion.

 

Hamid Hamoun er en distræt mand med mange jern i ilden. Han lever et middelklasseliv og kæmper med arbejdet, sin kærlighed til litteratur, en Ph.D. og en en kone, der vil skilles fra ham. Ingen af dem har styr på deres liv, og ægteskabet skrænter. Hamid vil dog ikke skilles. Han tror inderligt på, at kærligheden vil vinde i sidste ende. Men han føler, at verden er imod ham. Hans hustru bruger for mange penge, svigermoderen holder med sin datter, psykiateren lytter ikke rigtigt efter, og hans kollegaer tænker kun på profit. Han bliver drevet længere og længere ud mod kanten til vanvid og det grænseland forsøger filmen at vise sit publikum. Grænsen mellem fantasi, stresshallucinationer og virkelighed er udvisket.

 

Men filmen lykkedes ikke med det, den gerne vil. Der er simpelthen for store udsving. Hver gang scenerne er tæt på at krybe ind under huden, falder det til jorden igen. Mellem store overvejelser om kærlighed og eksistens, dukker der fjollede replikker og lommefilosofisk ævlebævle op. Manuskriptet prøver for hårdt med referencer til Lev Tolstoj og Søren Kierkegaard, men halter for tydeligt. En voiceover forsøger at hive publikum med ind i hovedet på Hamid. Som hvis han talte til sig selv. Men i stedet går det op seeren, hvorfor man ikke taler til sig selv, når der er andre tilstede. Det lyder ganske enkelt tåbeligt.

 

Hovedpersonen, der spilles af Khosro Shakibai, vinder ikke rigtigt seerens sympati. Det er vel nok en af de største svagheder i “Hamoun”. Det er væsentligt sværere at leve sig ind i en film, hvis man ikke føler med hovedpersonen. Han slår sin kone og fyrer den ene patetiske observation efter den anden af. Men det er hans konstante ynk, der tager sympatien fra ham. Filmhistorien har ellers fået biografgængere til have forståelse for barnemordere, voldtægtsmænd og nynazister. Men i dette tilfælde, er det glippet fuldstændigt.

 

Hamoun” har dog også sine lyspunkter. Selvom Dariush Mehrjui skulle havde overladt manuskriptet til en anden, har han gjort et godt arbejde som instruktør. Billedsiden har nogle højdepunkter og veksler på elegant vis mellem storby og natur. De drømmende scener er fascinerende. Særligt to af filmens øjeblikke skiller sig ud. I et af de mange tilbageblik, husker Hamid et moment fra sin barndom. Hamids søskende og ham driller farmoren, og Hamid lader som om, han drukner. Hun bliver selvfølgeligt chokeret, og det er også en grov joke. Men den måde børnene smiler internt på, og hele scenen er bygget op, gør det sjovt at se. Tilbage til filmens nutid. Hamid besøger igen sin farmor, da han skal låne en jagtriffel.

 

Samtalen mellem de to er porøs, og blandingen af humor og Hamids respekt for farmoren løfter scenen.

 

Det er også en modig film. I Iran er der et væld af situationer, som man ikke kan vise på det store lærred. Her går “Hamoun” lige til grænsen. Der bliver flirtet med vestlig kultur, ateisme og selvmordsforsøg. Alt sammen noget, man sjældent får lov til at se som iransk biografgænger.

 

Manden bag filmen, Dariush Mehrjui, har også skabt Koen. En af iransk filmhistories vigtigste brikker. Han vandt også stor anerkendelse med “Hamoun”, men selvom den opper sig hen imod slutningen, er det en overvurderet film. Det skal dog siges, at det er morsomt at se den 80’er­stemning, der præger hele filmen. Skulderpuderne, solbrillerne og det John Carpenter­agtige soundtrack. Hamid, der ligner en discount udgave af Tony Montana, når han kører rundt i sin Paykan med habitjakke, cowboybukser og ryger smøger. De Dario Argento­lignende farver og billeder i de drømmende scener. Det i sig selv gør filmen interessant, hvis man har smag for Irans nyere historie.

 

SE ET UDKLIP FRA FILMEN HER:

 

Denne anmeldelse er skrevet af Shahin Aakjær.

Studerer Mellemøststudier/Persisk på Københavns Universitet.

E-mail: fabeldyret@kragetaeer.dk

Skærmbillede 2016-02-18 kl. 00.45.20

 

Gem