Af Jonatan Bendix

De fleste turister, der besøger Iran, tager turen rundt i det centrale Iran: byer som Teheran, Esfahân, Shirâz, Kâshân og Yazd. Disse byer er spændende at besøge, og naturen omkring dem (ørkenen udenfor Kâshân eksempelvis) er bestemt et besøg værd, men Iran har også mange andre interessante destinationer at besøge.

I det nordvestlige Iran – nogle timers kørsel fra den gamle hovedstad Qazvin – ligger en lille landsby kaldet Gazârkhân. Landsbyen har en lille købmand og ikke så meget mere. Det, der gør Gazârkhân værd at besøge, er dens beliggenhed langt inde i Alborzbjergene. Det er et dramatisk og smukt bjerglandskab, der er værd at vandre i.

Hovedattraktionen er dog middelalderfæstningen Alamut, der på en 2.150 meter høj klippe troner over landsbyen. Denne borg var nizâri-ismailiernes hovedkvarter i perioden 1090-1256. Tænker man tilbage på middelalderens belejringer, vil man hurtigt indse, hvorfor netop Alamut var så velegnet som hovedkvarter: Alborzbjergenes ufremkommelighed og borgens nærmest uindtagelige placering på toppen af et bjerg var ideelt for en minoritet i konflikt med det dominerende abbasidekalifat.

Nizâri-ismailisme virker måske ikke umiddelbart bekendt, men det gør det franske assassin (snigmorder) nok. Dette ord benyttedes oprindeligt om nizâri-ismailierne (forkortet: nizârierne) af deres teologiske modstandere i abbasidekalifatet. Det arabiske hashashin, som simpelthen var et nedladende udtryk, der blev brugt om nizârierne af deres muslimske modstandere, blev i Europa til det velkendte assassin og fik simpelthen betydningen snigmorder, sådan som ordet bruges i dag.

I 1090 lykkedes det den ismailitiske dâ’i (‘missionær’) Hassan-e Sabbâh, der i øvrigt er et velkendt navn blandt de historieinteresserede iranere, at indtage Alamut fra den lokale abbasidiske guvernør. Det skete ikke via en traditionel belejring, men derimod ved en langsom infiltration, der til sidst sikrede, at Hassan-e Sabbâhs støtter kunne få guvernøren og hans garnison til at overgive sig.

På dette tidspunkt var ismailierne endnu én shi’itisk trosretning af mere eller mindre homogen karakter. Deres imamer (efterkommere af profeten Mohammad – mere specifikt af dennes svigersøn Ali og datteren Fatima) regerede over fatimidekalifatet med hovedsæde i Kairo, Egypten og var en stærk politisk spiller i regionen. I 1094 kuppede imamen Nizârs lillebror sig dog til magten og Nizâr måtte flygte for derefter at blive fanget og dræbt. Dette danner grundlaget for et afgørende skisme, der splittede ismailierne i to grupper: Nizârierne og Musta’lierne (efter Nizârs lillebror Al Musta’li).

Ifølge nizarierne overlevede Nizârs efterkommere og levede i hemmelighed forskellige steder i regionen, indtil den 23. imam Hassan II trådte frem fra sit skjul og blev hersker over Alamut og nizariernes territorium i 1162.

Fra da af herskede nizâri-imamerne indtil mongolernes invasion og endelige erobring af Alamut i 1256. Nizâri-ismailierne er et fascinerende emne indenfor islam: De har udviklet sig på en unik måde, der ikke minder om den dominerende 12-er shi’ismes udvikling. Dette kommer blandt andet til udtryk i dag: Nizâri-ismailierne har en levende imamlinje med den nuværende og aldrende 49. imam Shah Karim al Hussaini Aga Khan, der har sit hovedsæde i Frankrig. Blandt nutidens nizârier er to af de mere særprægede standpunkter, at kvinder opfordres til ikke at bære tørklæde (der er dog ingen tvang), og at græsrodsbevægelser og kulturel pluralisme er en styrke frem for en hæmsko for et velfungerende moderne samfund.

Nutiden har naturligvis ikke meget at sige om middelalderens nizâri-ismailier. Men måske har den konstante tilstand som perifer politisk og religiøs magt siden skismet i fatimidekalifatet været en af grundene til, at denne shi’itiske gren måtte udvikle sig på en mere fleksibel måde end større islamiske retninger i regionen, der fra 1400-1500-tallet knyttede sig til enten det osmanniske eller det safavidiske rige.

Assassin’s Creed og den sorte legende 
Grundet nizâriernes trange kår som mindre politisk rival til de dominerende fatimide- og abbasidekalifater opererede de ofte gennem ukonventionel krigsførsel. Eksempelvis snigmyrdede Hassan-e Sabbâhs tilhængere den magtfulde abbasidiske guvernør Nizam ol-Molk i 1090.

Denne subtile måde at håndtere sine modstandere på dannede grundlag for en række myter om nizarierne og ismailierne generelt, ikke mindst afstedkommet af deres teologiske modstandere. Historikeren Farhâd Daftary sammenfatter disse myter under termen ‘den sorte legende’; et begreb, der dækkede over en række fantasifulde fordomme: At nizariernes fedâyun (snigmordere) tog stoffer, før de tog af sted på en mission, at de lavede mystiske hedenske ritualer, og værst af alt at ismailismen som helhed var en djævelskab, der havde til formål at udrydde islam.

Der er ikke meget historisk belæg for, at nogle af disse påstande skulle være sande, og især sidstnævnte er ren fabrikation; Nizarierne fulgte deres lærde dâ’i-er og imamer i troen på, at de repræsenterede den bedste fortolkning af islam. De mente, at Gud havde sat sit lys i imamerne for at blive videregivet generation efter generation. Dette er en generel shi’itisk tradition, men i modsætningen til andre grene af shi’ismen er nizariernes imamlinje stadig levende i dag.

I dag lever de kreative myter om nizârierne videre i populærkulturen. Bestseller-computerspillet Assassin’s Creed tager for eksempel udgangspunkt i deres fæstning i Masyaf, Syrien, der nogle årtier efter Alamut blev erobret af dâ’i-en Rashid ad-Din Sinân (d. 1192), bedre kendt på engelsk som The Old Man of the Mountain. Spillet hævder ikke at være historisk korrekt og er snarere en hyldest til en dramatiseret udgave af middelalderen med fantasy-elementer indblandet. Man kan håbe, at det har skabt en bredere interesse for denne shi’itiske grens historie.

Nizârierne tæller i dag omkring 15-20 millioner på verdensplan og er derfor en forholdsvis lille minoritet indenfor islam. Dette forhold understreges kun yderligere af, at de lever i en lang række forskellige lande, der ikke begrænser sig til Mellemøsten.

I det østlige Tadsjikistan, provinsen Gorno-Badakhshan, er de den dominerende religiøse gruppering, hvilket også gør sig gældende på den anden side af grænsen i den nordlige afghanske Badakhshan-provins. I den syriske by Salamiyya har de siden middelalderen haft en fast tilstedeværelse, og det samme gør sig gældende i den nordlige del af Indien (Gujarat-provinsen) og i Pakistan (Hunza-dalen).

Fra Indien tog nizari-købmænd til Østafrika og bosatte sig der i århundrede. I 1972 blev de på ordre fra diktatoren Idi Amin smidt ud af Uganda som led i hans etniske udrensninger af 80.000 borgere med asiatiske rødder. Med hjælp fra imamen slog mange af disse flygtninge sig ned i Vesten og i Asien.

Det korte af det lange er, at nizârierne igennem deres historie er blevet spredt ud over hele verden, og dette faktum vidner om den kulturelle og religiøse udveksling på tværs af regioner, der har fundet sted, og som alt for ofte glemmes i nutidens nationale narrativer og grænsedragninger. Vender vi tilbage til fæstningen Alamut i de iranske Alborzbjerge, kan vi se, at det var her hele historien begyndte.

Hassan-e Sabbâh forblev loyal over for imamen Nizâr og brød med fatimiderne. I de næste 162 år udviklede nizârierne sig fra Alamut til en regional magt, der spillede et indviklet magtspil med fatimider, abbasider og de nye korsfarerstater. Alt dette sluttede brat med mongolernes invasion i 1250erne. Alamut blev i 1256 erobret af den mongolske khan Hülegü (Genghis Khans barnebarn) og blev aldrig igen militært relevant. Det skete dog ikke ved belejring, men derimod fordi imamen overgav sine besiddelser til mongolerne.

Den begrænsede mængde ruiner, der i dag er tilbage af Alamut, er ikke i sig selv noget særligt. Det er ikke Persepolis. Men mens man langsomt bevæger sig op ad den smalle og stejle sti, der fører fra landsbyen til fæstningen, kan man ikke lade være med lade sig imponere over, hvordan middelalderens folk bar sig ad med at bygge en borg på et så ufremkommeligt sted.

Det kommer derfor heller ikke som en overraskelse, at denne fæstning har været næsten umulig at indtage.

Alamuts historisk betydning er ikke blevet overset af den iranske stat, der i dag er ved at restaurere borgen og dermed gøre den mere attraktiv for turister.

Denne tekst er skrevet af Jonatan Bendix.

Studerer Persisk på Københavns Universitet.

E-mail: jonatan.bendix@gmail.com