Titel: Bashu Den Lille Fremmede, باشو غريبه کوچک, Bashu The Little Stranger

Instruktør: Bahram Beizai

Manuskriptforfatter: Bahram Beizai

Udgivelsesår: 1989

Spillelængde: 2 timer

Af Shahin Aakjær

Iran er et meget sammensat land. Man finder et væld af forskellige etniske minoriteter og religiøse mindretal. Det er der ikke mange, der ved. Selv inden for landets grænser finder man folk, der ikke ser Iran som en kombination af forskellige kulturer. Det gør filmen “Bashu, Den Lille Fremmede” op med.

Krigen mellem Iran og Irak hærgede især den sydlige del af Iran op igennem 80’erne. Her bor Bashu med sin familie. Han er en lille mørk, iransk dreng, som taler arabisk med sine forældre. Men da begge hans forældre dør, og huset brænder under et luftangreb, flygter han. Som blind passager på en lastbil, kommer han fra det golde og krigshærgede ørkenlandskab i syd, til det frodige og fredelige Nordiran. Men landskabet, sproget og ansigterne ser så anderledes ud, at Bashu tror, han er kommet til et fremmed land.

Han søger derfor tilflugt i en lille landsby, hvor Naii bor med sine to børn. Naiis mand er bortrejst for at finde arbejde. Så hun knokler hårdt for at passe både børn og landbrug. Da hun i første omgang møder Bashu, er hun mistroisk. Den fremmede mørke hudfarve og sprogbarrieren hjælper heller ikke på det. Alligevel tager hun Bashu til sig til landsbyens store forundring og forargelse.

I Iran anses “Bashu, Den lille Fremmede” som en klassiker, men uden for landets grænser har den ikke fået så meget opmærksomhed. I 1999 blev den kåret som Irans bedste film nogensinde af 150 anmeldere og filmfolk. Den har en helt speciel plads på hylden som en af Irans allerstørste filmklassikere.

Plottet er relativt simpelt, og filmen kunne sagtens havde været kortere, hvis det bare var meningen at fortælle en historie om sammenhold. Men det er symbolerne og legen med kulturforskellene og overtroen, der gør filmen til noget særligt. Blandingen af hjerteskærende billeder af Bashus biologiske mor, der løber rundt med ild i sin chador og de små hjertevarme scener, hvor Bashu og Naii opbygger et tæt forhold. Det er dem, der løfter det hele. Det er nærmest magisk realisme, når den traumatiserede Bashu ser sin mor gå bag Naii. Virkeligheden, fantasien og savnet smelter sammen i hovedet på barnet Bashu og når at blande sig med de voksnes verden.

Susan Taslimi, der spiller Naii, er helt vidunderlig at følge. Hun tager ansvar, tør at gå imod resten af det lille landsbysamfund og sin mand, og hun vinder hurtigt Bashus tillid. Alt det gør hun i en sådan overbevisende grad, at man fuldt ud tror på hende. Man kommer til at holde af hende. Eksempelvis når hun efterligner dyrelyde, hvilket hun ofte gør. Ikke bare for at skræmme vildsvin væk fra marken, men også mere uskyldige dyr som ænder og høns efterligner hun.

Særligt i en scene træder Naii for alvor i karakter. Som bekendt er faren ikke hjemme, fordi han arbejder langt væk. Men han sender breve hjem til sin familie i ny og næ. Naii er analfabet, så hun får hjælp af naboen til at læse og skrive brevene. Da faren finder ud af at den forældreløse Bashu er gæst i huset, er han ikke begejstret. Det er bare endnu en mund, der skal mættes. Det brev sidder naboen og læser højt, men da han når til afsnittet om Bashu, river Naii brevet ud af hånden på naboen og digter selv en positiv slutning på brevet for ikke at såre Bashu. Det lyder måske en smule banalt, men det er en stærk scene i en stærk film.

SE TRAILEREN FOR FILMEN HERUNDER:

Denne anmeldelse er skrevet af Shahin Aakjær.

Kandidat i Mellemøststudier/Persisk fra Københavns Universitet.

E-mail: info@fabeldyret.dk