“If the shah is about to fall, it will be due largely to the cassette tape”

Af Nathalie Vandsø Hajian

Sådan lød det fra den franske filosof Michel Foucault, der befandt sig i Iran i 1978 under den iranske revolution. Siden anden halvdel af det tyvende århundrede er kassettebånd blevet brugt til at sprede religiøse budskaber på tværs af grænser i Mellemøsten.

Kassettebåndet kom til at spille en stor rolle i Iran, navnlig i årene op til den iranske revolution i 1978-79. Bånd med cubansk, algerisk og kinesisk revolutionær musik var nemme at finde frem til. Derudover indspillede religiøs lærde med stor autoritet også bånd med taler, som afspilledes i moskeerne og i de traditionelle religiøse netværk såsom basarerne rundt omkring i landet.

Idet staten havde kontrol over et stort antal af de organiserede sekulære grupperinger og ligeledes censurerede alle former for publikationer med anti-regime indhold, var netop moskeerne og de tilhørende basarer de eneste autonome sfærer i det offentlige rum, hvor statsuafhængig kommunikation eksisterede.

Basaren og moskeen havde også kontakt til middelklassen. Shahens hemmelige politi, SAVAK, kunne dog infiltrere dette miljø, hvilket betød, at man i realiteten aldrig kunne vide sig sikker, når det kom til kritik af shahens regime. Ikke desto mindre blev både anvendelsen og modtagelsen af båndene mere og mere populær.

Ayatollah Khomeinis kassettebånd blev nogle af de mest eftertragtede. Fra sit hjem i eksilet i Najaf i Irak og siden en lille landsby udenfor Paris indspillede Ayatollah Khomeini, ved hjælp af to båndoptagere, der altid optog hans taler, flere hundrede timers tale på bånd, som, grundet deres størrelse, let kunne smugles ind i Iran af folk, som rejste til Irak og Frankrig for at besøge ham.

Andre gange blev båndene afspillet over en international telefonlinje og optaget igen i Iran, idet han efter sigende nægtede at tale direkte i telefon. Når båndene først var kommet over grænsen til Iran, var det ingen sag at kopiere dem i hundredvis og sælge dem i høj kurs på gaden. Nogle af båndene blev af Ayatollah Khomeinis støtter afspillet i forskellige moskeer, mens nogle musikforhandlere begyndte at dele båndene ud sammen med musikbånd.

Båndene blev især brugt som et slags alternativt medie for de folk, der var utilfredse med statens kontrollerede monopol på mediedækningen. Det samme gjaldt andre former for ”offline” medier. Det vil sige, at pjecer og flyveblade blev brugt til at bestride eller betvivle statens officielle versioner af protesters udfald og dødstal, og på denne måde kunne man underminere shahen.

Shahen forsøgte at bremse importen af kassettebåndene ved at få ayatollahen bortvist fra Najaf og andre byer i regionen, men det har overvejende været en fordel for Ayatollah Khomeini, at han så sig tvunget til at forlade Najaf til fordel for landsbyen Neauphle-le-Château nær Paris. I Frankrig blev han pludselig centrum for opmærksomhed, da han fik adgang til TV og radio, bedre telefonforbindelser og journalister, der stod i kø for at interviewe ham til deres aviser.

I 1970erne var Iran en overvejende oral kultur, hvor kun omkring 25% af befolkningen kunne læse. Der eksisterede i forvejen en shiitisk tradition, hvor man samledes og lyttede til litterært og religiøst materiale. Mens massemedierne i stigende grad blev kontrolleret af staten, og trykte medier til dels var uudviklede, var store dele af den iranske befolkning modtagelig overfor ikke blot indholdet af ayatollahens meddelelser men også formen, idet den var i stand til at overkomme analfabetismen.

De bånd, der blev afspillet i moskeerne, gav efter sigende Ayatollah Khomeini en næsten fysisk tilstedeværelse i Iran, som er blevet beskrevet som ”Khomeinis elektroniske talerstol.”

Det talte ord var ikke kun det kulturelt foretrukne, men det passede også til shiaislam, idet man i moskeen havde et stort rum til følelsesmæssig magt samt velkendt sorgsymbolik såsom konstante gentagelser omkring nogle af de religiøse shiitiske hovedtemaer, der var med til at understrege nødvendigheden af politisk deltagelse som en religiøs pligt.

Af netop denne grund var modstandssfæren i særdeleshed knyttet til de i forvejen eksisterende religiøse og traditionelle strukturer og fællesskaber. Her mødtes folk allerede dagligt ansigt til ansigt for at diskutere forskellige problemstillinger, mens de forskellige kommunikationsmetoder bidrog til udvidet rekruttering og organisering.

De religiøst lærde, der støttede Ayatollah Khomeini, sørgede for, at hans budskaber blev spredt ud på landet, hvor kommunikationsmetoderne ellers var begrænsede.

Denne artikel er skrevet af Nathalie Vandsø Hajian.

Studerende på Københavns Universitet, Mellemøstens sprog og samfund, persisk.

Email: nathaliehajian@outlook.dk