Af Nanna Elkjær

Det er en eftermiddag i marts 2018, lige efter Nowruz, det iranske nytår, der ligger præcis ved forårsjævndøgn. Jeg er på cykelferie i Iran. Jeg er langt ude på landet, og jeg er helt alene. Eller næsten, for over mig svæver tre gribbe på høflig afstand. Siden i går morges har jeg fulgt en rute fra Miyaneh til Givi. Vejen snor sig rundt om bjergmassiverne og ned langs floden i dalen, og mod nord tårner de sneklædte bjergkamme sig op. Jeg sveder under hijabben, den langærmede bluse og de lange bukser. Men jeg føler mig vidunderligt fri og tryg.

Jeg har allerede været på farten i godt to uger. Jeg har cyklet rundt i de snævre gader i silkevejsbyen Yazd, besøgt nogen af verdens smukkeste moskeer i Esfahan og beundret reliefferne i ruinbyen Persepolis. Undervejs har jeg lært, at Irans sande attraktion ikke er den fantastiske arkitektur og storslåede natur, men derimod menneskene. Overalt er jeg blevet mødt med venlighed og varme. Jeg er blevet budt velkommen utallige gange, og utallige gange har jeg været forundret over den mildhed og ro, der præger iranerne.

Det er noget ganske andet end de TV-transmissioner af demonstrationer, det iranske præstestyre lader sive ud til medierne i vesten. Billeder af formummede kvinder, mørkklædte mænd og skilte med slagord. At dømme efter de optagelser lurer vreden lige under overfladen. Den virkelighed, jeg oplever, er en anden.

Netop i morges blev jeg fulgt på vej af en lille familie, jeg mødte i går. Efter en hel dags bjergetape med oppakning var jeg fuldkomment udkørt. De inviterede mig hjem, gav mig et varmt måltid mad, et bad og en seng at sove i. De tilbød sågar at køre mig hele vejen til Givi. For, som de sagde, jeg ville ikke kunne tilbagelægge den strækning på cykel. Da jeg insisterede på at cykle selv, svarede de ”Du vil få hjælp.” Den sætning har jeg hørt flere gange. Den bliver fremsagt nærmest som en besværgelse. Det er underligt, men iranerne stoler på, at ingen lades i stikken. Sådan er kulturen nemlig. Indtil nu har det vist sig at stemme.

Så jeg sagde farvel og satte af sted på min cykel mod Givi. Landsbyerne blev mindre, afstanden mellem dem større, og asfalten blev afløst af grus. Gribbene har jeg ikke set siden i går, men de er der nok et sted derude. Jeg har vand, mad og telt med. Uanset hvad skal jeg nok klare den.

I et øde bjergpas møder jeg et ældre ægtepar, der er kørt galt. Ingen er kommet til skade, men bilen er kørt af vejen, og de sidder fast. Konen sidder på passagersædet og græder vist. Jeg sætter min cykel og hjælper til. Vi får standset en forbipasserende og sammen får vi skubbet bilen fri. De forsvinder hurtigt. En mand råber noget, jeg ikke forstår. Han ryster på hovedet og kører. Pludselig er jeg alene igen.

Ud på eftermiddagen kommer jeg til en lille landsby og gør holdt. I floddalen er de ved at gøre klar til picnic. Det er nytår, og det fejres naturen tro i det fri. Folk er festklædte, og jeg er nysgerrig. Hvilke oplevelser kan der vente her? En lille familie kommer hen imod mig. Alle er i deres stiveste puds. Kvindernes kjoler har klare farver, mændenes jakkesæt er nystrøgne, børnenes tøj er nyt og fint. Forvirringen er tydelig. Hvad laver jeg her? Selvom de er på vej til fest, inviterer de mig ind til frokost.

Inden for i det lille spartansk møblerede hjem er der det smukkeste Haft-sin, jeg endnu har set. Henover de tykke gulvtæpper er en gylden plastic-dug foldet ud dækket med fade med æbler og små skåle med nødder, dadler og søde sager. Spiret korn lyser smaragdgrønt op på et fad og i en glaskande svømmer guldfisk omkring. I midten står et spejl omkranset af to lys og foran en koran.

Vi sætter os ned, og så starter et fast ritual. Jeg bliver spurgt om, hvor jeg kommer fra, om jeg rejser alene, om jeg er gift, og om jeg har børn. Jeg forstår ikke ret meget farsi, og de taler ikke engelsk. Man kommer dog ret langt med få ord og fagter. De spørger, hvor jeg har været. Frem af tasken fisker jeg mit kort over Iran og folder det halvt ud. Alles blikke er rettet mod kortet, da jeg viser, det lille hjørne af verden, hvor vi befinder os. ”Danmark? Hvor er det?”, spørger faren. Det går op for mig, at han vist ikke ved, hvor stor verden egentlig er. Jeg folder hele kortet ud og siger, at alt dette er Iran. Danmark er langt væk.

Med fingeren viser jeg min rute fra Shiraz via Persepolis til Yazd og videre til Esfahan og Zanjan. ”Autobus,” siger jeg og forklarer, at jeg ikke har cyklet hele vejen. Faren finder en rulle tape frem. Mit kort er slidt. Med stor omhu forstærker han alle folderne med tape. Det handler ikke om kortet, men om hans kærligheden til Iran. Og jeg forstår ham godt.

Jeg forstår også, at familien er presset på tid. Festen er sikkert ved at begynde nu, og jeg fornemmer en vis utålmodighed. Min frokost bliver serveret, og mens jeg spiser kører fjernsynet i baggrunden. Et nyhedsindslag om krigen i Syrien viser, hvordan små børn reddes ud af ruinerne. Den lille datter begynder at klynke og putter sig ind til sin bedstemor. Jeg får lyst til at sige, at krigen er langt væk, og at hun intet har at frygte. Her er fred og ingen fare.

Så starter et dokumentarprogram om forskning i anvendelsen af atomenergi til afsaltning af vand. Det har ikke regnet i 10 år, og der er vandmangel i Iran. Floder er tørlagte, søer skrumper ind og forrige uge var der oprør i Varsaneh, fordi byen Yazd dræner området for ferskvand. Afsaltning vil gøre det muligt at inddrage havvand og saltvandskilderne i det centrale Iran. Ifølge dokumentaren skal der atomenergi til, for at dette kan lykkes. Alternative energikilder som solenergi nævnes ikke.

Familien diskuterer et eller andet, der vistnok involverer mig. Jeg hører i hvert fald ordet ’touristi’ flere gange. Da jeg gør tegn til at bryde op, siger de, at de vil køre mig til Givi. Vejen er farlig, og der er ulve. De insisterer. Så cyklen og mine tasker bliver pakket i den lille pickup truck. Faren tager førersædet. Imellem ham og mig sidder svigerinden. En kvinde må nemlig ikke sidde ved siden af en mand, hun ikke er i familie med.

Vejen viser sig faktisk at være farlig. I hvert fald er den hullet. Der er også længere, end jeg havde regnet med. De havde ret. Jeg kunne ikke have cyklet hele vejen til Givi samme dag. Jeg havde været nødt til at slå mit telt op tæt ved vejen, og jeg er ikke sikker på, jeg ville have følt mig tryg for natten. Jeg føler mig dum. Faren virker irriteret. Min tilstedeværelse har bragt ham i knibe. Han vil gerne med til festen, men anstændigheden byder ham at hjælpe en rejsende. Han spørger ”Danmark – amerikanisme?” Nej, forsikrer jeg ham. Men jeg er i tvivl om, hvad han mener.

På vejen passerer vi en plakat med et billede af Khamenei og i baggrunden fire store missiler. Jeg har set en del af disse plakater ude i landdistrikterne, men sjovt nok aldrig inde i de større byer. Der har plakaterne med Khomeini og Khamenei et mere fredeligt udtryk. ”Khamenei er i mit hjerte,” udbryder faren. ”Rouhani er en idiot.” Jeg nikker. Af ren høflighed. Jeg forstår godt, hvorfor han tænker sådan. Propagandaen i medierne er klokkeklar, og området er overfløjet af tunge militærfly, hvis rungende motorer vidner om, at verden derude er farlig og eksistensen truet. Men af hvem, tænker jeg.

Khamenei har ellers ikke mange støtter blandt dem, jeg møder. Folk er trætte af regimet, af frygten og af krigsretorikken. De ser hellere pengene brugt på velfærd end på våben. ”Vi har et forfærdeligt regime,” hører jeg flere sige. Og folk er trætte af den legalistiske islam, der blandt andet dikterer, at døtre kun arver halvt så meget som sønner, at kvinder skal have tilladelse fra nærmeste mandlige slægtning til at arbejde og at de skal gå tildækkede. ”En dag skal vi ikke længere gå med hijab,” udbryder en kvinde, da jeg står foran spejlet og retter på mit tørklæde. ”Inshallah,” fortsætter hun. Højt grinende giver jeg hende et kram og et kæmpe kys midt på panden. Ja, om Gud vil.

De unge i storbyerne ønsker mere frihed. Frihed til at have kærester, til at drikke alkohol og til at feste. De drømmer om at rejse væk. Når jeg fortæller dem, at livet i vesten ikke nødvendigvis vil være let, bare fordi de vinder al den frihed, er de først skeptiske. Så fortæller jeg om indvandringspolitik og om højreradikale grupperinger. Om at lønningerne ganske vist er højere, men at leveomkostningerne også er. Om at her har de deres familie og venner, i vesten vil de bare være fremmede. Jeg siger, at hvis de får chancen, skal de da gribe den, men at det er bedre at blive og kæmpe.

Men de er bange for at kæmpe. Den grønne revolution i 2009 lærte dem, at regimet ikke står tilbage for at skyde med skarpt mod demonstranter. Offentlige henrettelser hører til sjældenhederne, men arrestationer er ikke ualmindelige her i Iran. Alle offentlige områder og større forsamlinger bliver overvåget af ordensmagten.

Her i dagene omkring kvindernes internationale kampdag er der tradition for at protestere mod den obligatoriske hijab. Unge kvinder i Teheran har udviklet en teknik, hvor de lader hijabben glide ned og nonchalant lader som om, de ikke har bemærket det. I en stille protest. Før var det en provokation, men nu skal der mere til. Så nu vifter andre med deres tørklæde for enden af en stang. Hver gang protesterne bliver for synlige, må regimet slå ned – men ikke uden først at løje folkestemningen. Det kræver en hårfin balance at holde et folk i ave uden at opildne for meget til modstand.

Fremme i Givi bliver jeg sat af ved et hotel. Solen er gået ned, festen i landsbyen er for længst begyndt, og jeg føler mig til besvær. Iranerne vil gå meget langt for at hjælpe fremmede, men her har de hjulpet mig ud af en knibe, jeg selv har bragt mig i. Jeg tilbyder dem penge for deres ulejlighed, men de afstår. Igen en fast del af den iranske kultur, tarouf, et lille rituelt spil jeg ikke helt har lært at håndtere endnu. Jeg skal tilbyde pengene tre gange og først tredje gang vil de tage imod. På den måde kan begge parter vise storladenhed uden at tabe ansigt. Men jeg er bare en dum turist, der ikke helt forstår at navigere i Irans kulturelle koder. Jeg vinker farvel og står tilbage alene i mørket fuld af taknemmelighed og dårlig samvittighed.

Denne rejseberetning er skrevet af Nanna Elkjær

Cand. mag. i Religionshistorie & Oldtidskundskab fra Københavns Universitet

E-mail: NannaLivOlsen@hotmail.com