Titel: Søn-Moder, پسر-مادر , Son-Mother

Instruktør: Mahnaz Mohammadi

Manuskriptforfatter: Mohammad Rasoulof

Udgivelsesår: 2019

Spillelængde: 1 time og 42 minutter

Af Shahin Aakjær

Iran er et enestående og vidunderligt land at være gæst i, men et barsk sted at leve. Siden amerikanerne løb fra atomaftalen, og sanktionerne igen er strømmet ind over Iran, er tilværelsen i samfundets nederste klasse blevet endnu hårdere. “Son-Mother” inviterer os helt tæt på.

Leila er enlig mor til to og knokler på en fabrik, der ligesom hende kæmper for overlevelsen. Hun har ikke råd til at deltage i strejkernen og som skruebrækker rager hun sig uklar med sine kollegaer. Men der er en, som har et godt øje til Leila. Den buschauffør, der hver dag kører fabriksarbejderne ind til byen, er besat af hende og vil for alt i verden giftes.

Problemet er bare børnene og især Leilas kønne og lakoniske søn Amir. Buschaufføren Kazem er bekymret for, hvad folk ikke vil tænke om, at han har en anden mands søn i huset, hvis han gifter sig med Leila. Hun bliver ved med at nægte, indtil hun står i lort til halsen og ikke længere tror på, at hun selv kan bunde. Men hvad skal der så ske med Amir?

“Son-Mother” er det mest autentiske og aktuelle tidsbillede, jeg har set af iransk film i lang tid. De fleste havde regnet med en rivende økonomisk udvikling, da atomaftalen med Iran faldt på plads i 2015.

Men den forventede vækst hjemme hos Hr. og Fru Iran kom bare aldrig rigtigt. Da Donald Trump så rev aftalen i stykker og pålagde endnu flere sanktioner, begyndte jorden at ryste under den iranske økonomi. Den fremmede valuta ændrer kurs fra dag til dag, og inflationen har et fast greb om halsen på den jævne befolkning.

Gang på gang er det blevet sagt, at sanktionerne ikke skal skal ramme befolkningen, men toppen af styret i Iran. Men i virkeligheden er det Leila og alle de andre på bunden af det iranske samfund, der sidder i sanktionssaksen.

Hverdagen sejler i takt med at fortvivlelsen og desperationen vokser. Da Leilas lille datter bliver alvorligt syg, må hun bøje sig og sige “ja” til Kazem og “nej” til sin søn.

På trods af at filmens karakterer gør hinanden fortræd, giver “Son-Mother” et sympatisk billede af alle roller med elegance. Desperationen er til at tage og føle på. Det er råt og smukt sat sammen i den kvindelige instruktør Mahnaz Mohammadis første spillefilm i fuld længde, som udvikler sig fra et drama til noget, der minder om en fængselsfilm.

Iran har siden 1980’erne haft en lang tradition for film til voksne med børn i hovedrollerne. Tag bare “Hvor er min vens hus” fra 1987, “Den hvide ballon” fra 1995 og “Breath” fra 2016. Det er mirakuløst, hvordan de iranske castere gang på gang finder børn, der spiller skuespil i verdensklasse. Her er Mahan Nasiri, der spiller Amir endnu et vidunder.

På trods af de sparsommelige replikker får hans blik det til at løbe koldt ned ad ryggen. Iranernes forkærlighed for børneskuespillere i film for et voksent publikum kan skyldes mange ting. Men først og fremmest gør det alting mere sørgeligt, når det er barnet det går ud over, og hvad er en iransk film, hvis det ikke er en tåreperser? Desuden giver det instruktøren nye muligheder, da kropskontakt mellem voksne på tværs af køn ikke er tilladt i iransk film. Men børn må gerne kramme og holde i hånd.

De forhindringer sædelighedsloven i Iran giver filmkunstnere kan dog også udnyttes. De romantiske scener har været sjældne i iransk film siden revolutionen i 1979, men når de så er der, fremstår de akavede og naive.

Det behøver bestemt ikke at være et minus. I “Son-Mother” finder man et nydeligt eksempel. Vi ser Kazem og Leila siddende alene i Kazems faldefærdige Mercedes-minibus, hvor de spiser is på hver deres sæde. Der er hverken øjen- eller kropskontakt, men derfor kan man jo godt smage hinandens is…

Se en trailer af filmen herunder:

Denne anmeldelse er skrevet af Shahin Aakjær

Kandidat i Mellemøststudier/Persisk fra Københavns Universitet

Email: info@fabeldyret.dk