Udadtil var Irans ry voldsomt belastet i perioden efter revolutionen i 1979. Vestens billede af landet som eksotisk krakelerede, og radikal islamisme, børnesoldater og amerikanske gidsler på ambassaden blev den nye fortællingen om det gamle Persien. Midt i alt dette udkom bogen “Ikke Uden Min Datter” i 1987, og fire år efter fik filmen biografpremiere og ændrede synet på iranerne.

I mine tidlige teenageår fangede alt, der havde med Iran at gøre min opmærksomhed. Jeg var selv kommet tilbage til Danmark, efter at have boet to år i min fars hjemland – Iran. Men jeg kunne ikke genkende det billede af Iran, som blev vist i dansk fjernsyn. Hver gang jeg hørte, at der ville blive vist noget om mit andet land, satte jeg mig forventningsfuldt klar ved skærmen. Men hver eneste gang blev jeg skuffet og følte, at der manglede nogle nuancer. I en dokumentar vist på DR2 blev det for eksempel fortalt, hvordan fortovene i Teheran var kønsopdelte. Jeg tabte både næse og mund. Det var ganske enkelt løgn. Iran er bestemt et skørt og paradoksalt land, hvor der er forskel på kønnene, men hvorfor ikke fortælle noget, der er rigtigt. Busserne er kønsopdelte, kvinder skal være tildækkede og så videre. Der er mange ting, man kunne have sagt, som ville være sandt at sige.

Det største chok kom dog den aften, jeg for første gang så “Ikke uden Min Datter” på TV 2 i bedste sendetid. Jeg havde glædet mig, både fordi den skulle udspille sig i Iran, og fordi jeg troede, at jeg kunne relatere til historien. Som otte-årig oplevede jeg selv, at min far tog mig med til Iran mod min mors vilje. Men det var ikke ret meget af filmen, jeg nåede at se, før jeg opdagede, at jeg ingenlunde kunne relatere til det.

Filmen bygger på de oplevelser, som Betty Mahmoody beskriver i bogen af samme navn – “Ikke Uden Min Datter”. Hun er fra Michigan i USA og bliver forelsket i den iranske tilflytter, Moody, som arbejder som læge. Alt er fryd og gammen, de får et barn og et dejligt hus i Guds eget land. Men Moody får hjemve og efter megen overtalelse, går Betty med til at rejse 14 dage til Iran med deres lille datter, Mahtob. Herfra stikker det fuldstændigt af, og som seer er man i tvivl om, handlingen udspiller sig i Iran eller skærsilden. Moody bliver dæmonisk, voldelig og besidderisk og nægter Betty og Mahtob at vende tilbage til USA. Herfra handler filmen om, hvordan Betty forsøger at finde en udvej og komme tilbage til sit hjemland med sin datter.

Både bogen og filmen var succeser. Betty Mahmoody og hendes ghostwriter William Hoffer lavede en sællert, der blev oversat til et utal af sprog. Senere kom datteren Mahtob Mahmoodys bog, “Forfulgt”, og dokumentarfilmen, “Without My Daughter”, der med klodset følelsesporno viser faderens side af historien. Det interessante er, hvad “Ikke Uden Min Datter” kom til at betyde for Vestens syn på Iran og iranerne.

Fra første færd bliver Iran fremstillet som et tilbagestående og næsten middelalderligt land. Bettys første møde med Moodys hjemland i filmen er, da de lander i Mehrabad Lufthavn. Men i Brian Gilberts fim er det nærmere et gedemarked, de er landet i, hvor der selv på landingsbanen vader får rundt og bræger, mens alle de omkringværende iranere konstant råber og skriger. Det er som om, at en luftbåren epidemi har gjort hele befolkningen til psykisk syge skrigeballoner. Sådan fortsætter det. Bygger man sine fordomme om iranerne på “Ikke Uden Min Datter”, vil man fristes til at tro, at de konstant råber som besatte, med øjne der kan dræbe. I både bogen og filmen er de søde og humane iranere en undtagelse, imellem en nation af fanatiske galninge.

Fritgående får i Teherans gader fra “Not Without My Daughter” (1991)

Jeg tvivler ikke på, at Betty og Mahtob har haft traumatiske oplevelser i Iran, men beskrivelserne i bogen virker nogle gange som et hjælpeløst og næsten komisk smædeskrift. Det virker som om, at hadet til Moody og hans familie er blevet til en foragt til hele landets befolkning. Skal man have nogen til at fremstå frastødende og ulækre, er madvaner og renlighed et godt sted at tilsværte dem. Det er det ældste trick i bogen. Betty Mahmoody giver den ikke for lidt i sin bog. Det er et tilbagevendende emne, hvor ulækkert der er alle vegne – kakerlakkerne er allevegne, der er mider i risene, og iranerne lugter uvaskede og svedige.

Blandt andet skriver hun: “På et tidspunkt måtte Moody væmmes ved snavset omkring ham. Han måtte indse, at hans professionelle fremtid var i Amerika, ikke i denne tilbagestående nation, der endnu havde til gode at lære simpel hygiejne og social retfærdighed.

Til tider bliver det næsten infantilt. Dernæst bliver der gjort et stort nummer ud af de frastødende og uhygiejniske madvaner. Et barn træder i maden, risene falder ud af munden på folk og bliver liggende på gulvtæppet, og alt hvad folk ikke spiser fra tallerkenerne, bliver hældt tilbage i gryden til dagen efter.

For mange blev “Ikke Uden Min Datter” grundlaget for kendskabet til Iran og især iranerne. Taler man med iranske mænd, der levede i Danmark i perioden efter filmens premiere, vil de fortælle, hvor mange gange de er blevet kigget skævt til og konfronteret med den. Både bogen og filmen viser et stereotypt billede af iranere, og man kan forestille sig, at hvis filmen havde fremvist en anden etnicitet på samme måde, ville det hagle med racistiske anklager. De få “civiliserede” og “humane” iranere i filmen udmærkede sig ved at høre klassisk, europæisk musik og bære slips. Resten bliver fremstillet som et brutalt regimes forlængede arm.

Da filmen udkom i 1991, var Den Kolde Krig et afsluttet kapitel, og krigen mod terror var endnu ikke skudt igang. Iran var ovenpå gidselaffæren i Teheran, krigen med Irak og fatwaen mod forfatteren Salman Rushdie, den nye fjende af den frie verden. Her passede dette billede af iranerne godt ind i fjendebilledet – og måske derfor blev filmen ofte genvist, på trods af dens manglende kunstneriske kvaliteter. Flere fortæller sågar om, hvordan de har set filmen i skolens religionsundervisning og samfundsfag, for at få et billede af muslimer. Aftenen før USA og Iran for første gang skulle spille fodbold mod hinanden siden revolutionen, ved VM i Frankrig 1998, blev filmen vist i fransk fjernsyn. Det virkede som en provokation for mange, også flere omkring det iranske landshold. Den bliver ikke husket, fordi det er et filmisk mesterværk, men på grund af waow-de-er-vilde-faktoren. Men selv som billede på muslimer eller iranere, er der huller i filmen. Alfred Molina, som spiller Moody, har lært et par persiske gloser, men det er et barnligt og ufrivilligt komisk persisk. I de scener, hvor fanatikerne beder, gør de det helt forkert. Det virker som om, at der ikke har været en interesse for rent faktisk at vise et realistisk bud på Iran.

Filmen er naturligvis ikke skudt i Iran, men primært i Israel. De sidste scener er dog lavet i Tyrkiet, som Betty og Mahtob flygter til, hvor de kommer til den amerikanske ambassade. Her blafrer et rent og nydeligt stars and stripes i flagstangen, og musikken propper følelserne ned i seerens hals. Bogen balancerer mellem at handle om Bettys had til sin eksmand og et irrationelt had til en hel befolkning. Blandt andet skriver hun: “I halvandet år havde jeg været holdt tilbage i et land, som så ud til at være befolket næsten udelukkende af skurke.”.

Det manglende indblik i Iran er særligt slående. Selvom hun har levet 18 måneder iblandt iranerne, under Iran-Irak-krigen, hvor USA havde en finger med i spillet, skinner hendes manglende forståelse igennem: “Jeg hadede krig! Jeg kunne ikke forstå, hvordan der kunne være et land så fyldt med mennesker, som var så ivrige efter at dræbe og så villige til at dø. Det er en af de største – og for amerikanere – mest gådefulde forskelle mellem forkælede og velstående vesterlændinge og mennesker fra fattige lande i den tredje verden. (red: De) betragtede ikke livet – heller ikke deres eget – som noget dyrebart. Døden var en dagligdags begivenhed og dermed ikke samme mystiske fænomen som hos os. Hvad kunne man gøre bortset fra at sætte sin lid til Allah? Man kunne jo ikke flygte fra sin skæbne. Manglen på rædsel under bombeangrebene var ikke komediespil. Den var snarere et udtryk for den filosofi, der kendetegner terroristmartyrer.”.

“Ikke Uden Min Datter” er den bedst sælgende bog om Iran i USA nogensinde. På verdensplan er der solgt 12 millioner eksemplarer af bogen og filmen vises, 28 år efter, stadigvæk i fjernsynet med jævne mellemrum – også i Danmark. Det bygger på en sand og forfærdelig historie, men nu har en hel befolkning taget straffen længe nok.

Filmens trailer

Dette essay er skrevet af Shahin Aakjær

Kandidat i Mellemøststudier/Persisk fra Københavns Universitet.

Email: Info@fabeldyret.dk