I dagens Danmark er der stort fokus på rødder og etnicitet. Integrations- og flygtningedebatten er del af en gennemsyrende politisk diskurs, der præger befolkningen og synet på etnicitet. Der opstilles et tydeligt skel mellem ”os” og ”dem”, hvilket tvinger en til at reflektere netop over ens egen etnicitet og hvilken kategori, man falder ind under. Men hvad hvis man ikke entydigt kan placeres etnisk? Dette ”behov” for skelnen har for mig fremprovokeret en i forvejen indre splittelse og konflikt. En konflikt jeg reflekterer over dagligt.

Af Sepideh Atter Motlagh

Når folk i Danmark spørger mig, hvor jeg er fra, siger jeg altid, at jeg er halv iraner og halv dansker. I netop den rækkefølge. Medmindre jeg er i Iran. Der er jeg først og fremmest dansk. I Danmark er det tydeligt, at min fysiske fremtræden ikke ligefrem skriger ”dansk”, men min mentalitet er, hvis jeg selv skal sige det, dansk. Derfor bliver det den rækkefølge, da det dels er et svar på spørgsmålet om mit udseende, men også en slags påmindelse til mig selv om, at jeg måske ikke helt passer ind. Man skulle derfor tro, at jeg så ikke ville få det spørgsmål i Iran fra folk, jeg ikke kender, men det er skam tilfældet. Jeg ved ikke, om det er min gang eller opførsel. Der er i hvert fald et eller andet, der gør, at jeg også dér skiller mig ud fra mængden. Derfor siger jeg, at jeg er fra Danmark, da de godt kan se, at der er noget iransk over mig. Igen er det som svar på et spørgsmål og en påmindelse om, at jeg heller ikke passer helt ind der. Jeg føler derfor, at når jeg er i Danmark, er jeg ”hjemme” mentalt, men ikke udseendemæssigt og vice versa i Iran. Jeg er på sin vis altid fremmed i to lande. To lande jeg dog samtidig betegner som mit ”hjem”.

Behovet for indpasning

Det er dog ikke kun følelsen af at være fremmed begge steder, der gør sig gældende. Det går hånd i hånd med følelsen af, at jeg samtidig tilhører begge steder, og dermed har en fod i hver lejr så at sige. Med det følger, at jeg aldrig kan være ”hel” nogen af stederne. Dybest set er jeg splittet mellem de to, hvilket skaber en indre konflikt om tilhørssted og indpasning. Denne indre konflikt har altid optaget mig skiftevis i mindre og større grad. Jeg er blevet fortalt, at jeg som 5-årig havde sagt til min mor: ”Jeg vil ønske, jeg har blå øjne og blondt hår”. Jeg var på daværende tidspunkt lige begyndt i 0. klasse, og jeg var en af de eneste børn, der så lidt anderledes ud; altså ikke ”dansk”. Allerede på det tidspunkt var det tydeligt for mig, at jeg skilte mig ud. Jeg følte, at mit udseende var noget negativ. En forhindring, der skabte en vis distance mellem mig og de andre børn. I min optik skulle man se ud som de andre for at kunne passe ind socialt. Det har efterhånden ændret sig til, at jeg nu ser det som værende positivt at være lidt anderledes end alle omkring mig. Selvom jeg egentlig til en vis grad havde accepteret dette, var der stadig et ønske om at føle, at jeg passede ind et sted uden samtidig at føle en vis distance til andre omkring mig.

Er jeg så dansker?

Det var derfor min klare forventning at finde netop dette sted, da jeg i 2010 rejste til Iran for første gang i 7 år. Det var den første rejse, hvor jeg virkelig var voksen nok og var bevidst om mine rødder. Jeg troede naivt nok, at nu ville det ske. Nu ville jeg finde det sted, hvor jeg virkelig passede ind. Mit ”rigtige hjem”. Det var mildest talt en skuffelse. I familien blev jeg set som en udlænding, der bare var på ferie. En udlænding, der stadig skulle underlægges kulturen og normerne, da jeg jo var en del af familien, men konstant forblev på sidelinjen. Ikke nok med at være ”fremmed” i min families øjne, så følte jeg det også, når jeg gik i byen. Udseendemæssigt kunne jeg bedre blende ind i massen, men når man kom tæt på fx i en butik, blev det tydeligt, at jeg ikke var ”hel” iraner. Ud over det blev jeg mere end før opmærksom på, hvor stort et skel der var mellem de to kulturer/mentaliteter. Nogle normer og manerer var jeg vokset op med og vant til, men da der pludselig kom ”frierier” fra forskellige grandfætre, eller nærmere deres forældre, kunne jeg ikke tage det seriøst. Det lå først og fremmest langt væk fra mine idéer og forestillinger om ægteskab. Endvidere ændrede det fuldstændig min opfattelse af familien og kulturen generelt og skabte den distance, jeg kendte så godt fra Danmark. Den tur bød på mange flere kulturchok, som i sidste ende mindskede mit behov for indpasning.

Det er sgu i orden at være halvperker

Da jeg ikke fandt, hvad jeg ledte efter i Iran, og som nævnt ikke fandt det i Danmark, opgav jeg på en måde mit ideal om indpasning. Jeg nåede frem til en ny accept. En accept af at jeg ikke kan høre fuldstændig hjemme nogen af stederne. Jeg kan ikke være hel dansker eller hel iraner, for jeg er ikke hel hverken biologisk, mentalt eller kulturelt. Jeg er i splittelse og konflikt med mig selv og mit tilhørssted. Jeg har en fod i begge lejre og ser det derfor som absurd at vælge mellem ”os” og ”dem”. For mig at se er der ikke sådan et skel, da jeg, på trods af min splittelse, stadig har en følelse af at være hjemme både i Danmark og i Iran. Og heri ligger nøglen. I stedet for at vælge mellem to på mange måder modstridende ”hjem” har jeg valgt at finde min plads mellem de to. Dermed konstant at være ”halv” og fremmed i to lande. Jeg er en halvperker, og det passer mig fint!

Dette essay er skrevet af Sepideh Atter Motlagh.

Antropologistuderende ved Aarhus Universitet og skribent hos Alt om Iran

E-mail: sepi.mot@gmail.com