Der er langt fra Danmark til Iran. I fugleflugt er der 3.677 kilometer fra Teheran til København, som ligger på hver sit kontinent. Men vi lever i en globaliseret verden, hvor afstande for hver dag bliver en smule kortere. I Danmark bor der cirka 15.000 iranere og efterkommere af iranere, som krydrer den danske kultur med et lille strejf af Iran. Alt Om Iran har sat sig for at komme lidt ind på livet af nogle af dem – i denne ombæring har vi talt med Ellie Jokar.

Ellie har mange hatte, hun skifter mellem. Hun er iværksætter, rapper, skuespiller og komiker. Og så er hun bestemt ikke bange for at stikke næsen frem i den offentlige debat. Desuden står hun bag videokonceptet “Den Lyserøde Taxi”, et talkshow på fire hjul.

Hun blev født i Iran, men flygtede med sine forældre til Danmark, da hun var to-tre år. Vi fik en køretur med hende en efterårsdag i København for at lære hende bedre at kende.

Hvem er Ellie Jokar?

“Som 18-årig fik jeg konstateret sklerose og har haft det i 21 år nu. Det er en stor del af, hvem jeg er i dag, fordi sklerosen gjorde, at jeg pludseligt kunne gøre nogle ting, jeg ikke kunne havde gjort, hvis ikke jeg havde fået en kronisk sygdom. Det kan godt lyde lidt mærkeligt. Men hvis ikke jeg var blevet syg, er jeg sikker på, at jeg var blevet advokat eller læge, fordi det var forventningen fra min familie. Udover min mor var jeg den eneste, der gik på gymnasiet. Hun er uddannet tandlæge fra Panum.

Der var da forventninger om, at jeg også skulle have en ordentlig uddannelse. Til dagligt arbejder jeg som komiker. Jeg startede som rapper, da jeg var 13 år, så jeg har en baggrund i musik, inden for comedy og en del skuespil. Men jeg er autodidakt. Jeg er selvlært inden for alt, hvad jeg kan.

Jeg er sådan én, der er gået ind i en mur femten gange, og så har lært af det. ‘Learning by doing’ er det, som har gjort, at jeg er kommet hertil. Jeg er et gråzonebarn, som har en fod i hver lejr, og det er jeg enormt glad for. Jeg er enormt glad for at være iraner, og jeg også glad for at være en dansk borger. Men jeg er ikke urealistisk. Jeg har et ‘bed and breakfast’ inde i byen, og jeg har gæster, der kommer fra udlandet, som siger:

‘So how long have you been here. What made you move to Denmark?‘.

De kan jo godt se, at jeg ikke ligner en viking. Jeg har ikke lyst hår og blå øjne. Derfor stiller de mig de spørgsmål. Det synes jeg ikke er et problem.

Jeg synes, at det er okay, at man gerne vil blive klogere på mennesker. Jeg er også enormt nysgerrig. Min mor sagde altid, at jeg var meget nysgerrig. Men jeg vil gerne vide mere om mennesker: ‘hvorfor gør du sådan, som du gør? Så bliver jeg klogere, lærer noget af det, eller jeg bliver i hvert fald beriget af andre folks erfaringer og de observationer jeg laver.”

Hvad dukker op, når du lukker øjnene og tænker på Iran?

“Jeg tænker først og fremmest på min far, som bor dernede. I 26 år af mit liv har han boet dernede. Han var med i Danmark, men vendte tilbage til Iran. Han var slagter og byggede et imperium op dernede ud af ingenting.

Da han så kom til Danmark, blev han behandlet som andenrangsborger, og det var svært for ham. Han var vant til at knokle for at forsøge sin familie og være en mand. Han var en arbejdshest, og i Iran var der bedre plads til ham. Jeg tænker også på alt det smukke i Iran, kærligheden og familien. Jeg tænker hjem og baggrund. Det er dér, at jeg blev født.”

Hvornår ser du dig selv som iraner?

“Når jeg skal i byen, kan jeg godt mærke, at jeg er iraner. Vi har det her med at overdresse. Der er ikke noget midt i mellem. Jeg dukker op i balkjole, mens alle andre står i joggingbukser.

Jeg føler mig også som iraner, når jeg møder danskere, som ikke er stødt på brune mennesker før. Når man kommer hjem til mig, er bordet altid fyldt med frugt, slik, kaffe og kage. Det er der mange danskere, der synes er vildt.

Den ligger i den måde min far og mor har opdraget mig på. Man skal altid være forberedt på gæster. Måske kunne naboerne komme forbi, så skal der jo være mad. Jeg er meget stolt af at være iraner. Om det så er et islamisk styre, så går de all in. Det er ikke noget, man gør halvt. På den måde er det et specielt og interessant folkefærd.

Jeg elsker Iran. Når vi holder et stort nowruz-arrangement, så bliver jeg rørt, når min mors generation synger nationalsangen. Jeg får tårer i øjnene. Jeg forstår, hvad de har kæmpet med: Den smerte og de forhindringer, de har mødt, da de kom hertil. Men de er kommet over det, de er blevet integreret og har fået arbejde.

I forhold til mange andre minoritetsgrupper har iranere det også ret svært. Da jeg selv var praktiserende muslim, var det som om, at jeg skulle bevise mig selv endnu mere. Fyre med anden etnisk baggrund sagde:

‘Du er jo ikke rigtig muslim, fordi du er iraner. Iranere gider ikke islam.’

Jeg valgte selv at dyrke det. Det var ikke blevet påtvunget. Der er mange fordomme om, at iranske piger er nogle ludere. At de er ligeglade, og at de bliver gift med danskere. Det er usmageligt.”

Hvornår føler du dig mest dansk?

“Jeg føler mig dansk, når jeg er sammen med mine iranske venner. Så føler jeg mig enormt dansk. Nogle af dem kan jo tale flot persisk, og de har bare den der måde at være på. De er meget feminine, og de er meget tøsede. Det er jeg ikke. Der kan jeg mærke, at der er en forskel. Det kan jeg ikke finde ud af, så der føler jeg mig enormt dansk i forhold til dem.

Jeg føler mig også dansk til jul. Sådan er min mor også. For os handler det ikke om religion, men om samhørighed, og at være sammen med familien.

Jeg har også et enormt temperament. Det kan jeg godt mærke, at der er nogle danskere, som synes er meget hårdt. Men vi skændes jo på en anden måde. Men når jeg sidder med udlændinge, der sviner Danmark, så kommer danskeren i mig op. Så prøver jeg at vise Danmark fra en anden side eller sige:

“Hov, hov, ved I godt, at nede i Iran, der gør vi sådan og sådan. Hold your horses.”

Vi er ikke bedre selv. Jeg er også demokrat og går op i retfærdighed, og det kommer også fra den danske kultur, som jeg er vokset op i. Jeg er et barn, der er født i Iran, men en dansk borger. Jeg har dansk pas, og jeg bidrager til samfundet, og det bliver jeg ved med.

Jeg bruger min iranske baggrund og min danske kultur i alt det, jeg laver. Det er en del af min person at være i det her gråzone-limboland, og det skal man embrace. Du er halv/halv – og det er okay! Brug det som en gave.

Det er vigtigt at vise samfundets forskellige ansigter, og det er derfor, at jeg laver “Den Lyserøde Taxi”. Vi er forskellige, og det er en gave.

I Danmark bliver vi opdraget i børnehaven til at være individer og have egne meninger. Men når du så bliver 18, og du skal til at stemme, så skal du ikke længere have dine egne holdninger. Så skal du til at ligne alle andre og være enten rød eller blå.

Du kan ikke være grøn eller lyserød.”

Dette interview er foretaget og skrevet af Shahin Aakjær

Kandidat i Mellemøststudier/Persisk fra Københavns Universitet

Email: info@fabeldyret.dk