Titel: Koen, گاو, The Cow

Instruktør: Dariush Mehrjui

Manuskriptforfatter: Dariush Mehrjui og Gholam Hossein Saedi

Udgivelsesår: 1969

Spillelængde: 1 time og 45 minutter

 

Af Shahin Aakjær

4_granatæbler_ANMELDELSE

Når det gælder iransk filmhistorie, er “Koen” et must. Den startede en bølge af kunstneriske film, åbnede omverdenens øjne for iransk film og måske var det netop denne film, der redde landets filmscene, da Iran blev til Den Islamiske Republik.

 

Hassan bor i en lille landsby og ejer byens eneste ko. Han elsker det milde dyr af hele sit hjerte, og de andre indbyggere ved det. Hassan trækker dyret med ud til et vandløb og vasker hende. Han sover sågar i stalden, når han er bange for, at de frygtede røvere, bulorierne, kommer og hugger koen. En dag skal Hassan så ud af byen for at arbejde og lader sin hustru holde øje med sit elskede husdyr. Men koen dør, og hele byen frygter Hassans reaktion, når han vender tilbage. Derfor begraver de dyret for at bilde ham ind, at den er stukket af. Da Hassan så kommer hjem og finder ud af, at koen er død, går han op i limningen. Vanviddet æder ham op, og hele byen forsøger at hjælpe ham tilbage til fornuften og virkeligheden.

 

Da Dariush Mehrjui lavede “Koen” i 1969, så Irans filmlandskab helt anderledes ud. Shahen Mohammad Reza Pahlavi havde magten i landet, og det prægede underholdningsindustrien. De fleste populære film var stærkt inspireret af Hollywood, og menuen stod på druk, letpåklædte kvinder og actionhelte. Samtidigt tillod censuren ikke samfundskritik. Og netop samfundskritik mente de at kunne se i “Koen”. Filmen udspiller sig i en traditionel og fattig landsby i en tid, hvor shahen forsøgte at modernisere sit rige. Derfor krævede Kulturministeriet, at der skulle stå en besked i filmens intro, der forklarede, at filmen udspillede sig i en tid før shahen. Det siger måske meget om landets egentlige tilstand, at man ikke kunne se om filmens handling udspiller sig i 1960’erne eller 1910’erne.

 

Filmen er stærkt og tydeligt inspireret af den italienske neorealisme, der så dagens lys i støvlelandet efter 2. Verdenskrig. En genre, der lagde vægt på almindelige mennesker og deres kamp i hverdagen, fremfor actionhelte og sexlystne kvinder. Ligesom man så amatørskuespillere i den italienske neorealisme, brugte Dariush Mehrjui også amatørskuespillere og valgte at lægge vægt på almindelige mennesker.

 

Hassan spilles af debutanten Ezzatolah Entezami, som gør et godt arbejde. Det er en fryd at se ham spille over for koen, og man tror på ham langt hen ad vejen. I de første scener virker det måske lidt overdrevet og teateragtigt, men i takt med at Hassan ædes op af vanvid, bliver skuespillet mere og mere troværdigt.

 

Da revolutionen var under opsejling i sluthalvfjersernes Iran, blev filmkunsten for mange kædet sammen med Vestens amoralske, perverse og ugudelige livsstil. Flere biografer blev brændt ned og mange skuespillere og instruktører flygtede fra landet. Det blev debatteret, om der overhovedet var plads til spillefilm i et islamisk samfund. Men eftersigende blødede den nye magthaver Ayatollah Khomeini op, da han så “Koen”. Det var muligvis denne film, der overbeviste ham om, at der alligevel var plads til en scene for film i Den Islamiske Republik. Iranske filmfolk, biografgængere og fans af iransk film har derfor meget at takke denne klassiker for.

 

SE EN SCENE AF FILMEN HER:

 

Denne anmeldelse er skrevet af Shahin Aakjær.

Studerer Mellemøststudier/Persisk på Københavns Universitet.

E-mail: fabeldyret@kragetaeer.dk

Skærmbillede 2016-02-18 kl. 00.45.20