Af Nathalie Vandsø Hajian

I den nordøstlige del af Iran, i Razavi Khorâsân provinsen, finder man storbyen Mashhad, Irans andenstørste by. Men på trods af dette er byen forholdsvis ukendt blandt turister.

Jeg ankom en sen fredag eftermiddag og tilbragte 3 dage i byen. På vejen til vores hotel spottede jeg øjeblikkeligt byens mest kendte seværdighed: Imam Rezâ helligdommen.

Imam Rezâ var den ottende shia imam, og Mashhad er derfor en af de mest hellige byer i shia islam, hvilket også kan ses på en stor del af befolkningens mere konservative beklædning.

Imâm Rezâ helligdommen.

Hvert år valfarter millioner af shiamuslimer hertil fra Iran og andre lande. Helligdommen er da heller ikke til at undgå at se – det er verdens største moské.

Udseendemæssigt er den i sig selv et altopslugende syn med sine guld-, mosaik- og krystaludsmykninger. Rygtet vil vide, at man som førstegangsbesøgende i helligdommen kan ønske sig noget af Imam Rezâ, som vil få ønsket til at gå i opfyldelse.

Jeg undrer mig over, hvor lang tid det har taget at placere disse millioner stykker glas og krystal i Imam Rezâ helligdommen.

Man skal som kvinde være iført chador, når man bevæger sig ind på helligdommens mennesketætte område, og ejer man ikke sådan én i forvejen, kan de købes i Emâm Rezâ basaren få minutters gang fra helligdommen.

Basaren byder på et utal af iranske nødder, krydderier og porcelæn. Her handler det om at finde den indre købmand frem, for priserne kan for det meste diskuteres. Udover den traditionelle basar findes der utallige moderne og kæmpestore shopping centre, hvor man finder den nyeste teknologi, smykker og mode.

Basaren var, som i de fleste storbyer i Iran, proppet med handlende iranere.

Kører man 30-40 kilometer ud af centrum, finder man de mindre byer Shândiz og Torqabeh, der byder på traditionelle restauranter, der er berømte for deres ”shishlik kebab” – en smagsoplevelse man ikke må være foruden.

Rejser man i en meget varm periode, skal man ikke være nervøs. I Torqabeh finder man vandlandet ”Water Waves Land”, som jeg desværre ikke nåede at opleve. Vi fik desuden besøgt ”Pârk-e mellat” (Nationalparken), som er en forlystelsespark midt i byen, hvor man fra et pariserhjul har udsigt over hele byen.

Pârk-e mellat var især populær om aftenen, hvor temperaturen var noget lavere.

Vi fik på hjemrejsen tid til at køre 120 kilometer længere østpå til byen Neyshâbur, hvor vi, til min store glæde, besøgte de berømte iranske digtere Ferdowsi og Khayyâms gravsteder.

Førstnævnte er forfatter til det store værk ”Shâhnâmeh” (”Book of Kings”), som er verdens længste episke digt.

Ferdowsis gravsted i byen Tus. Selve graven er placeret under dette bygningsværk med smukke tekststykker.

En smuk skulptur, der forestiller digteren Ferdowsi.

Disses gravsteder befinder sig i traditionelle iranske haver, der for mig bringer en fred og ro, der ikke findes andre steder. Her fik vi spået vores fremtid af spåkoner, der for 20 danske kroner kunne aflæse vores håndflader.

Det er en gammel iransk tradition, som stadig er højtelsket blandt mange iranere, hvoraf nogle tager spådommene mere seriøst end andre. Jeg var positivt overrasket over min rejse til Mashhad og kan absolut anbefale en tur til byen, som tilbyder noget for enhver smag.

Restauranterne udenfor Mashhad har smukke haver som denne.

 

Denne rejseberetning er skrevet af Nathalie Vandsø Hajian.

Studerende på Københavns Universitet, Mellemøstens sprog og samfund, persisk.

Email: nathaliehajian@outlook.dk