Titel: Smagen af Kirsebær, طعم گيلاس, Taste of Cherry
Instruktør: Abbas Kiarostami
Manuskriptforfatter: Abbas Kiarostami
Udgivelsesår: 1997
Spillelængde: 1 time og 35 minutter
Af Shahin Aakjær
Hvor godt skal et manuskript egentligt være, for at holde en simpel, minimalistisk og næsten kedelig billedside oppe? Helt oppe på Kiarostaminiveau må være svaret. Det bliver slået fast med syvtommersøm i en af Irans mest berømte film nogensinde.
De første par minutter ser man hovedpersonen Hr. Badii køre rundt med tilbageredt hår og et bekymret blik. Hver gang han ser eller hører folk ude i landskabet, sætter han farten ned eller bremser. Hverken seeren eller hovedpersonens omverden aner, hvad hans agenda er. Badii overhører en håndværkers telefonsamtale om pengenød. Da håndværkeren lægger røret på, vinker Badii ham nærmere. “Mangler du penge?” spørger han. Håndværkeren bliver skråsikker og takker nej og går. Næste gang han stopper bilen, er det foran en sølle plastsamler fra Lorestan. Som han prøver at smigre sig ind på. Hovedpersonen bliver mere og mere suspekt. Er han ude efter et blowjob? Hvad foregår der?
Først da han samler en værnepligtig kurder op, forsvinder noget af mystikken. Soldaten er genert, og Hr. Badii danser rundt om den varme grød. Efter en del forceret smalltalk får han endeligt forklaret, at han har til hensigt at begå selvmord. Han har gravet et hul og vil lægge sig derned og tage sovepiller. Han skal bare have smidt jord over sin døde krop. Soldaten stikker af, og Hr. Badii kører videre. Den næste passager er en ung afghansk teologistuderende. Da selvmord er en synd, nægter han også. Til sidst samler han en gammel aserbajdsjansk mand op, som indvilger i at give en hånd med.
Smagen af Kirsebær er en af de mest kendte i den bølge af iranske film, der fik verdens opmærksomhed i 90’erne. Tempoet er roligt, og den er båret af samtalerne. Replikkerne emmer af filosofiske tanker og vender og drejer begrebet selvmord. Det er en synd, både når det gælder kristne og muslimer. Derfor er emnet også kontroversielt i præsternes Iran. Men det kommer Kiarostami elegant udenom.
Som tilskuer får man sideløbende et indblik i nogle af de mange minoriteter, som Iran er sammensat af. Plastsamleren fra Lorestan tjener småpenge, som han sender hjem til familien i den fattige hjemstavn. Den kurdiske soldat og Hr. Badii taler om Kurdistans blodige historie, og de mange krige regionen har været igennem. Den teologistuderende afghaner fortæller om, hvor ødelagt hans hjemland er, og hvor mange afghanske flygtninge der er i Iran. Hr. Bagheri fra den aserbajdsjanske del af Iran, fortæller tyrkerjokes og reciterer tyrkiske digte. Iran er et puslespil af minoriteter.
Størstedelen af filmen foregår inde i Hr. Badiis firehjulstrækker. Abbas Kiarostami har skiftevis filmet fra førersædet og passagersædet, for at få begge sider af samtalerne med. Alle dialoger er derfor kørt igennem minimum to gange. Det giver både en klaustrofobisk følelse at være fanget inde i bilen med karaktererne, men også en unik medfølelse for dem. Alt imens synden og selvmordet bliver diskuteret, kører et tørt og støvet landskab forbi bilens ruder.
Den gamle Hr. Bagheri er en af filmens mest elskværdige figurer. Han mener, at selvmord er forkert, men vil gerne hjælpe et medmenneske i nød. Han fortæller en fin, lille historie om, at han selv havde besluttet sig for at begå selvmord. Han var stået op en tidlig morgen og fundet et morbærtræ, som han ville hænge sig i. Da han ikke kunne kaste rebet over grenene, kravlede han op for at binde løkken fast. Men i stedet for endte han med at spise sig mæt i friske morbær. Det resulterede så i, at han ombestemte sig og konkluderede, at livet er, hvad man gør det til.
Smagen af Kirsebær er en smuk film, der bestemt har fortjent anerkendelse og De Gyldne Palmer, som den vandt ved Cannes Festivalen i 1997. Man skal lede længe efter en film, der behandler et eksistentielt spørgsmål med en så elegant selvfølgelighed.
SE TRAILEREN FOR FILMEN HERUNDER:
https://www.youtube.com/watch?v=63rdfYL9nRI
0 Comments