Kammeraterne Peter Boe Hauggaard-Nielsen (tv.) og Jørn Tækker (th.) viser stolt deres medaljer frem efter at have fuldført Irans første internationale maraton nogensinde. Bagved skimtes det historiske site Naqshe Rostam i Fars-provinsen i det sydlige Iran.

Lørdag 9. april 2016 afviklede Iran for første gang nogensinde et internationalt maraton. »Det vildeste og mest euforiske løb i vores liv,« siger danskerne, der deltog i løbet.

Af Keyvan Bamdej

»Hallo, det kan sguda være, at der er et maratonløb i Iran?«

Omtrent sådan udbrød Jørn Tækker til sin kammerat Peter Boe Hauggaard-Nielsen, da de to sad i en bil på vej hjem fra Pisa efter endnu et veloverstået maratonløb.

»Det internationale samfund havde januar i år netop hævet sanktionerne mod Iran, så vi sad og funderede over, hvordan det mon ville være at løbe i Iran, og om landet mon overhovedet arrangerede et sådant løb?« fortæller Jørn Tækker til Alt om Iran.

Jørn Tækker har løbet distancen masser af gange før. Blandt andet i Berlin, Barcelona, København, London, Pisa og New York City. Men aldrig har han før oplevet et land modtage ham og andre deltagere med så åbne arme, som Iran gjorde ved dets første internationale maratonløb nogensinde.

Lige meget hvor man lander i Europa for tiden, så bliver man ifølge Jørn Tækker af lufthavnspersonalet mødt med frygt og mistanke. Men da han og Peter Boe Hauggaard-Nielsen landede i Shiraz Lufthavn i det sydlige Iran, blev de ikke så meget som et splitsekund mødt med et fjendtligt blik, fortæller han.

»Alle fra tolderen, betjenten, paskontrolløren, flypersonalet og piccoloen var ekstremt hjælpsomme, søde og smilende,« siger den 60-årige og understreger:

»Jeg har rejst hele kloden rundt og har aldrig mødt en befolkning og løbsarrangører så åbne og gæstfrie. Vi følte os enormt velkomne.«

”Welcome to Iran”-skilte
Begivenheden fandt sted i og omkring den lille by Marvdasht i Fars-provinsen i det sydlige Iran. Over 200 atleter fra mere end 35 lande deltog i løbet, som sluttede i den ældgamle persiske hovedstad, Persepolis, som ligger ganske få kilometer fra Marvdasht og nogle 60 kilometer fra den moderne by Shiraz. Blandt deltagerne var der to danskere, to nordmænd og otte svenskere.

»Løbet var den vildeste og mest euforiske oplevelse i mit liv,« siger Jørn Tækker og giver sig i kast med en umiddelbar sammenligning.

»I modsætning til Pisa, hvor flere end 2.500 løbere deltog i maratonløbet, og hvor der kun var 200-300 tilskuere på hele strækningen og ganske få på målstregen, så havde 6-7 årige skolebørn, forældre, lærer og folk fra området taget fri fra arbejde og skole for at stå med ”You are welcome” og ”Iran for Peace”-skilte akkompagneret af et inferno af jubel, skrig og klapsalver,« siger Jørn Tækker.

Ifølge Jørn Tækker vil de fleste maratonløbere give deres højre arm for at deltage i New York City Marathon, som er et de største løb i verden. Deltagerantallet i New York City Marathon ligger årligt mellem 45.000 – 50.000 løbere og desuden kendt for den gode opbakning, hvor op imod en million tilskuere tiljubler deltagerne rundt i New Yorks fem bydele.

Men selvom det uden tvivl også var en stor oplevelse, så påpeger Jørn Tækker, at løbet i Iran var endnu mere vildt og imponerende.

»I Iran blev vi ikke betragtet som hverken maratonløbere eller turister. Vi blev behandlet som gæster i eget hus, og hele den der intense opmærksomhed og varme modtagelse sammenkoblet med ruten gennem Persiens ældgamle by, Persepolis, var fuldkommen fantastisk og rørende,« siger Jørn Tækker.

Peter Boe Hauggaard-Nielsen stemmer i. Han kunne ikke være mere enig.

»Jeg har ligesom Jørn løbet Marathon i New York City og prøvet at løbe ind på Manhattan, hvor der står 500.000 mennesker og råber. Det var selvfølgelig en stor oplevelse. Men den varme og venlighed alle skolebørnene og voksne i Marvdasht lod strømme imod os løbere var en større og meget mere hjertelig oplevelse. Det var på en måde meget personligt og oprigtigt. Jeg var lige ved at tude på flere tidspunkter og på andre tidspunkter havde jeg lyst til at holde mig for ørerne pga. larmen,« siger Peter Boe Hauggaard-Nielsen, der blev positiv overrasket på alle parametre.

»Det er mit indtryk, at iranske familier værner meget om hinanden og deres medmennesker. Det overrasker mig positivt, hvilket overskud de havde til turister, som Jørn og jeg. Det er et overskud, jeg vil øve mig selv i at have i Danmark, når jeg møder gæster fra andre lande,« siger den 37-årige århusianer.

Hele området omkring byen Shiraz, og den ældgamle civilisation ligger i 1.500 meters højde, hvorfor det for mange af de internationale løbere var vanskeligt at følge med de iranske løbere, der også tog første, anden og tredjepladsen på henholdsvis 2 timer og 43 minutter, 2 timer og 48 minutter og 2 timer og 56 minutter.

Jørn Tækker selv sluttede med en respektabel tid på 3 timer og 45 minutter. En tid, som han var ganske tilfreds med. Peter Boe Hauggaard-Nielsen, der endte på tiden 3 timer og 20 minutter, var ikke tidsmæssigt på højde med, hvad han tidligere har præsteret. Dog siger han, at det gav ham alt andet.

»Det er ultimativt det bedste løb, jeg har haft – og det, der sidder dybest i hjertet.«

Iraneren Farzollah Rostami vandt løbet med en tid på 2 timer og 43 minutter.

Besøg I-run-Iran-hjemmesiden ved at trykke på linket herunder:

Denne artikel er skrevet af Keyvan Bamdej.

Redaktør hos Alt om Iran

E-mail: kontakt@altomiran.dk