Som en hver anden tidligere sovjetisk storby, har Tadsjikistans hovedstad Dushanbe også et operahus. I det hele taget, er sovjettiden let at få øje på.

Af Shahin Aakjær

Tag farverne fra det iranske flag; grøn, hvid og rød og vend dem på hovedet. Tag det persiske alfabet, og byt det ud med det kyrilliske. Tag et folk, der takker Allah, når de bunder 10 centiliter russisk vodka. Så har du Irans ukendte fætter – Tadsjikistan.

Som søn af en flygtning fra Iran har jeg hørt mange suk efter det svundne fædreland. De gode gamle dage, hvor nowruz (iransk nytår) blev fejret med fyrværkeri og fest. Dengang, hvor der var færre arabiske låneord i det persiske sprog. Tiden, hvor religionen ikke definerede alting i landet. Jeg fandt ud af, at en flybillet til Tadsjikistan nærmest fungerede som en tidsrejse tilbage til det gamle Persien. Så jeg var af sted i marts 2016.

Tadsjikistan, der ligger i Centralasien omgivet af Afghanistan, Kina, Kirgisistan og Usbekistan, blev først selvstændigt i 1991. Inden da havde det været en udkantsrepublik i Sovjetunionen. Af de 15 lande, der dengang udgjorde U.S.S.R., er Tadsjikistan i dag det fattigste. De cirka otte millioner indbyggere taler tadsjik, som er nært beslægtet med persisk. Kulturen bærer også præg af at være tæt på den iranske.

I forbindelse med nowruz strømmede folk udi foråret. Kvinderne går ofte i folkedragter. På farverne og mønstrene kan man se, hvor i landet de oprindeligt stammer fra.

Jeg besøgte det smukke og gæstfrie land i marts, hvor de fejrede nowruz. Nowruz ligger på forårsjævndøgnet i marts og er den første dag i den iranske kalender. Det fejres med pomp og pragt i 13 dage mange steder i verden, men syner lidt hen i Iran. Traditionen stammer fra tiden før Islam og anses som haram hos mange konservative kræfter i Iran.

Men i Tadsjikistan kan nytårsfesten ikke få for meget. Gaderne i hovedstaden Dushanbe, som betyder “mandag” på persisk, var fyldt med feststemte mennesker. Kvinderne havde farvestrålende folkedragter på, børnene var iklædt prinsessekjoler og jakkesæt, og der blev danset i bymidten. Jeg mødte sågar en håndfuld iranske turister, som var kommet for at se tadsjikerne fejre deres fælles højtid med manér.

Men turisme er de ellers ikke vant til. De fleste, jeg mødte på min vej, havde svært ved at tro, at jeg kun var kommet for at se landet og opleve kulturen. Gæstfriheden ville til gengæld ingen ende tage. Jeg blev inviteret hjem til the, næsten hver eneste dag. Ikke bare af høflighed, men af reel interesse. Så sad man der i de ydmyge og fattige hjem, drak the, takkede det bedste man havde lært, og hørte om livet langt væk fra Danmark.

Nowruz i Dushanbe.

Livet er ikke let i Tadsjikistan. Ifølge Verdensbanken er landet blandt de 30 fattigste i hele verden. Deres eksport består primært af aluminium og bomuld.

Da Sovjetunionen sad på magten, blev tadsjikkernes knappe landbrugsjord omlagt fra plantager til bomuldsmarker. Centralasien skulle fungere som imperiets bomuldslager. Da Tadsjikistan blev selvstændigt, sad de så tilbage med bomuld og ikke ret meget andet. Landet er stadigvæk meget afhængigt af Moskva.

Knap 50 procent af landets BNP er penge, som tadsjikiske gæstearbejdere i Rusland sender hjem til familien. Næsten halvanden million tadsjiker arbejder i udlandet, hvoraf langt størstedelen arbejder i byggebranchen i Moskva. I 2015 var Tadsjikistan officielt ude og brokke sig, da et russisk jagerfly krydsede ind over tadsjikisk territorium. Som svar sendte Rusland 100.000 tadsjikiske gæstearbejdere hjem og siden da har Tadsjikistan forholdt sig tavs.

Her sidder tre snakkesaglige kvinder i bazaren i den lille søvnige by Faizabad. Når der ikke er kunder, kan der drikkes the og sludres.

Da store dele af Tadsjikistans eksport går til netop Rusland, kan EU’s sanktioner mod Rusland derfor også mærkes i det lille centralasiatiske land. Der er krisetider, og mange af dem, jeg mødte, i landet brokkede sig over prisstigninger.

Overalt i hovedstaden og de større byer så man ufærdige byggerier, som ikke nåede at blive færdige, før sanktionerne mod Rusland trådte i kraft. For det har betydet, at der har været mindre brug for tadsjikisk arbejdskraft i Rusland. Og da rublen er faldet og dollaren er steget, er de penge, som bliver sendt hjem til familien, endnu mindre værd. Tadsjikerne håber derfor på bedre tider og en forsoning mellem øst og vest.

Som om fattigdom og mangel på opmærksomhed ikke var nok, var Tadsjikistans befolkning også viklet ind i en borgerkrig fra 1992 til 1997. Resten af verden holdt sig for øjnene, mens mellem 50.000 og 100.000 tadsjikker måtte lade livet. Store dele af den voksne generation har den dag i dag både fysiske og psykiske ar fra de mange krigsår. I Dushanbe ser man stadigvæk landminernes vidner, ­tiggere uden ben på skateboards.

Der er børn over alt i Tadsjikistan. Ca. en tredjedel af befolkningen er under 14 år. Her sidder nogle af dem i byen Faizabad.

Men på trods af den voldsomme fortid føler man sig tryg som turist. Det er ganske normalt at blive stoppet på gaden af venlige og nysgerrige sjæle. “Hvad laver du her?”, “velkommen” og “kom hjem til the og mad,” lyder replikkerne. Det er en af de mest gæstfrie befolkninger, jeg nogensinde har mødt. Jeg blev helt overvældet af deres hjertevarme.

På trods af korruptionen i landet, og diktatoren, der ikke lader til at ville afgive magten, ser fremtiden lysere ud for Tadsjikistan. En tredjedel af befolkningen er under 14 år, så en stor del af den kan ikke huske borgerkrigen og ser mere lyst på fremtiden.

Iran og Saudi­ Arabien, der har indledt en popularitetskonkurrence i hele regionen. Det betyder gaver i form af moskeer, hospitaler og nye veje. Da Ahmedinejad var præsident i Iran, sagde han sågar under et besøg i Dushanbe: “Iran og Tadsjikistan er én sjæl i to kroppe.” Så man kan håbe for tadsjikkerne, at de går bedre tider i møde. Men de har brug for omverdenens hjælp og støtte.

Denne rejseblog er skrevet af Shahin Aakjær. 

kandidat i Mellemøststudier/Persisk fra Københavns Universitet.

E-mail: info@fabeldyret.dk