Michael Bang og hans kæreste Amanda Freiesleben, begge studerende ved Roskilde Universitet, rejser i disse dage rundt i Iran og omegn. Hver søndag vil parret i seks uger blogge om deres oplevelser i regionen, mens indtrykkene er friske i erindring. Læs her Michael og Amandas femte blog fra byen Rasht nær det kaspiske hav.

Tekst af Michael Bang / illustrationer af Amanda Freiesleben

Efter én enkelt bid bliver Mirrzâ Ghâsemi  vores nye persiske livret. Det er kun en time siden, vi ankom med bussen til Rasht, men vi kan mærke, at noget er anderledes her. Byen er hovedstad i Gilan-provinsen, der kendt for sit køkken, men selvom vi kun er 30 km fra det kaspiske hav – hvor den ekstremt dyre Belugakaviar produceres – så finder vi ikke noget kaviar på menukortet her. Til gengæld har vi fået serveret en af egnens stoltheder, Mirrzâ Ghâsemi, som laves på grillede auberginer rørt sammen med tomater, hvidløg og æg. Retten ser ikke ud af noget særligt. En rødlig masse med hvide æggestykker, men konsistensen er blød og lækker, og de grillede auberginer smager fantastisk.

Vi er på en lille restaurant, så vores tilstedeværelse har tiltrukket opmærksomhed fra to andre gæster, der slår sig ned ved vores bord. De taler næsten ikke engelsk, så det meste snak foregår igennem Google Translate på min telefon. Vi kan forstå, at den ene mand er lærer og underviser i fysik. Han prøver at fortælle noget med hans datter, men vi forstår ham ikke, så han får min telefon. Han skriver en besked og rækker forventningsfuld telefonen over til mig.

”تولد دختر من است. مهمان من باش؟” / ”My daughter’s birthday. Be my guest?”

Vi bliver ofte inviteret hjem til iranere, og vi ville faktisk gerne takke ja til invitationen, men i dag kan vi ikke, da vi skal hjem til vores nye vært Amir.

Vi roser den kvindelige tjener for den gode mad med alle de positive tillægsord, vi har lært på farsi, og vi takker ja til en kop te. Hun udveksler et par ord med vores nye venner og forsvinder ud i køkkenet. Hun kommer hurtigt tilbage med fire glas og en kande mørklilla væske. Jeg kan se, at det er kirsebærsaft – og det passer mig faktisk fint med noget koldt at drikke i varmen – så jeg tager hurtigt kanden og hælder op. ”Kaam, kaam”, udbryder tjeneren, hvilket betyder ’lidt, lidt’ på farsi. Jeg stopper med at hælde og tager forsigtigt kanden op til næsen. Jeg kan fornemme, at hele bordet kigger på mig. Det dufter for surt til at være saft. Det er vin.

I den lille bjerglandsby Toudaran mødte vi en dame, der hedder Iran.

Sydeuropæisk feriestemning

Området omkring det kaspiske hav skiller sig ud på flere måder. Klimaet er mildt, og det regner meget, så landskabet er grønt og frodigt. Mange iranere, særligt fra Teheran, tager på ferie eller weekendudflugt hertil. Før vi ankom, sagde flere iranere, at vi ville føle, at vi var i Europa her. Det er ikke helt sandt, men jeg kan gå med til, at der er lidt sydeuropæisk feriestemning over området. Byen lukker ned og holder siesta om eftermiddagen, og iranerne er mere afslappede her. Vores 41-årige vært Amir fortæller, at folk heroppe ikke går så meget op i dyre, smarte biler, men i stedet nyder livet med god mad og måske et glas vin.

Amir er opvokset i Rasht og valgte efter en periode i Teheran at flytte tilbage til byen. Han er uddannet ingeniør og tjente gode penge i Teheran, men var ikke glad for livet i den travle storby. Nu sælger han fodboldstøvler ved siden af sin fars og brors sportsbutik, men selvom det ikke giver ligeså meget, er han glad for livet i Rasht.

Islamisk Robin Hood-gruppe

Gilan-provinsen har længe ligget beskyttet mellem det kaspiske hav i nord og Alamut-bjergene i syd, hvilket har givet mere frihed for folket her til at gøre, hvad de vil. Nu, hvor der er bygget veje igennem bjergene, er der ikke langt for de religiøse autoriteter i Teheran, men folk virker stadig mindre troende her. Alkohol er én ting, men man ser også flere unge par holde i hånd på gaden, og kvinderne er mindre tildækkede.

En del af forklaringen på Rashts særheder findes nok også i byens historie. I 1917 var det centrum for en islamisk Robin Hood-oprørsgruppe, kaldet Mīrzā Kūchak Khān’s Jangal. Gruppen var allieret med Sovjetunionen, og i 1920 forsøgte de at oprette Gilan som en sovjetisk socialistisk republik i Iran. Kongen af Persien, Shah Reza Pahlavi, var dog ikke begejstret for den idé, så da han kom til magten ved et kup i 1921, angreb han Gilan. Lederen, Mīrzā Kūchak Khān, blev halshugget, og hans hoved bragt hele vejen til Teheran til offentlig skue. Nu er Mīrzā Kūchak Khān dog tilbage i Rasht. I dag er fjender af den gamle konge, som regerende før revolutionen i 1979, nemlig hædret af den Islamiske Republik. En stor skulptur af Mīrzā Kūchak Khān til hest, som en anden Christian d. 5., er derfor blevet rejst i byens centrum.

Amirs datter Ronika kunne godt lide vores ”danske” vaniljekranse, selvom de er produceret i Indonesien.

Sørgeperiode for Imam Hussein

Vores besøg i Rasht skyldes blandt andet en drøm om at vandre de 1000 trin op til den eventyrlige bjergfæstning Rudkhan Castle. Vi kører fra Rasht igennem lysegrønne te-plantager, indtil beplantningen bliver større og tættere. Nogle iranere i Teheran fortalte os, at vi skulle besøge ”the jungle” i Rasht. Dengang troede vi bare, at det var et forkert ordvalg for skov, men her er faktisk lidt jungle over det. Fugtigheden er ekstrem høj, hvilken er meget anderledes fra resten af Iran, og fuglefløjtene er eksotiske. Vi når toppen våde af sved, men høje over udsigten. Fra fæstningen kan vi se de omkringliggende grønne bakker forsvinde op i skyerne.

Det er fredag, den muslimske helligdag, så der er mange iranere på udflugt i dag. En gruppe på ti iranere har foldet tæpper ud på et lille plateau med en perfekt udsigt over både fæstningen og dalen. ”Befahma, Befahma / værsgo’, værsgo”, lyder det fra flere af de unge iranere. Vi takker høfligt nej og går videre. En mand råber igen efter os og løfter en skinnende guldkande frem foran sig. Han smiler og laver en grimasse, som om han ikke forstår, hvem der kunne finde på at sige nej til te fra denne eksotiske tekande – og han har da ret. Vi gør antrit til at gå tilbage, og straks springer alle op fra tæppet for at byde os velkommen. Nogle af kvinderne i gruppen har smidt tørklædet heroppe eller udskiftet det med en vandrekasket, og de fleste går klædt i fornuftigt vandretøj eller vestligt modetøj. I løbet af få sekunder har jeg en kop te og en kiks i den ene hånd, et stykke kage i den anden og nødder og frugt i lommerne. De griner højlydt, og vi tager en masse selfies, indtil de begynder at synge og klappe. Luften er frisk, udsigten smuk og selskabet hyggeligt.

Vi føler, at vi er på toppen af Iran, hvor alt kan lade sig gøre. Lige indtil en vagt dukker op på bakken over os. Han beder os om at stoppe med at synge, tage tørklæder på og respektere, at det er Ashura – den årlige sørgeperiode for Imam Hossein, der døde i krig i Karbala for et 1300 år siden. Træerne vokser desværre ikke helt ind i himlen, selvom det godt kunne se sådan ud herfra.

Få overblik over Michael og Amandas blogs her:

KAPITEL 1/6: Velkommen til Teheran

KAPITEL 2/6: Urmia, kurdere og kønsroller

KAPITEL 3/6: Azadi i Armenien

KAPITEL 4/6: Poesi & militær

KAPITEL 5/6: Sydeuropæisk feriestemning

KAPITEL 6/6: De forsvundne løver

Denne blog er skrevet af Michael Bang.

Journaliststuderende ved Roskilde Universitet og blogger hos Alt om Iran

E-mail: michaelhbang@gmail.com

Illustrationer af Amanda Freiesleben.

Dansk- og Kommunikationsstuderende ved Roskilde Universitet og blogger hos Alt om Iran.

Se parrets rute tværs igennem Iran: