Af Shahin Aakjær

Høfligheden er vigtig i Iran. Nærmest altoverskyggende. Selv når bilisterne i myldretrafikken dytter og råber af hinanden er de des. “Hvad fanden dytter De for? Kan De ikke se, at jeg ikke kan komme fremad?” Med danske briller på, virker det en smule absurd. Men denne høflighed er en af grundstenene i iransk kultur. Det tydeligste og mest bemærkelsesværdige eksempel er taarof.

Taarof er en intern omgangstone, som alle i landet er indviet i. Det er en verbal dans om den varme grød, hvor man siger nej til det, man gerne vil og tilbyder det, man ikke vil undvære. Altsammen for at vise ydmyghed og respekt. Det er forvirrende, hvis ikke man er med på spillereglerne.

Som besøgende i Iran møder du det nok første gang i en kiosk, hos grønthandleren eller bageren. Du har stillet dine varer på disken – en sodavand, en avis og en pakke cigaretter. Manden bag disken tæller sammen, og de kigger på ham og spørger, hvad det bliver. Kioskejeren svarer: “Ghabelli nadareh” (dansk: “det har ingen værdi”).

Senere kører du i taxa eller besøger en restaurant, og når det kommer til betalingen, får du at vide, at det er på husets regning. Som udenlandsk gæst kan man fristes til at tro, at iranerne er så flinke og vil give dig så god en oplevelse af deres hjemland, at de slet ikke vil have betaling. Sådan er det ikke. Det er taarof.

Taarof er en høflighedskonkurrence mellem iranerne, som aldrig ender. Det kræver smilehuller, tålmodighed og en fornemmelse for, hvad personen bag egenligt mener. Skal to personer ind gennem en døråbning, skal de helst lige tilbyde hinanden at gå først. Det kan hurtigt ende med, at de begge står og peger den anden mod døråbningen og siger “Værsgo’, du går først…”.

Roser du en iraners tøj, smykker eller inventar, er det ikke udsædvanligt at få tilbudt genstanden. “Nej, tag du den fingerring, den vil alligevel klæde dig bedre.” Selvfølgeligt betyder det ikke, at ringen nu er din. Det er blot en måde at vise sin gæstfrihed på.

Man møder taarof overalt i Iran, og i de fleste situationer, men særligt et sted fylder det mest – ved maden. Går man forbi en familie, der har bredt en dug ud i en park og sidder og spiser kebab, eller en mand på en bænk, der spiser en skål med safranis – er det ikke usædvanligt eller mærkeligt for den sags skyld at blive tilbudt at få en bid. Nogle gange er det et stående tilbud, andre gange skal det ikke tages alvorligt. Det er ikke altid til at regne ud.

Er du gæst hos iranere og skal til bords, vil du blive tilbudt både det første og det sidste. Det forventes nærmest, at man tager mere end en portion. Nogle gange begynder værten måske endda at øse en ekstra portion op til dig. Et godt råd er at øse mindre portioner op. Når du så har spist op, skal du nok få tilbudt mere.

Når en tallerken er blevet helt tom, vil den typiske iranske vært se det som, at du godt kan få plads til mere i maven. Selvom det er uhøfligt i Danmark, kan man lade en smule af maden ligge til sidst på sin tallerken. På den måde ved din vært, at du er proppet og ikke kan klemme mere ned.

Det handler i høj grad om at insistere, når man skal håndtere taarof. Man kan sagtens bede folk om ikke at lave taarof med et “Taarof nakonid”, men det vil de fleste iranere anse som værende taarof at sige. Ja, det er kompliceret.

Som udefrakommende har man dog en fordel, da iranerne godt ved, at taarof er et lokalt koncept. Det forventes derfor ikke, at man forstår det til fulde. Det tager noget tid at vænne sig til, og du vil nok nå at lave et par fejl i starten. Men man kommer langt med fornuft og mavefornemmelser.

Når den fremmede mand i bussen tilbyder dig at komme med ham hjem og spise med familien, er det højst sandsynligt taarof. Ellers er tallet tre, ligesom i eventyrerne, magisk i sådanne situationer. Siger du “nej-tak” tre gange til et tilbud, vil det blive forstået som en høflig afvisning. Hvis du tre gange spørger kioskmanden om prisen på cigaretterne, vil du også få en pris.

Når det kommer til taarof, er John Limbert en god historie. Han var amerikansk diplomat i Iran i slutningen af 1970’erne, da Mohammad Reza Pahlavi stadigvæk var shah. Han arbejdede på USAs ambassade og havde bemærket, at når iranerne gav en gave, talte de altid gaven ned. En typisk kommentar kunne være “ghabelle shuma ra nadareh” (dansk: “det er ikke værdigt nok til dig”). Så det ville Limbert også prøve:

“Jeg kan huske, at vi var til en ceremoni, og vi ville takke nogle lærere, der havde hjulpet os med et program. Vi havde købt dem et meget fint, indrammet billede af Shahen, til deres kontor, og jeg sagde så “ghabelle shuma ra nadareh”“.

Ansigtsudtrykkene afslørede dog, at han havde brugt sætningen på det helt forkerte tidspunkt. John Limbert lærte dog senere at mestre taarof-kunsten.

I november 1979 besatte nogle studerende den amerikanske ambassade i Teheran og tog Limbert og 51 af hans kollegaer som gidsler. Der gik 444 dage, før gidslerne kunne vende hjem. Her blev taarof en del af Johns hverdag.

“Hvis nogen kom ind i min celle, ville jeg sige: “Værsgo’, kom inden for. Sid venligst ned,” og han ville svare: “Åh eller tak, det kan jeg da ikke.”. Jeg ville så insistere og tilbyde dem frugt og nødder,” fortæller John Limbert, der har lært sig flydende persisk.

Da de amerikanske gidsler langt om længe blev frigivet, blev John Limbert interviewet på TV af den daværende forsvarsminister – Ali Khamenei, som siden blev Ayatollah Khomenies efterfølger som åndelig leder. I klippet får man en fornemmelse af at John nu mestrer taarof og kan bruge det med lidt sarkasme, da han siger til Khamenei: “I iranere er så gæstfri, at når I først får en gæst, vil I ikke lade dem gå igen“, efter at have siddet i 444 dage som gidsel.

Man kunne gøre det til en tommelfingerregel, at man bør sige nej til tilbud, der er for gode til at være sande, når man er rejsende i Iran. Men så simpelt er det ikke. I så fald vil man gå glip af en masse gode oplevelser. For i Iran er det ikke usædvanligt at blive inviteret på mad, uden at det er taarof.

Gæstfrihed er også en nationalsport i Iran. I bund og grund af taarof blot en høflighedskonkurrence, som handler om at udvise respekt for sine medmennesker.

SE EN SJOV VIDEO OM TAAROF HERUNDER:

Denne artikel er skrevet af Shahin Aakjær.

Kandidat i Mellemøststudier/Persisk på Københavns Universitet.

E-mail: info@fabeldyret.dk