Sigter Trump mod regimeskift i Iran?

Trump har trukket USA ud af atomaftalen. Hvad betyder det for iranske oppositionsgrupper? Vil de nu blive støttet militært af USA i et forsøg på at vælte det iranske styre og hvordan vil iranerne forholde sig til dem?

Af Jan Bodholdt

I går aftes offentliggjorde præsident Donald Trump, at USA trækker sig ud af atomaftalen om Iran fra 2015, Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA). Både under den amerikanske valgkamp i 2016 og efterfølgende som præsident har han ved utallige lejligheder udtrykt sin klare modstand mod aftalen, så det kommer bestemt ikke som nogen overraskelse, at han gør alvor af truslerne.

I denne sammenhæng er det ubesvarede spørgsmål, hvad USA’s overordnede strategi over for Iran egentligt er, og hvad den amerikanske regering vil sætte i stedet for JCPOA.

Vil man forfølge en vej, hvor man genindfører og forstærker de sanktioner, som atomaftalen ophævede, men som man fra amerikansk side aldrig har overholdt, fordi man iværksætte andre sanktioner, der ikke var begrundet i atomaftalen. Trump talte om ”the highest level of sanctions” mod Iran.

Eller ligger der noget andet gemt i Trumps tale? Det er i hvert fald interessant, at han henvendte sig direkte til det iranske folk og lovede, at ”the people of America will stand with you”. Endvidere sagde han, at ”great things can happen in Iran”.

Det kan let læses som om , at USA stiler efter et regimeskift i Iran, hvor det nuværende teokratiske styre skal smides på porten og erstattes af et mere vestligt orienteret regime. Trump har selv omtalt denne mulighed, og det samme har hans nye udenrigsminister Mike Pompeo og den nyudnævnt sikkerhedsrådgiver, John Bolton.

En afsættelse af styret i Teheran kan ske på to måder: enten ved at ved at støtte oppositionsgrupper økonomisk og militært eller ved at selv at gribe militært. Lad os her især se på det første scenario.

Måske tror den amerikanske regering, at der i befolkningen er så stor modstand mod styret, at en militær støtte til oprører i Iran vil få folkelig opbakning. Helt fejlagtigt tror man måske, at de demonstrationer, der fandt sted i Iran i slutningen af december 2017, er udtryk for ønsket om at vælte præstestyret.

Den udbredte utilfredshed i Iran for et halvt år siden var en blanding af mange forhold, for selvom præsident Hassan Rouhani var ved at nedbringe arbejdsløsheden og sænke inflationen i ambitionen om nogenlunde at få ryddet op efter det økonomiske uføre, som Mahmoud Ahmadinejad havde ført landet ud i, var der utilfredshed med prisstigningerne på dagligvarer, manglende lønudbetalinger til offentligt ansatte og skuffede forventninger generelt.

Det kan imidlertid være svært at måle omfanget af utilfredsheden; i hvert fald er det en kendsgerning, at der var hundrede tusinder af iranere på gaden til moddemonstrationer til støtte for styret. Protesterne havde forskellige årsager i forskellige dele af landet, så der var aldrig tale om en samlet opposition, der kunne true styret.

En amerikansk forhåbning om at kunne satse på decemberbegivenhederne som baggrund for et regimeskifte er derfor aldeles grundløs, og fiaskoen vil være af samme dimensioner som den fejlslagne amerikanske invasion i Svinebugten i på Cuba i 1961.

Af andre organisationer, som USA kunne finde på at støtte, er monarkisterne. Shahens søn, Reza Pahlavi, bor nu i USA, og kunne i teorien vende tilbage og påberåbe sig tronen. Men kun ganske få iranske nostalgikere ønsker, at det skal ske, og det helt store flertal ønsker ikke – efter at have gennemgået hårde tider som revolutionen, krigen mod Irak og internationale sanktioner – at vende tilbage til en tid, der var langt værre.

Når revolution i det hele taget kunne gennemføres med succes, skyldtes det netop, at alle iranere havde vendt sig mod shahen. Det var lykkedes Khomeini at samle alle utilfredse under bredt formulerede slagord som fx kampen mod social ulighed og kampen mod diktatur og derved få opbakning til at fjerne shahen fra meget forskellige kredse i Iran. Venstreorienterede, præster og middelklassen støttede op om Khomeini mod shahen.

Så er der Mujahadeen-e-Khalq (MEK), der indtil 2012 var på den amerikanske liste over terrororganisationer. Organisationen bygger på en blanding af marxisme og nationalisme og deltog i opgøret mod shahen. I den første tid efter den iranske revolution var der en ganske stor opbakning til MEK, men al sympati forsvandt, da man under krigen mod Irak allierede sig med Irak.

De har en voksende tilslutning i USA og yder angiveligt økonomisk støtte til højrefløjen i den amerikanske kongres og får derved politisk indflydelse, men i Iran tager alle afstand fra dem som forrædere, og et USA-støttet oprør med MEK som frontløbere er derfor forudbestemt til at slå fejl.

Der er sandsynligvis mange i Washington, der tror, at den Grønne Bevægelse, der i 2009 fik det iranske styre til at vakle, vil kunne vælte styret. Bevægelsen opstod i protest mod valgresultatet ved præsidentvalget, som Ahmadinejad kun vandt ved at manipulere med resultatet.

Man glemmer blot, at bevægelsen dengang som nu er en paraplyorganisation for alle strømninger af utilfredshed uden en samlende politik. Det er også værd at huske på, at den GrønneBevægelse ønskede reformer inden for rammerne af det eksisterende styre – ikke en revolution, der skulle vælte styret.

Desuden skal man huske på, at den Grønne Bevægelse forholdt sig passivt under urolighederne i december 2017, så gassen synes at være gået ud af bevægelsen.

Alle disse bevægelser mangler altså gennemslagskraft og folkelig støtte og vil derfor ikke kunne bruges som frontkæmpere i et forsøg på at vælte styret i Teheran. Desuden er der i hele den iranske befolkning en ægte vrede eller had mod USA, fordi USA altid på fjendtlig vis har blandet sig i iranske anliggender.

Det var med amerikansk støtte, at det lykkedes at vælte Mohammed Mossadegh og få Shahen genindsat i 1953. Shahstyret kunne kun overleve frem til revolutionen i 1979, fordi USA bakkede Shahen op.

Hertil kommer en lang række af amerikanske hemmelige militære aktioner ind i Iran, især tydeliggjort ved Bush’s ansøgning til Kongressen i 2007 om flere penge til sådanne operationer. USA har gennemført utallige økonomiske sanktioner mod landet, der gør, at økonomien aldrig er vokset, som man havde håbet, selvom JCPOA netop skulle bane vejen for bedre levevilkår for iranerne.

Alle iranere vil hellere bibeholde styret end at lade en amerikansk indgriben erstatte det. Det er en klart udbredt holdning blandt iranere, der er i opposition til styret, at de ønsker reformer inden for de nuværende rammer, og kun et helt ubetydeligt mindretal taler om at vælte regimet. Og det skal ikke glemmes, at befolkningen lige siden kong Kyros (559-530 fvt.) har følt en stolthed ved at være iranere, en nationalfølelse, hvis vigtighed ikke må underkendes.

Et amerikansk forsøg på at vælte regimet ved hjælp af oppositionsgrupper vil derfor være dømt til fiasko. Den anden mulighed – direkte amerikansk indgriben, som det var tilfældet i Irak – vil sætte Mellemøsten i brand og true verdensfreden med helt uoverskuelige konsekvenser, fordi det vil involvere alle stormagter og alle Irans naboer. Det skrækscenario vil vi se på ved en senere lejlighed.

USA’s indblanding i iranske forhold har desuden ikke kun været økonomiske sanktioner, men har også omfattet hemmelige militære operationer. Og i øjeblikket tales der nu i den amerikanske regering om at vælte styret.

Læs mere her: https://www.newyorker.com/magazine/2008/07/07/preparing-the-battlefield