Titel: Persepolis, پرسپولیس, Persepolis

Instruktør: Marjane Satrapi og Vincent Paronnaud

Manuskriptforfatter: Marjane Satrapi og Vincent Paronnaud

Udgivelsesår: 2007

Spillelængde: 1 time og 36 minutter

Af Shahin Aakjær

For fyrre år siden blev Iran vendt op og ned med Den Islamiske Revolution, og siden har Iran måtte gennem krig, sanktioner og andre ekstremer. Det har affødt en befolkning med fascinerende og rørende livshistorier. I “Persepolis” får vi foldet en af disse fortællinger ud.

Marjane er en lille pige med krudt i røven og Bruce Lee-plakater på væggen, da revolutionen bryder ud i 1979. Stemningen er god i barndomshjemmet. Hendes forældre er intellektuelle socialister fra den øvre middelklasse og ser gerne shahen smidt på porten.

Men da den ene undertrykker byttes ud med en anden, ændrer stemningen sig. Krigen mellem Iran og Irak bryder ud, og Marjane bliver sendt ud af landet for at gå på sprogskole i Østrig.

Marjane finder sig dog ikke til rette i Europa. Hun er ulykkelig, uheldig og fremmedgjort. Derfor vender hun tilbage til sit fædreland.

Tilbage i Iran forsøger hun at tilpasse sig Den Islamiske Republik, starter på universitet og gifter sig. Alligevel ender hun alligevel i Europa igen, hvorfra vi som seer får fortalt hendes historie.

“Persepolis” bygger på Marjane Satrapis selvbiografiske tegneserie af samme navn. Man kalder det vel egentligt en grafisk novelle, for at distancere det fra useriøse, barnlige og letfordøjelige tegneserier. Og ja, “Persepolis” er ikke for børn.

Det er et elegant og velfortalt indblik i et enkelt liv, der åbner en dør til forståelsen af et helt lands nyere historie. Er man tilhænger af styret i Iran, sukker man efter tiden under shahen, eller er man bare nysgerrig på Iran – det er ikke så vigtigt, det her er Marjane Satrapis sandhed.

Irans udvikling har været tumultarisk og kompleks de sidste halvtreds år. Det er i sig selv svært nok at blive klog på. Når det så er fortalt gennem en teenagers øjne, bliver det hele endnu mere ekstremt. Men som seer føler mig sig ikke i vildrede.

Det er ganske enkelt godt og simpelt fortalt. Netop fordi det hele bliver gengivet gennem et ungt menneske, gør det hele lettere at relatere til. Teenageoprøret har de fleste haft inde på livet, følelsen af ikke at passe ind – her er der bare skruet op på max.

Tegningerne er enkle og flotte. Den tunge historie bliver på grund af stregtegningerne kunstnerisk og nærmest svævende. Scenerne smelter sammen, figurerne bliver spøgelsesagtige, og der skiftes mellem farver og sort/hvid. Det hele bliver på sin vis mere drømmene.

Ser man godt efter vil man også finde små hilsener, blandt andet til Edvard Munchs “Skriget” og Samad Behrangis klassiske revolutionsbørnebog “Den Lille Sorte Fisk”. Disse referencer blander sig helt perfekt med både komiske og triste scener, netop fordi det er et tegnet univers.

Marjane Satrapi bor i Frankrig, og det er også der filmen er blevet til. Den havde premiere på Cannes-Festival i 2007 og vandt fortjent en delt jurypris. Siden da har filmen vundet flere priser. Dog har den ikke modtaget rosende ord i det officielle Iran.

Det år, den udkom, sendte man fra iransk side en klage til den franske ambassade med en frustration over fremstillingen af landet i filmen. Alligevel er “Persepolis” i dag en af de mest kendte film om Iran udenfor landet.

SE TRAILEREN FOR FILMEN HERUNDER:

Denne anmeldelse er skrevet af Shahin Aakjær.

Kandidat i Mellemøststudier/Persisk fra Københavns Universitet.

E-mail: info@fabeldyret.dk