Umiddelbart har Iran og Danmark ikke ret meget til fælles. Fra København til Teheran er der mere end 5.000 kilometer, og de to lande ligger på hver deres kontinenter, adskilt af bjerge og politiske interesser. Men de har en gruppe mennesker til fælles. Der er cirka 15.000 iranere og efterkommere af iranere i Danmark. Dansk-iranerne, men hvem er de?

Alt om Iran har mødt nogle af dem, for at tegne et billede af nogle af de mennesker med tilknytning til Iran, som har deres hverdag i Danmark. I første omgang har vi mødt rapperen Bobby Shams.

Babak Vakili er født i 1986 på Nørrebro af iranske forældre, der kom til Danmark efter revolutionen i 1979. Han har læst statskundskab på Københavns Universitet og har en finger med i spillet mange steder. Han har i mange år rappet under navnet Vakili, men har skiftet lyd, og navnet er nu Bobby Shams. Desuden har han skrevet teaterstykker og manuskripter til TV-serier, lavet podcasts og skrevet musik for andre. Alt Om Iran mødte ham på en skøn dansk sommerdag i København.

Hvad forbinder du Iran med?

»I går var der en veninde, der spurgte mig, om jeg var stolt af at være iraner. Mit umiddelbare svar er “ja”, fordi man har lært, at man skal være stolt af at være iraner, uden at det er mine forældre, der har lært mig det. Fordi jeg er vokset op på Nørrebro, og man har hele den der identitet med ikke at være dansk, men at være perker. For mig var det at være iraner, uden at jeg vidste, hvad det betød, men det var noget vigtigt og noget godt.«

»Men for mig er Iran på samme tid noget hjemligt og noget fremmed. Det er to modsætninger, der mødes inde i mig. Da jeg kom dertil første gang var jeg 13 år. Når man ikke har været der, kender man det ikke i dybden. Hvordan bevæger man sig over et lyskryds? Hvordan giver man hånd på gaden? Hvordan køber man ind? Hvordan gør man alle de der ting? Det er hjemligt, fordi det er mit modersmål, alle ligner mig, og min familie er derfra. Så da jeg besøgte det, var der en følelse af at komme hjem, fordi folk behandler mig som en af dem. På den anden side er der også en følelse af – “hov, hvorfor gør de det der”?«

»Men hvis jeg i dag skal dele det op i plus og minus, er der ligeså mange gode ting som dårlige ved at være iraner. Så det er ikke helt rigtigt, hvis jeg siger, at jeg er stolt af at være iraner. Men jeg forbinder det med en vis dybde.«

Hvad mener du?

»En dybde i forhold til kunst, kultur og sprog. Iranerne har med deres sprog en meget stærk litterær og poetisk tradition. Det er det, jeg mener med dybde. Det fascinerer mig. Og jeg kan mærke, at der er noget uforløst inde i mig. Et drive for at lære det bedre at kende. En tørst. Men omvendt, så forbinder jeg også iranerne med at være et arrogant folk. Det er på mange måde Mellemøstens franskmænd. De mener ligesom, at de er bedre end alle andre. At de har opfundet civilisationen. Joken er jo, at iranerne har opfundet alt til at starte med. 

Rejser du jævnligt til Iran?

»Det er synd at sige jævnligt. Første gang var jeg dernede som teenager med min mor. Vi var der fire-fem uger om året i fire-fem år i træk, men så holdt vi op med at gøre det. Jeg var fremmed der og forstod ikke ret meget. Man blev bare kastet ind i en taxa og kørte rundt fra sted til sted og kendte ikke rigtigt nogen områder. Men for nogle år siden rejste jeg derned alene og gjorde det igen året efter, hvor jeg var der i længere tid. Jeg har rejst rundt tre gange nu og har blod på tanden efter at opleve mere.«

Savner du nogensinde Iran?

»Jeg har lige været dernede på grund af et dødsfald i familien. Vi købte en enkeltbillet på selve dagen og kom hjem tirsdagen ugen efter. Da vi kom derned, gik det op for mig, hvor meget jeg havde savnet det. Jeg går ikke rundt her og savner Iran, når jeg er i Danmark, men da jeg stod der i Teheran havde jeg det sådan – “fuck mand, hvor ville jeg gerne være her længere”. Jeg holder virkeligt meget af det sted. Maden, de små caféer, mine venner, at gå oppe i bjergene, og hvor tosset det end lyder, trafikken og alt det der kaos. Den der selvfølgelighed, som er kilden til alt det kaos. Den der lethed.« 

Hvad er dit forhold til Teheran?

»Teheran er et monster for mig. Det byder ikke én ind. Enhver anden by kan du læse om i Lonely Planet og sådan noget, der er oplagte steder at tage hen, men Teheran er bare et stort klusterfuck af de samme ting over det hele. Som turist ville jeg ikke vide, hvor jeg skulle bo, eller hvor jeg skulle begive mig hen. Det er bare så stort og så forurenet og så grimt, at det ikke er til at forstå, selvom det kunne være den smukkeste by i verden, som den ligger der mellem bjergene. Det er som at møde en person, der er kold til at starte med, men når man kommer ind, så er der bare ekstra af det hele. Der er ekstra varmt og ekstra dejligt, når man lærer det at kende.«

Hvornår føler du dig iransk?

»Det er sjovt, fordi det er blandt iranere, at jeg føler mig mindst iransk. I Iran oplever jeg, hvor alle svaghederne og manglerne i min iranskhed er. Der er sproglige og kulturelle ting, som jeg ikke forstår. Jeg tror, uden at lyde alt for kikset, at jeg føler mig mest iransk, når jeg læser iransk poesi. Med nød og næppe kan jeg læse lidt Forugh (red: Farrokhzad) og (red: Ahmad) Shamlou og sådan nogle ting. Når jeg læser det, kan jeg mærke, at der er noget indeni mig, der ræsonnerer. Det er ikke, fordi deres poesi ikke kunne bevæge en dansker, men jeg kan mærke, at en del af mig holder af det, fordi jeg er iraner. Jeg føler, at det træder ind i en historie, som er min historie. På sådan et tidspunkt føler jeg, at den iranske historie er min historie.«

Bruger det til noget, at du er iraner?

»Rent tekstmæssigt har jeg beskæftiget mig med det. Jeg har også fundet inspiration i den poesi, der er i det iranske sprog. Når jeg har læst noget Forugh for eksempel, så har jeg oversat det for mig selv, og så bruger jeg det på samme måde, som jeg har brugt Michael Strunge eller Søren Ulrik Thomsen – “okay, det her billede er fucking fedt”. Jeg har skrevet en hel EP for Rest in Beats, som er Forugh-digte, jeg har skrevet om til sange. På den måde har jeg brugt det meget. I lyduniverser har vi også brugt det. I mine Vakili-dage udgav vi et album, nærmest kun med iranske samples.«

Hvordan er det at være iraner i Danmark?

»Det er specielt. Som iraner falder man i kategorien “indvandrer”, og vi blevet taget som en homogen gruppe med arabere, pakistanere, tyrkere, berbere og hvad ved jeg. Mange indvandrere kommer fra ikke-akademiserede hjem og står dårligere i uddannelsessystemet og kriminalitetsstatistikken og så videre. Og så bliver man lige pludseligt et forbillede. Men sådan er det ikke i min familie og for mange af de andre politiske iranere. En “mønsterbryder”. Men altså hele min familie har læst på universitetet. At gå den vej var nærmest en selvfølge. Enten er man en præmieperker, eller også er man én, der går imod fordommene, selvom jeg ikke rigtigt har gjort det. Man bliver fremhævet som en succeshistorie, fordi man har klaret sig normalt.«

Hvornår føler du dig mest dansk?

»Helt sikkert i Iran. Eller lad os sige i det orientalske, også herhjemme. Jeg møder det i friktionen eller i mødet med andre, fordi jeg spejler mig i det. Sådan nogle småting – når man cykler, drikker øl, ser DR-serier eller ikke nok med, at man hører podcasts, man laver dem også. Når man møder forskelle og ligheder, så spejler man sig i det. Men dér, hvor jeg føler mig mindst dansk, er ikke nødvendigvis dér, hvor jeg føler mig mest iransk. I de faste vendinger, hvor jeg mærker, at jeg ikke havde en dansk mor og en dansk far. Jeg er ligeså godt uddannet og ved ligeså meget om samfundet som alle mulige andre, men er ikke ligeså meget med på danske traditioner, danske sange og faste vendinger. Ting, der ikke har en forklaring, men som man bare gør. Traditioner. Det møder jeg også i Iran, og det er jeg også fremmed i.

Er der noget der ærgrer dig ved iranerne i Danmark?

»Jeg vil sige, at jeg ærgrer mig over den fløj af den iranske diaspora, som er meget optaget af spørgsmålet om islam. Det er jeg ked af. Uden at jeg prøver at infantilisere deres synspunkter, så har det også været synd for dem, og de har oplevet deres. Nu er jeg sådan en gemen hipster og har fuldskæg, og det forstår min familie for eksempel ikke. For dem er der noget historisk i det fuldskæg, og det er et bestemt politisk subjekt og et symbol på deres undertrykkere, som har gjort ting vi ikke kan drømme om. Så det må da være underligt for dem at se. Det svarer jo til, at en generation af hipstere i Tyskland begyndte at få overskæg som Hitler, så jeg forstår det godt. Men jeg mener, at der skal være plads til at møde mennesker. Det er paradoksalt nok de ting, som vi bliver påduttet, som vi sender videre. Iranere, der selv møder racismen, sender den videre. Det her er en af de mest banale pointer i verden; muslimer er også forskellige. Islam kan betyde mange forskellige ting. På samme måde som vi skal forklare, at iranere ikke er arabere, så er muslimer jo også forskellige.«

Dette interview er foretaget og skrevet af Shahin Aakjær.

Kandidat i Mellemøststudier/Persisk fra Københavns Universitet.

Email: info@fabeldyret.dk