Af Nathalie Vandsø Hajian

Efter shahen af Iran, Mohammad Reza Pahlavi, i 1962 proklamerede sin Hvide Revolution med økonomisk støtte fra amerikansk side, påbegyndtes implementeringen af en række sociale og økonomiske reformer. Iran skulle tilbage til den storhed, som man havde under magtfulde ledere i det gamle Persien, men på samme tid ønskede shahen en modernisering af landets samfundsstruktur.

Reformerne havde til hensigt at forbedre vilkårene for bønderne, arbejderklassen, kvinder og andre hidtil marginaliserede grupperinger. Det iranske samfund skulle regenereres, således at Iran på længere sigt kunne måle sig med de mest magtfulde globale industrier. Flere samfundsgrupper mødte dog reformerne med stor utilfredshed, navnlig gejstligheden med Ayatollah Khomeini i spidsen, som mistede en stor del af sin autoritet og frygtede en underminering af islam samt tab af iransk suverænitet gennem sekularisering og kapitulation til Vesten.

Begrebet tiers-mondisme (third-worldism eller tredjeverdensideologi) opstod som en bevægelse i slutningen af 1940erne, hvor intellektuelle fra dele af den tredje verden forsøgte at danne en udviklingsstrategi baseret på de enkelte tidligere koloniers egne historiske forudsætninger, således at disse kunne inddrages i udviklingen af deres respektive nye stater.

Man kan tale om en symbiose mellem den vestlige verdens tilstedeværelse på den ene side og den lokale verdens traditioner på den anden. Bevægelsen var en reaktion på årtiers europæisk kolonisering af lande i blandt andet Mellemøsten og Nordafrika.

Mohammad Reza Pahlavi refererede ofte til magthaverne i det gamle Persien som værende de mest retfærdige ledere:

”Der er dokumenteret vidnesbyrd om, at den normale behandling af arbejderne i oldtidens Iran var langt hævet over, hvad der var sædvane i Ægypten, Assyrien, Kina og andre oldtidscivilisationer.”

Sådan skriver han i sit værk ”Den Hvide Revolution” fra 1971. På trods af disse henvisninger til Irans glorværdige historie ønskede shahen at modernisere det iranske samfund. Netop dette blev Den Hvide Revolution et eksempel på. Det Iran, som shahen ønskede, var på samme tid nyt og gammelt. Ved at genoplive Irans historiske fortid ønskede han at skabe en moderne fremtid.

Finansieringen af denne fremtid lå dog til dels i amerikanske hænder, og mange af dens principper byggede på vestlige grundsætninger, selvom der var elementer af tredjeverdensideologi i shahens moderniseringsprojekt.

Moderniseringsteoriens fundament bygger på, at den modernisering, som Vesten havde gennemgået i det nittende århundrede, var universel, og at alle lande på sigt vil følge i Vestens fodspor imod demokratisering. Dette var i høj grad med til at fremmedgøre de grupperinger, der ikke brød sig om vestlig – økonomisk, kulturel og politisk – tilstedeværelse i Iran.

Hvor mange af de stater, hvis magthavere gjorde brug af tredjeverdensideologien, var nye stater (herunder kan nævnes Gaddafi i Libyen), var Iran en gammel nation med en gammel historie. Alligevel havde Iran i 1907 oplevet, at Rusland besatte den nordlige del af landet, mens Storbritannien besatte den sydlige del, hvilket gjorde Iran til en bufferzone og i realiteten en koloni.

Vesten havde også interveneret i iranske anliggender knap ti år forinden shahens Hvide Revolution, i 1953, da Storbritannien i samarbejde med USA udførte et statskup mod den folkevalgte premierminister Mohammad Mossadeq. Disse begivenheder og et stadigt større antal grupperingers utilfredshed med den fortsat omsiggribende vestlige tilstedeværelse i Iran under shahen var med til at fremprovokere en række nationalistiske bevægelser.

Jalal Al-e Ahmad var en central iransk intellektuel fra en gejstlig familie. Grundtanken i hans meget berømte værk ”Gharbzadegi” (Forgiftet af Vesten) fra 1962 er, at den vestlige økonomi, der underlægger sig verdensøkonomien, er knyttet til en økonomisk struktur, der vil presse alle lokale og autentiske kulturer væk. Stille og roligt bemægtiger den sig kontrollen over det korpus, den har fået fat i.

Han mente, at Iran blev fastholdt i et strukturelt afhængighedsforhold, hvor verdensmarkedet blev en livsnødvendighed. Al-e Ahmad mente, at iranerne havde taget alle de vestlige ‘ismer’ og andre vestlige koncepter såsom deres teknologi til sig uden at overveje, om de passede ind i deres egen kultur. Man forstod, ifølge Ale- Ahmad, ikke de vestlige idéer korrekt, hvilket resulterede i en befolkning, der hverken var fuldstændig iransk eller rigtig vestlig. Al-e Ahmads løsning var, at man skulle stå fast omkring det persiske.

Man skulle frigøre sig af den indbyggede forgiftning, der fulgte med den vestlige økonomiske indtrængning i området under shahens styre. Det betød ikke, at man ikke kunne modernisere – men det skulle gøres på egne betingelser, hverken som Østen eller Vesten, men med en tredje modernitet: man skulle ikke passivt underkaste sig maskinerne og dermed Vesten men specialisere sig inden for forskellige områder, således at iranerne selv ville være i stand til at producere og kontrollere maskinerne og ikke omvendt.

Sociologen Ali Shari’ati fandt inspiration i Al-e Ahmads tanker, og han udlagde selv en nyfortolkning af tredjeverdensideologi. Dennes udgave havde islam som omdrejningspunkt, idet Shari’ati var af den overbevisning, at islam skulle revitaliseres, så man på denne måde kunne genfinde sin kulturelle identitet og islams revolutionære essens og således militant bekæmpe gharbzadegi. Både Al-e Ahmad og Shari’ati døde inden Den Islamiske Revolutions sejr i 1979, men deres idéer er stadig levende i den iranske tankegang. 

Ligeledes anvendte Ayatollah Khomeini en tredjeverdensideologisk diskurs i sin kritik af shahens regime. Principperne i Den Hvide Revolution hørte ifølge Ayatollah Khomeini hjemme i Vesten, idet de var materialistiske, kapitalistiske og undergravede islam. Han lagde vægt på, at Iran hverken skulle vende sig mod Østen eller Vesten. Han mente, at Vesten havde splittet Mellemøsten og skabt nye, korrupte stater, der skulle fremme vestlige magthaveres egne interesser.

Et eksempel er en lov, der gav amerikansk militær og deres familie juridisk immunitet, hvis de begik kriminalitet, mens de opholdt sig i Iran. På den anden side havde man den sovjetiske socialisme. Alle disse udefrakommende ideologier var med til at fastholde en imperialistisk politisk og økonomisk dominans i den tredje verden, hvilket var en direkte trussel mod islam.

Samfundsstrukturen måtte ifølge Ayatollah Khomeini omlægges, idet man havde brug for en uafhængig islamisk stat, der skulle gavne folket. Han lagde i denne forbindelse vægt på iranernes kollektive shiitiske identitet. Shiaislam kom til at besidde rollen som forkæmper mod tyranni jævnfør myten om slaget ved Karbala, hvor Imam Hossein blev myrdet på ordre af den sunnitiske kalif Yazid.

Den politiske tilgang, som shahen og Ayatollah Khomeini gjorde brug af, forekommer tilsyneladende ens på flere områder. Navnlig har den historiske fortid spillet en central rolle i begges syn på, hvordan den iranske samfundsstruktur burde være. Deres respektive forestillinger om en ideel samfundsstruktur var dog grundlæggende forskellige.

Ayatollah Khomeinis tredjeverdensideologiske retorik og kritik af shahen havde dog potentiale til at udfordre shahens legitimitet og dermed den politiske struktur i Iran, hvilket i sidste ende førte til revolutionen i 1979, og tredjeverdensideologien spiller stadig en afgørende rolle i nutidens Irans politiske tilgang.  

Denne artikel er skrevet af Nathalie Vandsø Hajian.

Studerende på Københavns Universitet, Mellemøstens sprog og samfund, persisk.

Email: nathaliehajian@outlook.dk