Michael Bang og hans kæreste Amanda Freiesleben, begge studerende ved Roskilde Universitet, rejser i disse dage rundt i Iran og omegn. Hver søndag vil parret i seks uger blogge om deres oplevelser i regionen, mens indtrykkene er friske i erindring. Læs her Michael og Amandas tredje blog fra Armenien, Irans lille naboland mod nord.

Tekst af Michael Bang / illustrationer af Amanda Freiesleben

Musikken skratter i de dårlige bushøjtalere, men iranerne er ligeglade, for de har lige krydset grænsen til Armenien. Det er mandag morgen, og solen har akkurat sluppet bjergtoppene, men varmer allerede landskabet op. Bussen kæmper sig gyngende igennem de armenske bjerge. Ikke kun fordi der er 130 km uafbrudte hårnålesving fra grænsen i syd op mod hovedstaden Jerevan, men også fordi iranerne er spændte, som var de en gymnasieklasse på vej på studietur til Prag. To drenge og to piger danser fnisende rundt i midtergangen til den skrattende iranske musik, mens resten af bussen – ung som gammel – klapper, knipser og hujer. 25-årige Ahmad prøver at få mig med op og danse, men det lykkedes mig at blive på sædet. Granatæblevinen fra morgenmads-caféen spiller muligvis ind hos nogle af vores medpassagerers gode humør, men det er tydeligt at mærke lettelsens rus i hele bussen. De er kommet på ferie.

Langs vejen står der små boder med frugt, nødder og colaflasker. I flaskerne er der ikke cola, men sød armensk vin til lastbilerne, der kører i den modsatte retning. Vin er selvfølgelig ulovligt i Iran, men cola er yderst populært og må gerne tages med over grænsen.

Armenien og Iran har i kølvandet på ophævelsen af sanktionerne mod Iran netop indgået en visumaftale, så det fra 6. august i år er blevet visumfrit for iranere at rejse til Armenien i op til tre måneder. Det gør det nemt at tage over grænsen på ferie og nyde lidt ’azadi’ – frihed på farsi. I Armenien må man nemlig gerne danse og drikke alkohol, og kvinderne kan lade tørklædet falde for en stund.

Frihed og uafhængighedsdag

Efter knap tre uger i Iran, kan vi faktisk også mærke lettelsen på egen krop. Amanda kan tage tørklædet af, vi kan logge på Facebook uden problemer, og vi kan bestille et glas lokal vin. Vi tager et par uger i Armenien og Georgien, inden turen går tilbage til Iran.

Anden gang vi møder Ahmad, er det Armeniens 25-års jubilæum for bruddet med Sovjetunionen. Uafhængighedsdagen bliver fejret med tanks i gaderne og kampfly i luften. Det er en festdag, og mange armenere er på gaden for at fejre deres frihed i det gode vejr. Vi står på fortovet og kigger på militærkøretøjerne, der triller forbi, da nogen råber ”Michael, Michael”. Jeg vender mig om, men kan ikke se nogen, før Ahmad og hans ven kommer storsmilende frem fra menneskemængden. De har begge en flaske vin i hånden og kan ikke lade være med at smile og grine, når vi snakker sammen. De har travlt med at komme videre og nyde festdagen, hvor der er storskærme og koncerter i hele byen. Iranerne er vist også glade for Armeniens selvstændighed og gode forhold til Iran.

Ahmad har halstørklæde og vanter på, da vi møder ham for tredje gang. Vi har været et smut i Georgien, og i mellemtiden er efteråret kommet til Armenien. Han er glad for at se os og tager mig i hånden, da vi går henover Republik Square i Jerevan. Jeg har oplevet flere gange, at iranske mænd tager min hånd, når vi skal krydse en vej og nogle gange bare i ren venskabelighed. Det er meget rart, særligt når jeg ikke må holde Amanda i hånden i Iran, men lidt anderledes denne gang, hvor det er en ulden vante, der klemmer min hånd. Ahmad er fra det sydlige Iran, hvor der for tiden er 40 grader, og er derfor ikke vant til det kølige armenske efterårsvejr. Vi sætter os ind på en bar og bestiller tre lokale øl. Da vi snakker om, hvorfor han er kommet til Armenien, tager han sin øl op og peger på den:

”Det her er ikke vigtigt for mig. Det er ikke vigtigt for mig, at jeg kan drikke øl, men det er vigtigt, at jeg kan være fri. I Iran har jeg et godt arbejde, men penge er ikke alt.”

Efter to uger i Iran, kunne jeg selv mærke frihedsfølelsen ved at komme til Armenien og Georgien, og selvom jeg sagtens kan leve uden friheden til at gå i shorts og nyde en kold øl, når vi er i Iran, så forstår jeg godt Ahmads frustration over ikke at have friheden til selv at vælge, hvad der er rigtigt og forkert.

I morgen skal vi igen krydse grænsen til Iran, og selvom det er fristende, bliver det uden colaflasker i bagagen.

Få overblik over Michael og Amandas blogs her:

KAPITEL 1/6: Velkommen til Teheran

KAPITEL 2/6: Urmia, kurdere og kønsroller

KAPITEL 3/6: Azadi i Armenien

KAPITEL 4/6: Poesi & militær

KAPITEL 5/6: Sydeuropæisk feriestemning

KAPITEL 6/6: De forsvundne løver

Denne blog er skrevet af Michael Bang.

Journaliststuderende ved Roskilde Universitet og blogger hos Alt om Iran

E-mail: michaelhbang@gmail.com

Illustrationer af Amanda Freiesleben.

Dansk- og Kommunikationsstuderende ved Roskilde Universitet og blogger hos Alt om Iran.

Se parrets rute tværs igennem Iran: