Titel: Close-Up, نمای نزدیک, Close-Up

Instruktør: Abbas Kiarostami

Manuskriptforfatter: Abbas Kiarostami

Udgivelsesår: 1990

Spillelængde: 1 time og 38 minutter

Af Shahin Aakjær

“Close-Up” er en ganske unik film. Et vellykket miskmask, hvor fiktion og dokumentar kolliderer og giver liv til en stærk og rørende historie om mennesker og de identiteter, som vi zigzagger rundt imellem. I bedste click-bait-stil kan man roligt sige: “Det her har du ikke set før!”

Hossein Sabzian er en simpel og fattig mand, som elsker film. Han lever gennem levende billeder på det store lærred og ser filmene igen og igen, når han da ikke lige læser manuskripterne. En dag sidder Hossein i bussen og læser manuskriptet til Mohsen Makhmalbafs “Cyklisten”, som er en af de største iranske film fra 1980’erne.

Fru Ahankhah, som sidder på sædet ved siden af ham, spørger nysgerrigt ind til bogen. Hossein kan ikke dy sig, og pludseligt har han bildt Ahankhah ind, at han er stjerneinstruktøren Makhmalbaf.

Det ene tager det andet og pludseligt tror hele familien Ahankhah, at de er blevet venner med den store kunstner, og nu skal de være hovedpersonerne i hans næste store film. Men det er alt alt for godt til at være sandt.

“Bygget på en sand historie” er en slidt og efterhånden ubetydelig sætning i filmverden, men sjældent har det givet så god mening som i “Close-Up”. Filmen er delvist dokumentarisk og viser klip fra retssalen og små interviewbidder.

Den anden del af filmen er genindspilninger af historien, hvor alle de involverede spiller sig selv. Netop derfor er alting ekstra rørende og karaktererne har dybde som ægte mennesker – fordi det netop er mennesker af kød og blod.

Abbas Kiarostami satte straks arbejdet med en anden film på pause, da han læste historien om Hossein Sabzian og familien Ahankhah i et magasin. Han må have kunnet dufte, at der lå en god historie gemt, men det er hans greb og blandingen af dokumentarisme og fiktion, som løfter filmen op til at være et mesterværk.

Filmen begynder med den lidt kejtede journalist Farazmad, som tager en taxa ud til familien Ahankhahs’ hus. På bagsædet sidder to lidt stille værnepligtige, der er klar til at arrestere Sabzian. Journalisten fortæller den lidt uinteresserede taxachauffør om denne utrolige og pudsige historie om en mystisk mand, som giver sig ud for at være en stor kunstner.

De når frem, og Sabzian bliver arresteret. Først da kommer rulleteksterne og afslører, at vi skal se en film baseret på virkelig hændelser. Men det er først i takt med at filmen skrider frem, at man som seer forstår, hvor ægte det egentligt er.

Først virker Hossein Sabzian som en introvert og lidt sammenbidt mand. Men han åbner sig for Abbas Kiarostami og dermed også for publikum. Pludseligt er man kommet ind under huden på en misforstået og fascinerende mand, med en tragisk historie.

Især scenen i fængslet er rørende. Kiarostami besøger Sabzian for at få hans side af historien, og den lille mand fortæller om, hvor stor betydning film har haft i hans tilværelse. Mens Sabzian fortæller, bliver drømmen til virkelighed, og han er nu med ét blevet en hovedperson i en film.

Abhankhah-familiens ene søn Mehrdad fortæller under retssagen om dagene med Sabzian, da de stadigvæk troede, at han var den kendte filminstruktør. Mehrdad giver Sabzian et lift ind til byen på sin motorcykel, da Sabzian fortæller, at han netop fik en idé til en ny film; to mænd på en motorcykel og vupti – et venskab opstår.

Hold fast i den anekdote, for med den i baghovedet bliver den stærke slutning kun endnu mere magisk.

SE TRAILEREN FOR FILMEN HER:

Denne anmeldelse er skrevet af Shahin Aakjær.

Kandidat i Mellemøststudier/Persisk fra Københavns Universitet.

E-mail: info@fabeldyret.dk