Fiskeretten stammer fra provinsen Khuzestân i den sydvestlige del af Iran. Forholdet mellem mængden af de forskellige ingredienser kan tilpasses efter personlig smag. Det er derfor en god idé at smage sig frem undervejs. Bukkehornsblade fås i butikker, der handler med iranske madvarer. Bladene kan erstattes med lidt bukkehornsfrø.

 

Opskrift:

1 bundt bredbladet persille

1 bundt iranske purløg (babyporre)

1 håndfuld bukkehornsblade, evt. tørrede

1 håndfuld frisk koriander

2-3 spsk olie

6 dl vand

1/2 tamarindepasta

salt & peber

2-4 fed hakket hvidløg

8 rødfiskefileter eller anden fast fisk

 

Hak de friske krydderurter fint, og svits dem i en sauterpande i lidt olivenolie ved lav varme. Hæld vand i, og kom tamarindepastaen i under omrøring. Smag til med salt og peber, og lad simre under låg. I en anden gryde eller pande svitses hvidløget i lidt olie. Skær fiskefileterne i tern, og steg dem sammen med hvidløget i et par minutter. Kom fisken i krydderurteblandingen, og varm igennem.