Af Misha Zand

Blækket på atomaftalen mellem Iran, FN’s sikkerhedsråd og Tyskland var endnu ikke tørt, da guldfeberen rasede verden over, og udsigten til, hvad ophævelsen af de økonomiske sanktioner kunne medfølge, skabte en sjældent set hype.

I Vesten og i Østen blev der gnubbet i hænderne over genåbningen af det iranske marked, mens udenrigsministre stillede sig i kø med deres respektive hære af forretningsmænd, der så frem til at investere i nyheden. Nemlig et land med potentielt set 80 mio. forbrugere, der higer efter udenlandske varer, teknologi, gensidig handel og udefrakommende investeringer til at kickstarte økonomien.

Men i dag, tre måneder efter den såkaldte ”implementeringsdag”, ser virkeligheden anderledes ud. Selvom ophævelsen af de økonomiske sanktioner har banet vejen for EU-landene, så kaster de amerikanske sanktioner fortsat deres lange skygger tværs over Nordatlanten og skræmmer europæiske investorer fra at forpligte sig til det iranske marked.

De europæiske bekymringer kan groft sagt opdeles i fire kategorier:

1. ”Snap back” effekten:

Frygten for, at overtrædelser af atomaftalen fra Irans side vil genindføre sanktionerne og fastfryse eventuelle europæiske investeringer i landet.

2. Sanktionernes ugennemsigtighed:

De amerikanske sanktioner er ganske kompliceret vævet ind i den amerikanske lovgivning, og det har yderligere besværliggjort suspensionen og bureaukratiseret processen. Dette har resulteret i, at mange europæiske banker frygter bøder i milliardklassen, hvis de overtræder sanktionerne og holder sig derfor foreløbigt væk.

3. Frygt for OFAC (USA’s sanktionsmyndigheder):

Den ovennævnte frygt handler ikke udelukkende om overtrædelse af sanktioner og angst for økonomiske bøder, men i den grad om, hvad en evt. granskning af OFAC kunne betyde for et pengeinstitut eller en større virksomheds ry.

4. Mangel på tillid:

Flere års handelsafbrydelse mellem Europa og Iran kræver genskabelse af tillid, styrket kendskab og etablering af pålidelige netværk.

Mens disse bekymringer udspiller sig, får de asiatiske firmaer endnu flere aftaler i hus. Det er især sydkoreanske, indiske og naturligvis de kinesiske investorer, som tjener på Europas forsigtighed. I takt med europæernes fravær de sidste 5-10 år har de asiatiske lande skabt sig et solidt marked i Iran inden for alle industrier, som de udelukkende har udvidet siden atomaftalen i sommer.

Hvis hypen om det iranske marked skal udmønte sig i en økonomisk vækst for iranere såvel som europæere, så er løsningen ikke økonomisk, men politisk. Nøglen er endnu engang placeret i Teheran og i Washington. Ironisk nok er det nemlig de to lande, som tilsammen kan forsikre den nødvendige juridiske og økonomiske tryghed for de europæiske landes investeringer.

Økonomisk fremgang for iranerne var aldrig en del af atomaftalen. Men det er afgørende at huske, såfremt den iranske befolkning såvel som den politiske ledelse i Iran ikke føler, at de har fået det forventede resultat ud af at leve op til atomaftalen, så mister EU og USA det diplomatiske momentum – som har taget 13 år at opbygge.

Stopper det diplomatiske momentum, vil det forårsage en utilsigtet effekt og netop styrke de ekstremistiske positioner i Iran, som helst ser, at landet lukker sig om sig selv – hvilket vil naturligvis være et katastrofalt tilbageskridt og tab for alle parter.

Dette indlæg er skrevet af Misha Zand.

Skribent, Iran-kender & ejer af Iranmarketconsult.com 

E-mail: Misha@zand.dk